Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Brug for bedre navnebeskyttelse

Sygeplejersken 2023 nr. 10, s. 8

Af:

Helle Lindberg Emarati, Journalist

Næsten halvdelen af sygeplejersker er utrygge ved, at deres fulde navn fremgår af journalen og knap hver tredje er bange for, at de eller deres familie bliver opsøgt i fritiden.

Derfor er der brug for en bedre beskyttelse af de ansattes navne, mener Dansk Sygeplejeråd og syv andre danske organisationer.

I et fælles brev til sundhedsminister Sophie Løhde (V) opfordrer de til handling. Det kan ske ved, at regeringen arbejder for at sikre entydig hjemmel til, at sundhedspersonalet kan identificeres ved anden entydig identifikation end fulde navn.

Organisationerne anbefaler, at medarbejdere i sundhedsvæsenet fremover kun fremgår med fornavn, tjenestenummer og tjenestested i alle journaler og øvrige systemer.

”Det er simpelthen ikke rimeligt, at der ikke gøres mere for at beskytte sygeplejerskerne,” siger Dorthe Boe Danbjørg, næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd.