Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ufaglærte løser ikke krisen

Sygeplejersken 2023 nr. 11, s. 11

Af:

Anne Witthøfft, Journalist

61126023

Billedtekst. Robusthedskommissionen præsenterer sine anbefalinger på et pressemøde. Inden-rigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) (tv.) fik her overrakt anbefalingerne.

Foto Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er gode takter, men også grund til bekymring i Robusthedskommissionens 20 anbefalinger til, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal gøres mere robust.

Det mener næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.

Tidligere på måneden fremlagde Robusthedskommissionen sit bud på, hvordan bl.a. manglen på sygeplejersker skal løses. Kommissionen blev nedsat i 2022 under den daværende S-regering.

Anbefalingerne lyder bl.a. på, at et nationalt prioriteringsråd skal sikre den bedst mulige udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer. Uhensigtsmæssig behandling skal nedbringes.

Dokumentation uden værdi skal fjernes. Den digitale og teknologiske omstilling skal have turbo på. Samtidig skal flere sygeplejersker op i tid, ligesom vagtarbejdet skal fordeles på flere.

Mindretalsudtalelse
”Der er nogle gode anbefalinger i Robusthedskommissionens rapport. Bl.a. om introforløb og teknologi. Men i rapporten anbefales også et øget brug af ufaglærte til patient- og borgernære opgaver. Det er en bekymrende udvikling, som DSR ikke støtter,” siger Dorthe Boe Danbjørg, der har siddet med i Robusthedskommissionen.

Alligevel har de øvrige medlemmer af kommissionen holdt fast i anbefalingen, og derfor har Dansk Sygeplejeråd fået tilføjet en mindretalsudtalelse om det i rapporten, fortæller Dorthe Boe Danbjørg.

”Vi er meget bekymrede over, at kommissionen mener, det er den vej, vi skal. Det forringer kvaliteten, patientsikkerheden og omsorgen for den enkelte patient,” siger hun og understreger, at forudsætningen for høj kvalitet og patientsikkerhed beror på, at medarbejderne i sundhedsvæsnet har kompetencer til at levere en helhedsorienteret sygepleje og behandling.

Hvis sundhedsvæsenet skal blive mere robust, kommer det til at kræve ”gennemgribende ændringer”, konkluderer Robusthedskommissionen