"Dem der har magten, har ikke indsigten”

Når sygeplejersker forlader det offentlige sundhedsvæsen, er lønnen sjældent den eneste årsag. Det handler også om frygt for patientsikkerheden, sygeplejerskernes egen trivsel og jobbets konsekvenser for familielivet. Det viser en ny rapport, der er skrevet af forskere på Københavns Professionshøjskole (KP).

De har spurgt 435 sygeplejersker, der alle har forladt stillinger i region eller kommune, om årsagen. Rapporten giver yderligere vægt til de problemer, der jævnligt fremføres af sygeplejersker i den offentlige debat.

“Jeg læser rigtigt meget bekymring i svarene,” siger Elvi Weinreich, ph.d. på KP, der har været med til at udarbejde rapporten. Hun fortsætter:

“Sygeplejerskerne er bekymrede for patienterne og patientsikkerheden, for deres eget helbred og for deres familieliv.”

Moralsk stress og skilsmisse

Elvi Weinreich uddyber sygeplejerskernes oplevelser:

“Der er en bekymring for patienterne. Det handler om for mange vikarer og manglende kompetente kollegaer. Sygeplejerskerne udtrykker, at de er bange for, at der begås fejl, og at de ofte oplever følelsen af at stå alene med ansvaret for patienterne. De beskriver helt klassiske stress-symptomer som åndenød, ondt i maven og grådlabilitet. De er plaget af dårlig samvittighed og oplever, at de går på kompromis med deres moralske integritet – dét, der i teorien beskrives som moralsk stress.”

I rapporten fremgår det, at hele 20 pct. af sygeplejerskerne har haft tydelige stress-symptomer, før de forlod det offentlige sundhedsvæsen.

Samtidig peger sygeplejerskerne på, at deres familier også bliver ramt.

“De kan ikke få et familieliv til at hænge sammen, når de konstant er på arbejde, bliver bedt om at blive længere på afdelingen eller bliver ringet op på fridage. Dét kun at have et vagtskema fire uger frem i tiden holder ikke i et travlt familieliv, hvor både pædagogiske institutioner og skoler forventer, at forældre er ansvarlige og aktive i deres børns liv,” siger hun og fortæller, at én af sygeplejerskerne fra undersøgelsen siger: ”Hvis jeg ikke var stoppet, så var jeg blevet skilt”.

”Deres oplevelse er, at de i forhold til vagtplanen skal være ekstremt fleksible, men at organisationen ikke er fleksibel den anden vej,” forklarer Elvi Weinreich.

Hun fortæller, at en af overraskelserne ved svarene var, at de nyuddannede sygeplejersker ikke er overrepræsenteret blandt dem, der forlader sundhedsvæsnet. Det peger på, at begrebet ”praksischok” ikke er en væsentlig faktor.

Mening og løn lige vigtige

Selvom mange af sygeplejerskerne nævner misforholdet mellem løn og ansvar som én af årsagerne til at søge væk, er det meget få, der peger på lønnen som den altoverskyggende årsag til at søge væk.

“De synes, at de får for lidt i løn i forhold til det ansvar, de står med. Mange af dem er jo specialister, enten fordi de har taget en specialuddannelse eller fordi de har været i samme speciale i mange år. De er meget kompetente og ved, at deres evner gavner patienterne. De sygeplejersker, der har valgt at arbejde i den private sektor, oplyser, at de har fået lønstigninger på 5.000 - 15.000 kroner,” forklarer Elvi Weinreich.

Hun tilføjer:

“Lønnen er vigtig, men det er lige så vigtigt at opleve meningsfuldhed i jobbet. De vil gerne have tid, rum og rammer til at udøve sygepleje til gavn for patienterne. Meningen forsvinder, når de bare løber ned af gangene og ikke får en reel kontakt med patienterne.”

Mellemledere uden magt

Et af de fund, som rapportens forfattere har analyseret sig frem til, handler om mellemledernes – altså nærmeste leders – mulighed for at forbedre vilkårene for sygeplejerskerne.

Her svarer hele 40 pct. af de sygeplejersker, der har forladt det offentlige, at deres nærmeste leder ikke kunne have gjort noget for at fastholde dem.

“Der er en stor gruppe sygeplejersker, der oplever, at nærmeste leder er rar, venlig og knokler, men ikke har noget råderum at agere i. Mellemlederne har ikke magt til at sørge for færre vagter, mere frihed og højere løn,” forklarer Elvi Weinreich.

Men samtidig er der også en stor gruppe sygeplejersker, der oplever deres mellemledere som enten inkompetente eller ikke-lyttende.

“Mange sygeplejersker siger, at de hyppigt har bedt om ændrede vilkår, men at de har talt for døve øren. Andre peger på ledere, der ikke har kompetencerne til at være ledere: De er ikke i stand til at opbygge tillidsfulde relationer til medarbejderne og tør ikke lede opad, hvilket medfører, at de højere ledelseslag ikke forstår vilkårene i afdelingen.”

Og lige præcis dét skaber en vanskelig situation, fortæller Elvi Weinreich:

“De ledere, der er tæt på patienterne og sygeplejerskerne, har indsigt i hverdagen, men mangler magten til at forandre den. Dem der har magten, har ikke indsigten.”