Resignation på Riget

”Hvorfor overhovedet lave den rapport, hvis man regner genetillæg med? Det giver jo slet ikke et retvisende billede af de vilkår og rammer, vi arbejder under,” lyder det opgivende fra chefsygeplejerske på Rigshospitalets Hjertecenter, Pernille Preisler.

Sammen med klinisk sygeplejespecialist Pernille Palm sidder hun på et lille sydvestvendt kontor på 14. etage, hvor en computer er tunet ind på DR’s livesending fra et pressemøde i Eigtveds Pakhus på Christianshavn.

Her fremlægger professor i økonomi og tidligere overvismand Torben M. Andersen som formand for Lønstrukturkomitéen de konklusioner, som især sygeplejersker har ventet på i næsten to år.

Det er den 13. juni, dag 25 uden nedbør over Danmark og solen står højt på himlen. På det lille kontor med udsigt til Amorparken og Panum Instituttet er luften tyk af lige dele varme og slet skjult frustration.

Hvad med fremtiden?

Torben M. Andersen fortsætter med at berette om komitéens formål og forskellige lønbegreber og beregningsmetoder, mens Pernille Preisler og Pernille Palm følger med på skærmen.

 Pludselig toner en figur frem, der viser lønplaceringen af 50 medarbejdergrupper i den offentlige sektor. Pernille Palm træder et skridt frem, kniber øjnene sammen og lader dem glide ned over skærmen. Dér, lige i midten, ligger sygeplejerskernes løn, og den er passende i henhold til de såkaldte LEU-faktorer (ledelse, erhvervserfaring og uddannelse), lyder det.

”Jamen, konklusionen er jo klar,” siger hun frustreret og sætter sig igen.

På Rigshospitalet har både hun og Pernille Preisler haft deres daglige gang som sygeplejersker siden hhv. 2002 og 1999. Sideløbende med travle arbejdsdage og utallige skiftende vagter har de fulgt med i årtiers lønkamp, overenskomstforhandlinger, strejker og regeringsindgreb. Alligevel føles dét her som en mavepuster af en særlig kaliber.

”Der er en følelse af resignation. Men lige nu er det også en stor bekymring for fremtiden, der fylder rigtig meget,” siger Pernille Palm og fortsætter:

”Det er fint, at de når frem til, at vi får nok i løn. Men hvad så nu? Måske skulle de tage og kaste et blik på de mange tomme afdelinger og ubesvarede stillingsopslag, alle kæmper med. Hvad synes de, vi skal gøre om 10 år, når der mangler 8.000 sygeplejersker?”

Døds-løn

Ved bordet går snakken om, hvilken betydning rapportens konklusioner får på sigt. Som ledere har de ikke tal på, hvor mange exit-samtaler de har holdt med dygtige medarbejdere, der forlader deres stillinger til fordel for det private arbejdsmarked.

Også skiftet til en ny generation af sygeplejersker kan mærkes. De stiller andre krav til arbejdslivet, og flere søger mod forsikringsselskaber eller skønhedsindustrien, hvor løn og arbejdstid harmonerer bedre med et moderne familieliv.

”Hvad var det nu, én af dem sagde? At hun allerede som 34-årig var på ’døds-løn’. Altså lønnen, når der ikke længere er lønudvikling,” siger Pernille Preisler.

De drøfter, hvad der vil ske ved de kommende trepartsforhandlinger, når Lønstrukturkomitéens konklusion er, som den er. Om der alligevel bliver afsat midler til sygeplejerskerne for at imødekomme rekrutteringsudfordringerne.

”Man har jo ikke lyst til at tage noget fra de andre faggrupper. Det skal ikke gøres til en kamp imellem os, for vi får jo alle sammen for lidt. Det er jo dét, der er problemet. Men vi har brug for en mere bæredygtig løsning i sundhedsvæsenet, det kan enhver se,” siger Pernille Preisler.

En dyr omgang

”Præcis,” svarer Pernille Palm og fortsætter:

”Vi har også et ansvar for at arbejde målrettet med rekruttering. Men personalet forlader os, og patienterne lider under det. Det kan politikerne simpelthen ikke komme udenom. Torben M. Andersen siger, at det er andre mekanismer, der driver løndannelsen i det offentlige end på det private arbejdsmarked. Men dét vi ser nu, det er jo de frie markedskræfter. Udbud og efterspørgsel.”

Pernille Preisler nikker og tilføjer, at det også er en dyr omgang at have lange perioder med ubesatte stillinger og at have medarbejdere, som går ned med stress:

”Det må da bedre kunne betale sig at have sygeplejersker nok. At give en smule mere i løn til gengæld for et sundhedsvæsen, der hænger sammen. Hvorfor er der ingen, der laver en beregning på det?”

Spørgsmålet hænger i luften, mens pressemødet ebber ud.

Interviewet er slut, men for Pernille Palm og Pernille Preisler kalder arbejdet igen. Udenfor banker solen fortsat ned over byen. Måske når de at nyde den i eftermiddag, for de er begge i dagvagt, fortæller de, før Pernille Palm indskyder:

 ”Altså, som det ser ud lige nu. Man ved jo aldrig i det her fag.”