Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Ingen bliver raske af en indlæggelse"

ARBEJDSLIV: I 2022 begyndte sygeplejersker fra OUH at køre ud til borgere med svære spiseforstyrrelser og hjælpe dem i eget hjem. Nu føler Kathrine, at hun bliver set som et menneske i stedet for sin sygdom.

Sygeplejersken 2023 nr. 10, s. 30-33

Af:

Helle Lindberg Emarati, Journalist

60805158

Billedtekst: Kathrine er ikke alene med sit behov for hjælp. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at flere og flere søger behandling for spiseforstyrrelser.

Foto: Mikkel Berg

"Det er altid svært at blive konfronteret med sin vægt, når man er spiseforstyrret. Men det hjælper virkelig meget, at det foregår her, hvor jeg føler mig godt tilpas,” siger Kathrine.

Hun folder sine hænder om sit ene knæ, imens hun taler. Hun har kraftige sorte strømpebukser på, selvom vejret udenfor er varmt og sommerligt.

Kathrine er 24 år og har siden hun var teenager haft en spiseforstyrrelse. Siden marts 2021 har hun været indskrevet i Pomonahuset, som er et højt specialiseret botilbud på Vestfyn til unge og voksne med alvorlige spiseforstyrrelser.

Det er en mandag formiddag i august, og Kathrine har netop overstået den samtale, hun skal igennem hver 14. dag: Samtalen med sygeplejersken fra Ernæringsenheden, hvor de skal snakke om, hvordan hun har det.

Og hvor hun bliver vejet.

”Men det er ikke kun det med vægten, der er hårdt. Det er f.eks. også meget svært for mig at snakke om, hvis der er nogle ting, der ikke fungerer. Det er slet ikke nemt at lukke op og tale med nogen, man ikke kender. Derfor er det vigtigt, at det er én, jeg har tillid til,” forklarer hun

Om spiseforstyrrelser og Den Mobile Ernæringsenhed

På bare 15 år er der sket en fordobling i antallet af spiseforstyrrelser - fra 3053 til 6132 - der er så alvorlige, at de skal behandles på hospitalet. For dem, der er er hårdt ramt, kan det ofte ende med gentagne indlæggelser.

Den Mobile Ernæringsenhed er en forsøgsindsats i Region Syddanmark. Håbet er at kunne gøre indsatsen permanent og brede den ud til flere.

Der er i perioden 2022-2024 afsat fem millioner kroner til Den Mobile Ernæringsenhed, som finansieres via Sundhedsstyrelsens satspuljer.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen og Region Syddanmark

Vægt på livskvalitet
Den tillid har hun fået til Maria Pilgaard. Det er hende, der er kommet på besøg i Pomonahuset til en samtale med Kathrine og et par andre af stedets beboere i dag.

Maria Pilgaard er sygeplejerske. Hun er en del af forsøgsindsatsen Den Mobile Ernæringsenhed, som hun i 2022 startede op sammen med sygeplejerske Signe Wallin Høj og læge Jeanie Meincke Egedal fra Ernæringsenheden på Endokrinologisk Afdeling M på Odense Universitetshospital (OUH).

Som specialiseret team kører de ud for at hjælpe og rådgive borgere med svære spiseforstyrrelser i eget hjem. Det er altid den samme sygeplejerske fra Ernæringsenheden, der kommer på besøg, og det er altid med fokus på mere end blot vægten, og om de har tabt sig eller taget på, fortæller Maria Pilgaard.

Hun understreger dog samtidig, at der ikke er tale om terapi.

”Vi er ikke fra psykiatrien. Vi er fra somatikken, så vores primære opgave er selvfølgelig at kontrollere deres vægt og vurdere deres fysiske tilstand. Men det handler ikke kun om tallet på vægten. Det kan nemt komme til at lyde lidt fluffy, men vi prøver i høj grad også at måle og veje deres livskvalitet,” siger hun.

Ondt i maven i ugevis
Men hvordan ”måler” man livskvalitet hos spiseforstyrrede? Det vender vi tilbage til.

Mennesker med alvorlige spiseforstyrrelser er en kompliceret patientgruppe. En indlæggelse kan f.eks. nemt forværre deres sygdom – især hvis den er ufrivillig. Alligevel har mange svært spiseforstyrrede adskillige traumatiserende tvangsindlæggelser med i bagagen.

Det har Kathrine også.
”I de 11 år, jeg har været spiseforstyrret, har jeg måske været indlagt i sammenlagt fem af dem. Rigtig mange af dem har været tvangsindlæggelser. Jeg har været i psykiatrien og sundhedssystemet, også i en anden region, og jeg har boet på institution, siden jeg var 13, så jeg har prøvet lidt af hvert,” siger hun.

Hun oplever det som meget grænseoverskridende og angstfuldt, hvis hun skal møde op på et ambulatorie til sine kontrolvejninger.

”Hvis jeg f.eks. skal ind på et hospital eller en afdeling, hvor jeg før har været tvangsindlagt, så er det forbundet med en masse dårlige følelser og nærmest fysisk ubehag. Kroppen husker, hvad den har været igennem. For det andet ved man aldrig, om det f.eks. er den samme sygeplejerske, man kommer ind til. Jeg ved ikke, hvad de måske vil spørge om, eller om de overhovedet kender min sygdomshistorik,” forklarer Kathrine Poulsen.

Derfor kunne hun før i tiden have ondt i maven i ugevis op til sine kontrolaftaler. Ofte endte hun med slet ikke at møde op. I stedet fulgte negative sygdomsspiraler, hvor Kathrine røg ind og ud af hospitalet i ufrivillige indlæggelser.

Men det er der blevet lavet om på nu.

”Siden jeg fik tilbuddet om Den Mobile Ernæringsenhed, har jeg faktisk ikke misset en aftale. For første gang i 11 år får jeg dét, jeg rent faktisk har brug for,” siger hun.

Rask er ikke succeskriteriet
Dét, der er brug for, forklarer Marie Pilgaard, er et tilbud, som langt hen ad vejen er på de spiseforstyrredes præmisser. At de kan få besøg i hjemmet, hvor de føler sig mest trygge, og at der bliver talt om det, de selv har lyst til at tale om.

”Nogle gange er der nogle konkrete ting, de har brug for hjælp til. F.eks. fysisk ubehag eller problemer, de oplever på grund af spiseforstyrrelsen. Andre gange vil de slet ikke snakke om noget, men kun vejes og have det overstået – og så vil de måske faktisk alligevel gerne snakke en lille smule, når det kommer til stykket,” siger hun.

Den tillidsfulde relation er i det hele taget omdrejningspunktet i Den Mobile Ernæringsenhed, fortæller læge Jeanie Meincke Egedal, som også er med på besøg i dag. Et godt forhold til den sygeplejerske, der kommer og kontrollerer deres sundhedstilstand, er nemlig med til at give borgere med svære spiseforstyrrelser et relativt godt liv.

”Mange af dem har været spiseforstyrrede så længe, at det er urealistisk, at de nogensinde bliver raske. Det er ikke dét, der er målet eller succeskriteriet mere, heller ikke for dem selv. I stedet er det måske bare at holde dem ude af hospitalet, eller i hvert fald at nedbringe antallet af ufrivillige indlæggelser,” siger Jeanie Meincke Egedal.

60805182

Sygeplejerske Maria Pilgaard (th.) og læge Jeanie Meincke Egedal fortæller, at teamindsatsen har nedbragt antallet af ufrivillige indlæggelser. Foto: Mikkel Berg

Den svære overgang
Når en borger med svær spiseforstyrrelse først er blevet indlagt, er de særligt sårbare, når de bliver udskrevet igen. Overgangen fra hospital til hjem kan nemlig være rigtig svær for denne patientgruppe, forklarer Maria Pilgaard.

”Der er jo ingen med spiseforstyrrelser, der bliver raske under en indlæggelse. De får det fysisk bedre, ja, men under meget kontrollerede forhold. Måske bliver deres sygdom endda forværret, selvom de får det fysisk bedre. Pludselig skal de så hjem igen og stå på egne ben i en hverdag uden støttehjul, hvor de enten er helt alene eller kun har deres pårørende at læne sig op ad,” siger hun.

Faren for en ond spiral, hvor borgeren ryger ind og ud af hospitalet, er stor, hvis der ikke bliver etableret et godt samarbejde i overgangen mellem region og kommune. Det hjælper Den Mobile Ernæringsenhed også med.

”Man kan godt sige, at vi er borgernes advokater. Vi hjælper dem med at etablere kontakt til kommunen eller forskellige bosteder og aktører, og prøver at hjælpe dem med at opnå deres mål, så de kan leve et relativt normalt liv med deres sygdom,” siger Maria Pilgaard.

Mere end et tal
Et relativt normalt liv. Det er her, ”målingen” af livskvaliteten kommer ind i billedet. For selvom Den Mobile Ernæringsenheds primære opgave er at kontrollere de spiseforstyrrede borgeres vægt og fysiske tilstand, så er den ikke altid den eneste indikator på, om de rent faktisk har det godt.

”En borger med spiseforstyrrelse kan godt have fået det mentalt bedre end sidste gang de blev vejet, selvom de har tabt sig i mellemtiden. Deres sygdom kan også sagtens være blevet forværret, selvom de har taget på. Derfor prøver vi i samtalerne også at lodde, om de har det godt indeni for tiden,” siger Maria Pilgaard.

At vægten ikke er samtalens eneste omdrejningspunkt, er en ny oplevelse for f.eks. Kathrine Poulsen. Hun kunne med sine egne ord godt komme til at føle sig ”som nogle mål og tal på et stykke papir,” når hun før var til kontrolvejning.

”Tidligere har jeg haft det som om, at jeg slet ikke blev set eller hørt, fordi der udelukkende var fokus på min vægt. Hvis jeg f.eks. havde taget på, var det jo ubetinget godt, syntes de, og så fik jeg bare at vide, at jeg skulle fortsætte med det – selvom jeg faktisk havde det rigtig dårligt, fordi vægtøgningen triggede min sygdom og gjorde den værre,” fortæller hun.

”Jeg er jo ikke bare min sygdom. Nu føler jeg, at jeg også bliver set som menneske.”

Kathrine er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med kildens rigtige identitet.