Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Masker giver eksem, bumser og trykmærker

Seks ud af 10 hospitalsansatte får hudreaktioner, når de bruger masker. Og jo længere tid, man har masken på, jo større er risikoen. Det viser en ny stor undersøgelse fra Region Hovedstaden.

Sygeplejersken 2022 nr. 1, s. 10

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

sy14-2021_akt_maske
Seks gode råd

Hvis din hud er generet af maskebrug:

  • Aftør ansigtet umiddelbart efter brug af maske 
  • Rens ansigtet mindst én gang dagligt med sæbefri ansigtsrens
  • Brug en fugtighedscreme tilpasset din hudtype og evt. kronisk hudsygdom
  • Vælg produkter uden parfume og problematiske ingredienser
  • Prøv en maske fra en anden producent
  • Tal evt. med en læge om ordination af behandlingscreme.

Kilde: Fra Jette Skiveren, klinisk sygeplejespecialist i Hudafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Sygeplejersker og andre hospitalsansatte har fået en ny arbejdsrelateret gene med det øgede brug af masker under covid-19. Det har længe været kendt, men en ny omfattende undersøgelse blandt 10.000 hospitalsansatte i Region Hovedstaden slår nu omfanget fast:

Seks ud af 10 oplever at få hudreaktioner som eksem, bumser og trykmærker rundt om i ansigtet ved brug af masker. 

”Uanset hvor god komfort en maske har, vil huden blive udsat for gnidninger fra masken, som irriterer huden. Samtidig lukker masken huden inde, og det giver fugtig, klæbrig og fedtet hud,” siger Jette Skiveren, der er klinisk sygeplejespecialist i Hudafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og står bag undersøgelsen.

”Hvis man samtidig har en hudsygdom som akne, rosacea eller atopisk eksem eller bare sensitiv og sart hud, så er der langt større risiko for hudreaktioner,” uddyber hun i en pressemeddelelse.

Kirurgiske masker giver typisk hudreaktioner som knopper og bumser, mens åndedrætsværn giver rød og irriteret hud.

Tid øger risiko for gener

Undersøgelsen viser desuden, at personale, der bruger maske i mere end seks timer om dagen, har fire gange højere risiko for at få hudreaktioner end dem, der bruger maske i mindre end tre timer, hvilket også er afspejlet i, hvor personalet har størst gener. Nemlig på intensivafdelinger. 

”Jo længere tid masker bruges, jo større risiko er der for irriteret hud, uanset hvilken type maske, der anvendes. Så det er vigtigt med pauser, når man bruger maske,” pointerer Jette Skiveren.

Undersøgelsen er gennemført under anden bølge af covid-19-pandemien og bygger på selvrapporterede svar fra godt 10.000 medarbejdere. Den er netop publiceret i det internationale Tidsskrift Contact Dermatitis.