Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Debat: Behov for aktivt at arbejde med kulturforandrende processer

Sygeplejersken 2023 nr. 13, s. 17

Af:

Jesper Frederiksen, sygeplejefaglig forskningsleder, ph.d.,

Søsserr Grimshaw-Aagaard, forskningsansvarlig sygeplejerske, ph.d.

61812910

Foto:

Illustration: Catherine Jørgensen

I DASYS’ forskningsråd arbejder vi for at styrke forsknings- og udviklingskulturen i klinisk praksis.

Vores bekymring er, at den dårlige sammenhæng i sundhedsvæsenet betyder, at den sygeplejefaglige forskning og udvikling har svære vilkår. Der er brug for en ny kultur, der kan bidrage til at gøre sygeplejefaget robust til de kommende udfordringer.

Udfordringerne består i et sammenfald af en rekrutteringskrise til faget, en stigende ulighed i sundhed samt en voksende gruppe af ældre og kronisk syge borgere, der forventes at presse sundhedsvæsenet yderligere i de kommende årtier.

Vi mener, at der forsat er en silotænkning i organiseringen af klinisk praksis, uddannelse, forskning og udvikling, som er en væsentlig forklaring på den manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Vi foreslår som en løsning at styrke et systematisk samarbejde mellem ledere på både afdelings- og afsnitsniveau og sygeplejersker, der arbejder med forskning og udvikling, undervisning og uddannelse.

Der er behov for aktivt at arbejde med kulturforandrende processer, der nedbryder de falske modsætninger mellem drift, udvikling og uddannelse. Vi drømmer om en kultur, hvor uddannelse, læring og forskning i samspil gør både sygeplejen og sygeplejersker stærkere til gavn for patienter og borgere.

Jesper Frederiksen er sygeplejefaglig forskningsleder, ph.d., på Sjællands Universitetshospital, Medicinsk Afdeling, Roskilde, og Søsserr Grimshaw-Aagaard er forskningsansvarlig sygeplejerske, ph.d., på Hjerteafdelingen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Indlægget er skrevet på vegne af DASYS' forskningsråd.