Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Vi behøver ikke finde os i det"

TEMA. På Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet har ledelsen længe været bevidst om, at der skal nye metoder til for at tiltrække den yngre generation af sygeplejersker. Nøgleordene er udvikling, fællesskab og lydhørhed.

Sygeplejersken 2023 nr. 11, s. 20-23

Af:

Maria Klit, Journalist

61126011

Billedtekst: ”Kaldstanken er så provokerende,” proklamerer Nanna Solveig Rasmussen (tv). ”Jeg føler tit, jeg gør en forskel, og jeg går stort set altid glad hjem fra arbejde. Men det er altså ikke fordi vi jubler, hver gang vi skal ind og tørre bræk op,” griner hun.

Foto: Kasper Løftgaard

"Jeg gider ikke have et arbejde, hvor jeg ikke har overskud til noget i min fritid. Det er jo den, jeg arbejder for,” siger 26-årige Nanna Solveig Sørensen.

Som medlemmer af Generation Z stiller både hun og hendes jævnaldrende kollega, Laura Helle Nielsen, nye krav til arbejdslivet.

De har været ansat på Afdeling for Kræftbehandlings sengeafsnit i hhv. 2,5 år og 8 måneder. De arbejder i skiftende vagter og vurderer begge, at arbejde og privatliv vægter ca. 40/60 med privatliv højst.
Hvis de en dag får børn og familie, vil det nok være 30/70.

Hvad de unge vil have
Afdelingens chefsygeplejerske Mette Misfeldt er særligt opmærksom på, hvordan man tiltrækker og fastholder yngre sygeplejersker. Det starter med en erkendelse:

”Hele sundhedsvæsenet står med de samme problemer. Det er svært at rekruttere, vi mærker et andet flow af personale til og fra og et større fokus på vagt- og weekendarbejde – især blandt de yngre,” fortæller hun og fortsætter:

”Vi kan ikke blive ved med at gøre det, vi hele tiden har gjort. Vi er nødt til at se på vores medarbejdere med helt andre briller end førhen. Hvad er det, unge mennesker vil have?”

For at finde svar på det spørgsmål fik afdelingen i 2022 en studerende på Institut for Folkesundhedsvidenskab til at undersøge de nye, unge medarbejderes krav og ønsker til balancen mellem arbejds- og privatliv.

Den viste bl.a., at et godt fagligt og socialt fællesskab betød noget. Man skal føle sig inkluderet. Der skal være mulighed for kompetenceudvikling. Der skal være fælles ansvar for arbejdsopgaver, og ledelsen skal lytte.

What’s in it for me?
”Det er meget ’what’s in it for me?’ med de unge, så vi skal øve os i at medinddrage dem i udvikling og projekter meget tidligt og vise dem, at der er gode karriereveje for dem her på afdelingen,” siger Mette Misfeldt.

Hun understreger, at de unge hverken er krævende eller svage. De vil bare noget andet med deres arbejdsliv og stiller andre krav, end man gjorde for 20-30 år siden.

For Nanna Solveig Sørensen og Laura Helle Nielsen er hårde chefer, nedladende kommentarer og dårligt psykisk arbejdsmiljø f.eks. no-go:

”Jeg ville ikke holde én dag på en afdeling, hvor tonen var rigtig hård. Jeg kan godt forstå, at man siger op, hvis man bliver snakket til på den måde,” siger Nanna Solveig Sørensen og tilføjer:

”Det er måske også en generations-ting. Vi ved jo, at vi kan sige op og have et nyt job i morgen. Vi behøver ikke finde os i det.”

De har begge været på afdelinger, hvor de ikke trivedes. Laura Helle Nielsen mindes ikke, at hun fik ét eneste rosende ord under sin tidligere ansættelse.

Nanna Solveig Sørensen blev stresset og fik i en periode angstanfald, når hun skulle i vagt. Der var altid travlt, der var altid flere vagter at dække, det var altid ”mere, mere, mere,” fortæller hun.

Når hun forsøgte at italesætte problemet, lød svaret fra ledelsen, at ingen andre havde det sådan. Underforstået var det hende, den var gal med:

”Det fik mig til at tvivle på, om jeg kunne klare at være sygeplejerske. Jeg var allerede gået i gang med at overveje, hvad jeg skulle i stedet.”

Lydhørhed og ros
På Afdeling for Kræftbehandling blev Nanna Solveig Sørensen og Laura Helle Nielsen positivt overraskede.

Her er man mere ligeværdig med ledelsen. Der er lydhørhed. Vagtplanen fastlægges for tre måneder ad gangen, og der bliver taget højde for deres ønsker i planlægningen, fortæller de. Det er også okay at takke nej til en vagt, når man ’bare’ skal ud at drikke øl med vennerne.

”Så finder vi en løsning. Man bliver ikke set skævt til for at prioritere sin fritid. Vi spiser og hygger os sammen, og lederne kender os og er opmærksomme på, om vi har det godt. Også privat,” siger Nanna Solveig Sørensen.

”Vi har det virkelig dejligt her. Man bliver lyttet til og rost for det, man gør godt. Det betyder så meget,” tilføjer Laura Helle Nielsen

61127189

Selvom de unge helst vil holde arbejde og fritid adskilt, er de også dedikerede til faget. På højre overarm har Laura Helle Nielsen fået tatoveret et hjerte. ”Det er er virkelig flot organ, og så er det et tegn på, at jeg er sygeplejerske,” siger hun.

Frygten for at stå stille
De nævner begge uddannelsesmuligheder som en vigtig komponent i et godt arbejdsliv og som noget, Afdeling for Kræftbehandling kan tilbyde.

I fællesskab med ledelsen er Nanna Solveig Sørensen f.eks. ved at undersøge, om hun kan uddanne sig mere specialiseret inden for kræftsygepleje.

”Både til gavn for afdelingen, så længe jeg er hér. Men også med tanke på, når jeg en dag skal videre,” siger hun.

De taler begge varmt om arbejdet med sårbare kræftpatienter. De er ikke på vej væk fra afdelingen, understreger de. Men videre skal de jo på et tidspunkt, siger de.

De har Generation Z’s fokus på præstation og på at være i konstant bevægelse. Men der er også en ambivalens overfor selvsamme.

F.eks. har de svært ved at holde fri uden at have nogle planer. At stå så stille kan føles næsten skamfuldt og mødes ofte med skepsis blandt deres jævnaldrende.

”Har du slet ikke lavet noget?” imiterer Laura Helle Nielsen med opspærrede øjne og fortsætter:

”Alle har altid så travlt, for der er et øvre pres. Du skal både have et spændende job og en spændende fritid Du skal arbejde, træne, gå til sport, se dine venner og pleje din familie. Det har jeg været meget mærket af til tider.”

Tryghed er alfa og omega
”De nye sygeplejersker er på sin vis skrøbelige. De har virkelig brug for at blive passet på, og de skal ikke skubbes ud over kanten,” siger Mette Misfeldt og tilføjer:

”Samtidig har de en stor sult efter muligheder og efter at blive involveret og være med til at udvikle fra starten. Man skal slet ikke undervurdere dem. Men det handler om at finde den gode balance.”

Mange steder har man f.eks. alt for længe troet, at de unge sygeplejersker var selvkørende efter en hurtig oplæring, fortæller Mette Misfeldt:

”Den går bare ikke i dag. Onboarding tager lang tid, mindst et år. Og det er så utroligt vigtigt, at de lander godt i jobbet, for ellers forlader de det igen.”

Laura Helle Nielsen er stadig på onboarding-forløb otte måneder efter sin ansættelse. Det betyder bl.a., at hun er tilknyttet en oplæringssygeplejerske, der er ansat til at støtte de nye sygeplejersker.

”Hun er så sød. Altid opmærksom på, hvad man har brug for, hvor man er i sin faglighed, og om der er noget, man vil snakke om. Hun er bare sådan én, man har lyst til at gå til. Det har været mega trygt,” fortæller hun.

Nanna Solveig Sørensen stemmer i. Selvom hun har været ansat i to og et halvt år, går hun stadig til oplæringssygeplejersken for støtte og sparring.

"Og med de spørgsmål, man ikke tør fortælle andre, at man ikke kender svaret på,” griner hun.

Nye tider
Som leder føler Mette Misfeldt et stort ansvar for at lede med øje for medarbejdernes sammenhængende arbejds- og privatliv. Både for den enkelte medarbejders trivsels skyld, men også med tanke på sygeplejerskemanglen i et større perspektiv.

Hun mener, at man generelt i sundhedsvæsenet for sent har opdaget, at en ny generation kræver en ny tilgang:

”Vi er først for nylig begyndt at kigge på noget, som allerede er i fuld gang med at ske. Vi er i en meget foranderlig tid, og hvis vi ikke lytter til de unge og forsøger at møde dem på midten, så taber vi.”

Læs også i dette tema om Generation Z

61126029

Det kan være svært at høre vennerne fra det private erhvervsliv fortælle om lønforhøjelser, personalegoder og vilde firmafester, siger Nanna Solveig Rasmussen. ”Jeg kan blive absurd misundelig, og jeg forstår egentlig godt, hvorfor nogle sygeplejersker vælger et job i et forsikringsselskab.”