Har vi de rigtige oplysninger om dig?
Når vi har korrekte oplysninger om dig, kan vi bedst sørge for, at du får relevant hjælp og information fra DSR.
Sygeplejersken
Fællesskabet man ikke vil forlade
Selvom opgaverne kan være krævende og borgerne komplekse, elsker Juliane Sadjadi-Munk sit job som hjemmesygeplejerske på Samsø. Som tilflytter var starten dog svær.
Sygeplejersken 2023 nr. 9, s. 38-39
Af:
Helle Lindberg Emarati, Journalist
Billedtekst: Juliane Sadjadi-Munk småsludrer med Erik Vilhelm Jensen, imens hun renser hans trakealkanyle. Han kan dog ikke tale, så længe kanylen er ude, og svarer i stedet med korte sætninger på sin tablet.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
”De siger herovre, at når først en samsing bliver indlagt på hospitalet på fastlandet, så kommer de ikke tilbage,” siger sygeplejerske Juliane Sadjadi-Munk, mens vi sidder i bilen.
Vi kører mod Samsøs nordspids i hjemmeplejens hvide Renault Zoe, med Kattegats skumtoppede bølger på den ene side og vindskæve træer på den anden. Vi har allerede været på besøg hos en håndfuld af de borgere, hun har på sin køreliste, men der er flere stop på aftenens rute.
Da Juliane Sadjadi-Munk flyttede til Samsø i 2021, var gennemsnitsalderen for en borger på øen ca. 52 år og stigende. Og mange af de ældste borgere er meget plejekrævende og multisyge.
”De vil ikke forlade øen. De vil blive her, til de dør. De fleste er meget dårlige eller komplekse i deres plejebehov. Derfor har vi mange opgaver i hjemmeplejen, der kun kan klares af sygeplejersker,” fortæller hun, da vi svinger ind til det næste hus på ruten.
På dybt vand
Erik Vilhelm Jensen bor i sit hus i Nordby. Han har haft strubekræft, så for at han kan trække vejret, har han fået en trakeostomi – en kunstig åbning på forsiden af halsen, hvor en kirurg har indsat en tube af plast kaldet en trakealkanyle, der leder luften direkte ind i luftrøret.
Tuben skal jævnligt renses for slim, så den ikke lukker til. Det er bl.a. dét, som Juliane Sadjadi-Munk er kommet for at hjælpe ham med.
”Hvordan går det, Erik? Jeg kan se, at din hud ser lidt rød ud på halsen omkring røret,” siger hun, da vi er kommet indenfor.
”Det går fint, men jeg tror, det er lidt tilstoppet,” svarer Erik Vilhelm Jensen, da de sammen går ud på hans lille badeværelse. Han bliver nødt til at holde en hånd mod åbningen i hans hals, når han skal sige noget. Så snart kanylen tages ud, kan han slet ikke tale – han kommunikerer via en tablet med talefunktion, imens Juliane Sadjadi-Munk rutineret skiller trakealkanylen ad og renser tuben.
”Jeg havde f.eks. aldrig før prøvet at rense sådan én, før jeg kom herover. Så i starten var det lidt ligesom at blive smidt ud på dybt vand, hvor jeg bare måtte finde ud af at svømme. Men nu synes jeg, at jeg har verdens bedste job,” siger hun.
Tilflytteren fra fastlandet
Før hun flyttede til Samsø med sin mand, arbejdede hun på et sengeafsnit på Hjerne- og Rygkirurgi på Aarhus Universitetshospital (AUH). Selvom hun havde lidt erfaring med hjemmeplejen fra sin praktik, var det en stor omstilling, fortæller Juliane Sadjadi-Munk.
”Det var faktisk ret svært i starten. Ikke så meget pga. opgaverne, men fordi jeg jo var helt ny på øen. Borgerne, som jeg kom ud til, vidste bare, at jeg var fra fastlandet, så de skulle se mig an først. Jeg vil ikke sige, at jeg på noget tidspunkt har fortrudt, men det var nogle kedelige måneder,” siger hun.
Lige så stille åbenbarede glæderne ved jobbet som ø-hjemmesygeplejerske dog sig for Juliane Sadjadi-Munk. Med 19 gode sygeplejerskekolleger og et stærkt fællesskab i hjemmeplejen i ryggen, begyndte hun så småt at komme ind på livet af samsingerne. Nu ville hun ikke bytte for noget som helst andet.
”Jeg elsker at møde på arbejde hver dag. Jeg kender de mennesker, jeg kommer ud til og de kender også mig. En bagside ved det kan selvfølgelig være, hvis det nogle gange er ens nabo, man bliver nødt til at kigge op bagi, men sådan er det jo at være en del af et lille lokalsamfund,” siger hun.
Hvis man som sygeplejerske går og drømmer om at flytte til en ø som Samsø, skal man være forberedt på, at folk er nysgerrige.
”De er meget nysgerrige. Men de er det på en måde, hvor man også godt kan mærke, at de bare vil hinanden det bedste. Og så er der selvfølgelig også rigtig meget ”plejer” herovre, hvor man gør tingene på en bestemt måde. I hvert fald lige indtil nogen kommer og laver om på det,” smiler Juliane Sadjadi-Munk.
”Hun er så dygtig”
Erik Vilhelm Jensen har fået sin trakealkanyle på plads igen. De går ind i stuen, hvor han sætter sig i sin lænestol, så Juliane Sadjadi-Munik kan hjælpe ham med at få strømper på. Det er det sidste, der mangler, før sygeplejersken skal videre på sin rute.
Mens hun finder strømperne og trækker dem på hans fødder, snakker de sammen om løst og fast. Hvordan det går med familien. Om børnebørnene, som har været på besøg for nylig og hvor store de bliver. De griner sammen over indforståede vitser.
På vej ud til bilen sparker Juliane Sadjadi-Munk en smule bold med Erik Vilhelm Jensens lille hund, som forgæves har forsøgt at få hende til at lege, siden hun kom. Nu skal tålmodigheden belønnes i et lille minuts tid, inden hun kører.
”I kan roligt skrive om hende i jeres fagblad,” siger Erik Vilhelm Jensen til Sygeplejersken, da vi siger farvel. ”Hun er så dygtig. Det er de allesammen.”