Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Priser blåstempler sygeplejeforskning

Patientinddragelse og kæmpe engagement var bl.a. årsagen til, at Bente Appel Esbensen og Maria Stevenson gik hjem med hver deres pris, da kåringen af ”Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger 2023” løb af stablen den 6. juni.

Sygeplejersken 2023 nr. 8, s. 30-31

Af:

Fortalt til Maria Klit, journalist,

Joachim Rode, fotograf

60166341

”Prisen er jo en fantastisk blåstempling af mit arbejde,” siger professor og seniorforsker ved Rigshospitalet, Bente Appel Esbensen.

Hun var én af to sygeplejersker, der vandt priser ved uddelingen af ”Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger 2023”.

Hun fik prisen i kategorien ”Årets Patientfokus”, der gives til den gruppe eller forsker, der har gjort en ekstraordinær indsats for at involvere og engagere patienter i gennemførelse af kliniske forsøg.

Det gjorde hun for sit engagement med patientinddragelse i forskningsprojektet TASEMA, der skal være med til at forbedre den tidlige indsats over for patienter med kronisk gigt og klæde dem på til at håndtere livet med gigten. Det skal bl.a. ske ved at give sygeplejersker nye kompetencer inden for området.

”Når jeg inddrager patienterne i maskinrummet i min forskning, er det med til at sikre, at det, jeg forsker i, faktisk er relevant for patienterne. De sørger for, at jeg bliver på sporet. Som forsker handler det ikke bare om publikationer og karriere, det handler om at skabe værdi for patienterne,” siger Bente Appel Esbensen.

Hun fortæller, at hun er optaget af, hvad patienterne aktuelt oplever i mødet med det danske sundhedsvæsen. Efter hendes opfattelse oplever mange, at de ikke bliver set som hele mennesker.

”Derfor giver det så god mening at lade dem vise vejen, når vi som forskere tilrettelægger interventioner,” siger hun og fortæller, at hun af samme årsag har dedikeret prisen til de patienter, der har deltaget i hendes forskning:

”Det er alene deres fortjeneste. Uden dem havde min forskning slet ikke haft lige så høj værdi.”

Bente Appel

Bente Appel Esbensen arbejder med et integreret og implementeret patientfokus i sin forskning. ”Patienter er ikke deltagere, men partnere i mine forskningsprojekter,” fortæller hun. 

En overset patientgruppe

Også projektsygeplejerske Maria Stevenson fra Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Odense Universitetshospital løb med en pris. 

Hun fik pisen ”Årets ildsjæl”, der gives til den gruppe eller forsker, der på ekstraordinær vis har igangsat kliniske forsøg eller afprøvninger, og dermed har sat fokus på og gjort en indsats for at fremme den kliniske forskning i Danmark. 

Hun fik prisen for sit arbejde i forskningsprojektet Spiomet4health, der arbejder for en ny type behandling af polycystisk ovariesyndrom (PCOS) blandt unge piger og kvinder.

Maria Stevenson fortæller, at forskningen på området er blevet hendes hjertebarn. Sygdommen er voldsomt underprioriteret forskningsmæssigt, og det har hun sammen med sine kolleger i OUH’s Kliniske Forskningsenhed tænkt sig at lave om på: 

”Det er den hyppigste endokrinologiske sygdom, som kvinder i den fertile alder har. Det estimeres, at omkring 10 pct. af alle kvinder rammes,” fortæller hun. 

Kvinder med PCOS kæmper bl.a. med uren hud, uhensigtsmæssig vægtøgning og fedt, der fordeler sig omkring de indre organer. De kan også få uønsket hårvækst, mens de til gengæld kan miste håret på hovedet. Derudover har de uregelmæssige ægløsninger og menstruationer, og kan derfor have svært ved at blive gravide. 

”På alle måder en invaliderende sygdom for unge kvinder at leve med, og selvom vi har kendt til den siden det gamle Grækenland, så har vi ikke nogen behandling til dem,” fortæller Maria Stevenson. 

Hun vandt ifølge juryens begrundelse bl.a. prisen, fordi hun ”går de ekstra skridt, der skal til, har navigeret i vanskelige og snævre inklusionskriterier og har investeret sin fritid i at uddanne sig til bedst muligt at kunne forstå og varetage patienterne”. 

Selve prisoverrækkelsen var lidt af en overvindelse, for rød løber og champagne tiltaler overhovedet ikke Maria Stevenson. Under takketalen var der derfor både bævrende stemme og slatne knæ, fortæller hun:

”Men jeg fik heldigvis lov at takke mine kolleger og sygehuset, og til at tale om projektet, så vi forhåbentlig kan rekruttere nogle flere kvinder med PCOS i aldersgruppen 17-23 år til vores forskning. Det er dét, der er min store passion, og ikke alt det højtidelige galla-halløj,” fortæller hun ydmygt.

Vigtig anerkendelse

Hele 85 afdelinger, forskere og forsøg var indstillet til priserne. Af dem blev 24 nomineret, hvorefter juryen lod otte løbe afsted med de prestigefyldte priser, der blev uddelt ved en overrækkelsesfest i Life Science Huset i København den 6. juni, hvor bl.a. sundhedsminister Sophie Løhde var til stede. 

Ifølge medlem af dommerjuryen, Kirsten Specht, der også er formand for Dansk Sygepleje Selskabs Forskningsråd, var det fantastisk at se sygeplejersker blive anerkendt for deres forskning i en tid, hvor sygeplejefaglig forskning nedprioriteres politisk: 

”Vi er nødt til at tænke langsigtet og bevare fokus på, at forskning og viden er forudsætningen for fortsat udvikling af et sundhedsvæsen, der både er effektivt og patientsikkert. Derfor er det en glæde at se sygeplejersker som Maria Stevenson og Bente Appel Esbensen vinde priser for deres vigtige bidrag til den kliniske forskning, der er med til at drive sygeplejefaget frem,” siger hun. 

Bag prisuddelingen står en række sundhedsorganisationer, bl.a. Dansk Sygepleje Selskab og Danske Patienter. 

Maria Stevenson

”Det er ikke kun mig, der er blevet fejret med prisen. Det er hele vores team. Man kan kun være ildsjæl, hvis man samtidigt har nogen, der puster til gløderne, skærmer af og lægger brænde på bålet,” siger Maria Stevenson.  

Læs mere om prisen