Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fascineret af urkraften

MIT JOB. Eventyrlysten i Nanna Westmark Steensen har ført hende til Grønland og Dronning Ingrids Hospital. I Nuuk møder hun stærke kvinder og trives på en arbejdsplads præget af stor hjælpsomhed og mulighed for faglig udvikling.

Sygeplejersken 2023 nr. 11, s. 40-41

Af:

Charlotte Wognsen, Journalist

61126005

Naturen på Grønland er barsk og overvældende, synes sygeplejerske Nanna Westmark Steensen, som fra vinduet i sit hjem kan spotte både hvaler og isfjelde.

Foto: Christian Sølbeck 

Anniarpit? Naartuit? Nalequtaq?

I en plastlomme i min kittel ligger en liste over de mest anvendte grønlandske ord, vi bruger på K3. I aften- og nattevagterne er der ingen tolk i afdelingen, så på den måde kan jeg spørge: Har du ondt? Er du gravid?Har du brug for et bind?

I marts i år begyndte jeg som sygeplejerske på Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Afdelingen samler graviditet, barsel og kvindesygdomme. Alle kvinder i Grønland med komplicerede graviditetsforløb bliver sendt til Nuuk. Ofte plejer vi de ventende mødre i 2-3 uger før fødslen.

Hver 6. uge kommer mamma-kirurgen fra Danmark. Så indkaldes alle patienter, som skal have skannet eller fjernet et bryst samt de, som skal til opfølgning.

Vi tager os af kvinder, som skal have foretaget abort, og vi plejer dem, som har fået foretaget gynækologiske indgreb.

Trang til at rejse ud
Eventyrlysten ligger i blodet. På den måde er sygeplejefaget fantastisk. Under uddannelsen greb jeg også muligheden for et praktikophold i Tanzania. Jeg har haft en trang til at rejse ud og blive ramt - både af andre kulturer og på min egen selvforståelse.

Det er en gave at opleve forhold, vilkår og livs-anskuelser, som er anderledes. I Tanzania er mantraet ”hakuna matata” - tag det roligt. Her i Grønland er det ”ajungilaq” - det er fint.

Altid klar til evakuering
Jeg er 27 år og blev færdig som sygeplejerske i Odense i januar 2022. Kort efter fik jeg job på Afdeling D for graviditet og barsel på OUH. Selv om jeg er relativt nyuddannet, har jeg i Nuuk fået meget ansvar.

Jeg er blevet koordinator i afdelingen og har vagttelefonen. Jeg får alle opkald udefra og skal hurtigt danne mig et overblik over logistikken i afdelingen. Fagligt har det udviklet mig enormt. Hver morgen kl. 8.00 går vores afdelingsleder til konference. Derefter planlægger vi dagens opgaver. Jeg ved aldrig, hvad dagen bringer og skal hele tiden være klar til en eventuel evakuering.

Hospitalet har et lille medicinsk fly med to lejer samt det mest basale udstyr. De specifikke ting til mor og barn har jeg med i en evakueringstaske, som altid står klar. I bedste fald kan vi hente patienterne i Grønlands små lufthavne. I værste fald fortsætter evakueringen i helikopter ud til små bygder.

Min vildeste oplevelse var en evakuering med fly til Narsarsuaq. På selve landingsbanen tog jeg imod en mor med stærke smerter og et præmaturt barn i kuvøse, der kun var et halvt døgn gammelt. Moren havde lavt blodtryk med OBS for blødning. Barnet havde kritisk lavt blodsukker og fik straks IV-glukose og sondeernæring.

Hele vejen tilbage til Nuuk skulle blodsukkeret monitoreres, mens moderen flere gange var ved at besvime. Det var min første gang i medic-flyet, så udturen brugte jeg på at orientere mig om placeringen af udstyr og hjælpemidler. Det endte heldigvis godt: Mor og barn nåede frem til hhv. K3 og intensiv, og jeg lærte en masse.

Ensomme efter fødsel
De lange patientforløb betyder, at vi virkelig lærer kvinderne og deres børn at kende. Jeg beundrer mødrene, der besidder en fascinerende urkraft, som er svær at beskrive. De føder ofte alene, da familien ikke er med i Nuuk.

De har en stor accept af forholdene, og de klarer fødslen med langt mindre smertelindring. ”Ajungilaq,” siger de. Efter fødslen føler de sig ensomme, så en del af plejen er også at snakke og dele deres glæde over barnet. Gennem de samtaler lærer jeg selv en masse om Grønland og dets stærke folk.

Vi følger – bogstaveligt talt – patienten helt til dørs. Ved udskrivelse giver vi besked til den lokale sundhedspleje og booker flybilletten til hjemturen via journalsystemet. Det har kvinderne glædet sig til, så det er en rigtig god måde at afslutte et patientforløb på.

Solidaritet mellem afdelinger
Der er stor forskel på at arbejde her og på et dansk sygehus. Overalt er der en flad struktur og mindre skel mellem faggrupperne. Tingene skal bare gøres. Vi er et lille hospital, og følelsen af solidaritet på tværs af afdelingerne er stor. Har vi en stille dag på K3, mens de har travlt et andet sted, så hjælper man til.

Jeg oplever en kortere vej fra mig til afdelingsledelsen, og samarbejdet med lægerne er præget af større jævnbyrdighed i form af sparring. Udtrykker man særlig interesse for et område, får man hurtigt spillet bolden og tager ansvar.

Jeg vil gerne være med til at videreudvikle retningslinjer for sondeernæring til nyfødte, og det ser min afdelingsleder åbent og positivt på. På den måde giver jobbet plads til udvikling, selv om jeg ikke har lang anciennitet.

Overnattet på indlandsisen
Mine måneder i Grønland har på alle måder givet mig store og uventede oplevelser. Når jeg sidder i min lejlighed og strikker, er det med udsigt ud over Nuuk Fjorden. Jeg har overnattet på indlandsisen, og fra afdelingens balkon kan jeg spotte hvaler og isfjelde. Naturen er barsk og overvældende.

Når min ansættelse udløber i september, flyver jeg hjem. Men jeg er på ingen måde færdig med Grønland og de fantastiske mennesker heroppe. Det halve år i Nuuk har lært mig, at jeg elsker at arbejde med akut-området. Det har givet mig mod på at komme ud til en mindre bygd, så forhåbentlig er jeg tilbage efter jul.