Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Giftjægeren

På Bispebjerg Hospital holder et lille hold forgiftningseksperter til. En af dem er sygeplejerske Tinie van't Veen, der besvarer opkald på Giftlinjen fra både borgere og fagfolk.

Sygeplejersken 2023 nr. 8, s. 26-27

Af:

Andreas Rasmussen, journalist,

Kasper Løftgaard, fotograf

Arbejdet på Giftlinjen er en slags sygeplejefaglig Sherlock Holmes, siger Tinie van't Veen.

Foto:

Kasper Løftgaard

Det er hyppigst kvinder i tyverne. De har været i byen eller på date og ringer enten om natten eller dagen efter, typisk en weekendformiddag. I den anden ende af røret sidder Tinie van’t Veen. Hun er sygeplejerske på Giftlinjen og tager imod opkald fra borgere, der frygter at have været udsat for forgiftning, som for eksempel drugging.

“De er kommet hjem, er vågnet op og kan ikke huske noget. De har komplet blackout og aner ikke, hvad der er sket,” fortæller hun.

Hun spørger derfor detaljeret ind til deres tilstand:

“Vi spørger meget ind til, hvordan de har det. Ryster de? Føler de sig varme? Har de en hurtig puls? Kaster de op? Har de uro i kroppen? Føles det som om, musklerne arbejder? Ud fra deres svar og de opfølgende spørgsmål vurderer vi, om de skal ind og observeres på sygehuset. Hvis det f.eks. kan være et rusmiddel, og de er blevet drugged, så er der risiko for, at temperaturen stiger på meget kort tid, hvilket giver hypertermi. Det svitser hjernen af.”


38.000 henvendelser om året

Giftlinjen modtager ikke kun opkald om mulige narkoforgiftninger. Det kan også være bær, svampe, kemikalier eller medicin.

“Det er en lille niche,” som Tinie van't Veen siger. Hun er en af blot 13 forgiftningssygeplejersker i Danmark. Med base på Bispebjerg Hospital besvarede hun og kollegaerne sidste år 38.000 henvendelser – et tal, der stiger støt år for år. 

Siden 2010 har hun modtaget opkald på Giftlinjen, der fungerer som hotline for borgere og sundhedspersonale i hele landet samt Grønland og Færøerne.

Telefonen er hendes primære arbejdsværktøj, og det giver snævre rammer for at identificere en situation og vurdere, om der er tale om en forgiftning. 

“Det, der er anderledes, er, hvordan man udspørger folk. Det kræver, at man spørger meget ind, så man kan danne sig et billede af situationen og træffe en beslutning,” forklarer Tinie van’t Veen.

Hun giver et eksempel:

“Når telefonen ringer, præsenterer jeg mig og spørger, hvad jeg kan hjælpe med. Meget hurtigt finder jeg ud af, om det er en borger eller en sundhedsfaglig og tilrettelægger rådgivningen efter hvem, der er i den anden ende af røret. Jeg spørger, ”Hvad er der sket?” Hvis det f.eks. er kemikalier, spørger jeg ind til, hvor længe de har været eksponeret, hvad symptomerne er, og hvornår de startede. Jeg spørger også til, om de har andre sygdomme, for hvis man f.eks. har inhaleret noget, kan en underlæggende astmasygdom udløse et astmaanfald.”

Et andet klinisk blik

At symptomindsamlingen først og fremmest foregår telefonisk medfører en begrænsning i muligheder i forhold til de mange år, hvor Tinie van't Veen var på kirurgiske afsnit.

“Det kliniske blik bliver ikke brugt mindre, men på en anden måde. Man udspørger mere præcist, indtil man har et billede af situationen, og så bruger man sit kliniske blik ud fra det.”

Og netop dét var faktisk årsagen til, at hun i sin tid søgte jobbet.

“Jeg syntes, at det lød virkelig spændende, at man skulle være en lille Sherlock Holmes med forstørrelsesglasset fremme. Det spænder simpelthen så vidt fra bær og svampe over rusmidler og farmakologi til kemikalier.”


Flere får stoffer mod deres vilje

I drugging-sagerne sker det jævnligt, at de unge kvinder bliver udsat for seksuelle overgreb, og dét skal Tinie van’t Veen og hendes kollegaer også hjælpe med at håndtere.

“Vi spørger, om de har været alene eller i selskab med nogen. Vi spørger ind til om de kan mærke noget i kroppen, det kan man nogle gange, hvis der er sket noget seksuelt. Så sender vi dem videre til Center for Voldtægtsofre, hvor de bliver undersøgt og får taget prøver.”

Hun fortæller, at det kliniske blik kommer i spil, når man skal vurdere om situationen tillader, at borgeren bliver hjemme og afventer.

“Er det måske forsvarligt nok, at de bliver hjemme? Eller er det her og nu, at de skal have hjælp? Det er en stor udfordring at vurdere, om de har drukket for meget, eller om der er tale om drugging. Vi går meget ind i beskrivelsen af symptomerne, og jeg bruger min erfaring fra min tid på hospitalsafdelingerne. Hvis de har hurtig hjerteaktion, sveder og føler sig urolige, er der noget i gang i deres krop, og så kan det betyde, at de er ved at få høj temperatur. I de situationer kan vi ende med at viderestille til 112, for hvis vi fornemmer fare på færde, skal de hurtigt ind,” siger hun.

I situationer, hvor indringeren er blevet drugged, forsøger Tinie van’t Veen også at få dem godt videre efter hændelsen.

“Det er en enormt ubehagelig oplevelse, hvis man ikke kan huske det og måske har været udsat for et overgreb. En del får angst efterfølgende, og vi prøver at få dem til at snakke med egen læge, så de kan få hjælp til at håndtere det.”

Antallet af henvendelser til Giftlinjen vedrørende drugging er eksploderet de seneste år. I 2015 var der tale om 95 opkald – sidste år var det tal steget til 535. Drugging udgør stadig mindre end én procent af de samlede henvendelser til Giftlinjen.