Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tjek trepartsaftalen på dsr.dk

Sygeplejersken 2023 nr. 14, s. 12

62017946

Foto:

Når resultatet af trepartsforhandlingerne foreligger, kan du læse på dsr.dk, hvad det betyder for dig.

I snart to måneder har regeringen og arbejdsmarkedets parter siddet i trepartsforhandlinger om højere løn til sygeplejersker, pædagoger, sosu’er og fængselsbetjente.

Ved redaktionens deadline den 28. november var der endnu ikke landet en aftale, men når du står med dette blad i hånden, er der en stor chance for, at forhandlingerne er afsluttet.

Følg derfor QR-koden i boksen til venstre ind på dsr.dk, hvor du, når resultatet af trepartsforhandlingerne ligger klart, kan læse meget mere om aftalen, og hvad den betyder for dig.

Er trepart normalt?
Det er helt normalt, at arbejdsmarkedets parter finder løsninger gennem trepartsforhandlinger. Det så vi bl.a. under coronapandemien, hvor der blev lavet rekordmange aftaler om bl.a. støttepakker og for at sikre, at arbejdsmarkedet fungerede. Dansk Sygeplejeråd var for eksempel omfattet af en trepartsaftale om offentlige ansattes arbejdsvilkår under coronapandemien.

Andre eksempler er trepartsaftalen om arbejdsmarkedspensioner fra 1987 og kvalitetsreformen for det offentlige arbejdsmarked i 2007.

Udvalgte gruppers løn
Det, der gør denne trepart usædvanlig, er, at denne trepartsforhandling handler om, at regeringen bevilliger ekstra penge til højere løn uden om overenskomstsystemet. Normalt er det arbejdsmarkedets parter – altså lønmodtagere og arbejdsgivere – der aftaler løn ved overenskomstforhandlingerne.

Det er også usædvanligt, at regeringen så klart udpeger bestemte faggrupper, som skal være omfattet. Regeringen begrunder det med rekrutteringsudfordringer indenfor fire faggrupper, som dækker velfærdsområder, hvor man arbejder tæt på borgerne. Det er baggrunden for, at parterne forhandler om højere løn til sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og fængselsbetjente.

Hvor mange penge?
Regeringen har afsat tre milliarder kroner. Reelt forhandles der om over 6,5 milliarder kroner. Men fordi sygeplejersker og andre offentligt ansatte jo betaler skat af deres løn, så ender slutregningen for statskassen på tre mia. kroner (såkaldt tilbageløb).

Forhandlingerne
Ved forhandlingsbordet sidder regeringen for bordenden. På arbejdsgiversiden sidder KL og Danske Regioner, og på arbejdstagersiden sidder Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Akademikerne (AC). Dansk Sygeplejeråd er en del af FH’s forhandlingsdelegation.