Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vi bedøver børnene i kendte omgivelser

Forskningsprojekt flyttede bedøvelsen af børn fra operationsgangen tilbage til børnenes afdeling. Det skabte tryghed og sparede både personale og tid.

Sygeplejersken 2023 nr. 9, s. 42-45

Af:

Ulla Abildtrup, Journalist

60550283

Billedtekst: På Aalborg Universitetshospital foregår bedøvelsen af børn med bl.a. leukæmi på afdelingen fremfor på operationsgangen. Det er mere trygt for børn som syvårige Laura, der her ses med sygeplejerske Stinne Just Bauditz.

Foto: Tor Birk Trads

Laura på syv år fik diagnosen leukæmi i februar. I dag skal hun i narkose for at få intratekal kemoterapi. Det er niende gang, så Laura kender turen. Hun har medbragt to kælebamser – en isbjørn og en blæksprutte, der kan være både glad og ked af det.

Bedøvelsen skal foregå på stue seks lige ved siden af Lauras egen stue på Døgnafsnittet for børn og unge onkologisk/hæmatologisk afsnit, Aalborg Universitetshospital. Laura går selv derind, og går sammen med sygeplejersken hen til en musikafspiller, hvor hun vælger, hvilken musik hun vil falde i søvn til i dag.

Laura holder hånd med sin mor og bamserne, mens hun får propofol i et centralt venekateter. 20 sekunder senere sover Laura dybt, og lidt efter rejser hendes mor Kristina Skærbæk Blaabjerg sig og går tilbage på Lauras stue. Netop nærheden til Laura er helt afgørende, forklarer hun.

”I starten var vi indlagt på et andet sygehus, hvor hun blev bedøvet på en stor operationsgang, og det var frygteligt at sige farvel til sit barn der. Her i Aalborg forlader vi hende ikke på samme måde, fordi hun er blandt de mennesker og i de omgivelser, hun kender. Hun kommer også tilbage til stuen og vågner på ’sit eget værelse’ fremfor en opvågningsstue på en helt anden afdeling,” fortæller Kristina Skærbæk Blaabjerg.

Fra ide til forskningsprojekt

Sygeplejerske Stinne Just Bauditz har altid arbejdet med børn og kom til afsnittet for børn og unge med kræft og blodsygdomme i Aalborg i 2002.

”Vores største patientgruppe har akut lymfatisk leukæmi og skal igennem en to år lang behandling, hvor de som minimum er i narkose 20 gange. Vi oplevede, at familierne var meget påvirkede af, at barnet skulle i narkose oven i alle de andre udfordringer, som en kræftdiagnose giver en familie. Det var barskt, når deres barn blev hentet på afdelingen og kørt til operationsgangen, hvor der stod en masse mennesker, som hverken barnet eller forældrene kendte. Bagefter kom barnet så ofte til opvågning hos et nyt hold af fremmede, hvor man ikke altid kunne time det, så forældrene var der, når barnet vågnede,” husker hun.

Stinne Just Bauditz delte sine tanker med en anæstesilæge, som erklærede, at han allerhelst ville bedøve børnene hjemme i deres egen stue. Han mente slet ikke, at bedøvelsen behøvede at foregå i en så udstyrstung stue som en operationsstue.

Sammen undersøgte de, om det kunne organiseres, så børnene kunne bedøves på en almindelig stue på afdelingen omgivet af de mennesker, de kendte.

”Sikkerheden skal selvfølgelig være i orden, så vi skulle have det rette udstyr, og vi sygeplejersker skulle opkvalificeres, så vi kunne assistere anæstesilægen og den børneonkologiske læge samt varetage overvågningen i opvågningsfasen,” fortæller Stinne Just Bauditz, der står for uddannelse, udvikling og undervisning.

Inden en organisatorisk ændring var det dog vigtigt for Stinne Just Bauditz at få afklaret, om familierne delte hendes holdning, eller om de alligevel foretrak, at bedøvelsen foregik på en operationsstue.

”Derfor kontaktede jeg Helle Haslund, som er tilknyttet vores afdeling med ansvar for forskning inden for klinisk sygepleje, for at få hjælp til at udvikle et forskningsprojekt,” siger Stinne Just Bauditz.

Fakta om forskningsprojektet ’I det utrygge skaber det kendte tryghed’

  • Projektet tager udgangspunkt i børn med akut lymfatisk leukæmi, som gennem den to år lange behandling skal bedøves minimum 20 gange.
  • Tidligere foregik anæstesien på operationsgangen, nu foregår den på afdelingen i langt de fleste tilfælde.
  • Projektet inkluderede 11 familieinterviews med forældre og barnet sammen. Børnene var i alderen 3-21 år.
  • Desuden deltog 6-8 sygeplejersker i gruppeinterviews. I gruppen var sygeplejersker med erfaringer fra begge former for praksis.
  • Dertil kom gruppeinterview med fire børneonkologer og en anæstesilæge.
  • Projektet begyndte i juni 2016 og er i dag et permanent tilbud på Aalborg Universitetshospital.

Samarbejde mellem forsker og kliniker

Helle Haslund blev nysgerrig, da hun hørte om tankerne på afdelingen for børn og unge med kræft og blodsygdomme.

”Som universitetshospital er vi forpligtet til at generere viden og dokumentation for betydning og effekt af nye tiltag. Derfor etablerede vi et samarbejde, hvor Stinne kom med ideen, altså problemstillingen, og jeg udarbejdede sammen med hende og en ekstern samarbejdspartner, Helle Nygaard Kristensen fra sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg, studiedesignet med metoder osv., indhentede tilladelser, samtykke mm.,” fortæller Helle Haslund, sygeplejerske, ph.d. ved Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje Aalborg Universitetshospital og lektor ved Klinisk Institut Aalborg Universitet.

Ændringen i bedøvelsespraksis ville berøre både børn, forældre og arbejdsgange for læger og sygeplejersker. Som led i projektet foretog Stinne Just Bauditz derfor interviews med forældre og børn, mens Helle Haslund interviewede medarbejdere på afdelingen i fokusgruppeinterviews.

”Det var vigtigt for os også at få børnenes perspektiv, så vi kunne få en samlet og dækkende beskrivelse af deres erfaringer, ønsker og behov angående den behandlingsrelaterede bedøvelse. Typisk interviewer man alene forældrene i forskning, men Stinne havde jo allerede en god kontakt med børnene, så i dette tilfælde kunne det lade sig gøre,” forklarer Helle Haslund.

Interviewene bekræftede Stinne Just Bauditzs erfaringer fra afdelingen på en lang række områder.

”Forældrene ser ikke bare uniformen, men mennesket bag, og relationen betyder rigtig meget. Når barnet blev kørt væk fra de kendte ansigter og hen på en anden afdeling, følte forældrene et meget større ansvar for at formidle de særlige forhold omkring deres barn til medarbejderne på operationsgangen. Det ansvar føltes som en ekstra byrde i en meget vanskelig tid,” fortæller Helle Haslund.

”Nogle af svarene overraskede os også. F.eks. lagde forældrene meget vægt på afstanden til operationsgangen. De brød sig ikke om at være langt væk fra deres barn,” tilføjer hun.

I interviewene kom det også frem, at børnene registrerede de mange apparater på operationsstuen og blev utrygge.

”Der foregik en metakommunikation af alvor, når de så operationsstuen. Nu hvor bedøvelsen foregår på børnenes kendte afdeling, oplever vi meget bedre og mindre dramatiske forløb,” siger Helle Haslund.

60550268

12-årige Louie og hans far Morten Dragsbæk har oplevet forskellen på at blive bedøvet på operationsstuen og på afdelingen. Det sidste var langt mere trygt, fortæller de. Foto: Tor Birk Trads

Citater fra forskningsprojektet

Man går den lange vej ved siden af sengen, og alle nikker alvorligt til en på vejen, og når han så sover, så skal man gudhjælpemig også gå derfra hele vejen tilbage. Det var frygteligt, for det var sådan en forladthedsfølelse, man fik indeni. Nu efterlader jeg ham, og jeg var meget påvirket af det.

Mor til dreng på 5 år

Da jeg skulle derover, der synes jeg, det var mere alvorligt, det så mere alvorligt ud, fordi det var inde på sådan en megastor stue, og der var mange mennesker, og apparater og så bliver man mere nervøs

Dreng på 11 år

Sparer ressourcer
Forskningsprojektet afdækkede også, at der kunne spares mange ressourcer ved at foretage anæstesien på børneafdelingen fremfor på operationsgangen.

En opgørelse viste et gennemsnitligt tidsforbrug for personalet ved den gamle metode på 47 minutter, mens tidsforbruget ved den nye metode lå på 26 minutter. Samtidig var der også en stor besparelse i personaleforbruget, fordi teamet omkring barnet blev reduceret.

Hvor der ved den tidligere metode var behov for en portør, to anæstesisygeplejersker, en anæstesilæge, en børnesygeplejerske, en børnelæge og i mange tilfælde opvågningspersonale, var behovet ved den nye metode reduceret til en anæstesilæge, en børnesygeplejerske og en børnelæge.

Samtidig sparer hospitalet et operationsleje, som kan anvendes til andre patienter. På Aalborg Universitetshospital har andre børneafdelinger nu også taget anæstesien hjem til afdelingen i de tilfælde, hvor det kunne lade sig gøre, fortæller Stinne Just Bauditz.

”Det er en win-win-løsning, som skaber resonans, når vi præsenterer den både i Danmark og udlandet. Den understreger betydningen for familier og personale af den personcentrerede og situationsbestemte måde at arbejde på, som Aalborg Universitetshospital har fokus på i strategien for sygeplejen,” siger Helle Haslund.

Stinne Just Bauditz peger også på den faglige gevinst:

”Vi har en bedre mulighed for at individualisere vores sygepleje i forhold til det enkelte barn, når vi har ansvaret både før, under og efter anæstesien. Jeg kender barnet, sætter kemoen op, giver kvalmestillende medicin og ved, hvis der er noget, som driller under bedøvelsen og kan orientere familien bagefter,” siger Stinne Just Bauditz.

Tryghed er afgørende

Pludselig kommer der besøg på afdelingen, det er 12-årige Louie, som var indlagt i to og et halvt år. Han har været med sin far til ambulant kontrol og indvilliget i at fortælle om sine erfaringer med både den gamle og nye bedøvelsesmetode.

”Hvad søren, du er jo vokset mig over hovedet,” ler Stinne Just Bauditz.

I dag er Louie rask, men i efteråret 2017 oplevede hans far første gang, at Louie blev kørt væk fra afdelingen og hen til operationsgangen.

”Det var meget skræmmende,” understreger Morten Dragsbæk.

”Operationsstuen føltes meget stor og kold og alvorlig. Det var utrygt, og jeg havde en følelse af panik og et stort behov for at beskytte min dreng i de uvante omgivelser,” tilføjer han.

Louie kan huske, at han vågnede op midt i en bedøvelse, fordi noget gjorde ondt. Efter to bedøvelser på operationsstuen blev han en del af den nye metode på afdelingen.

”Her er man som en lille familie, hvor vi kender sygeplejerskerne og lægerne. Der er legetøj og balloner, og bedøvelsen foregår lige inde ved siden af. Tryghed er afgørende i en tid, der er meget uvis og skræmmende,” siger Morten Dragsbæk.

Louie og Stinne joker om tissekur (kemo) og tigermælk (sovemedicin), som Louie ret godt kunne lide.
”Ja, det var da godt, vi fik det stoppet,” smiler Morten Dragsbæk varmt til sin søn.

På stue seks er syvårige Laura færdig for denne gang. Forsigtigt bæres hun ind på sin egen stue, hvor hendes mor Kristina Skærbæk Blaabjerg venter.

”Det gik godt og hurtigt,” siger sygeplejersken til Kristina.

”Jeg er sulten,” mumler Laura og vender sig i sengen.

”Du skal sove lidt mere, så får du noget at spise,” siger Kristina og putter dynen om hende.

60550293

Sygeplejerske Stinne Just Bauditz oplevede, at familierne var meget påvirkede af, at deres barn blev kørt væk fra afdelingen og hen til operationsgangen, hvor der stod en masse mennesker, som hverken barnet eller forældrene kendte.

Læs mere

Artikel på engelsk offentliggjort i Journal of Pediatric Nursing med titlen ‘Familiar in the Unfamiliar – Children’s, Parents’, and Healthcare Professionals’ Experiences of Procedure-Related Anesthesia in the Pediatric Oncological Ward’.