Demensramtes trivsel og livskvalitet kan forbedres

Antallet af mennesker med en demenssygdom har været støt stigende gennem de sidste 15-20 år. På verdensplan forventes det, at flere end 60 millioner mennesker er diagnosticeret med demens i 2030, og i Danmark vil flere end 130.000 mennesker have diagnosen i 2030.

Demens medfører nedsat kognitiv funktion med forstyrrelser i adfærd, nedsat dømmekraft og desorientering, hukommelsestab, tab af sprog og evne til at udføre basale daglige aktiviteter, hvilket giver store udfordringer både på det menneskelige, det økonomiske og det samfundsmæssige plan. Derfor har demensområdet i de seneste år fået en stigende politisk bevågenhed, som bl.a. har udmøntet sig i en national demenshandlingsplan 2025 (1,2).

Inden for demensområdet er der stigende fokus på nye faglige non-farmakologiske perspektiver og interventioner. Udviklingen er gået fra et dominerende medicinsk-sundhedsfagligt paradigme til et større og større fokus på at kombinere det sundhedsfaglige og det socialfaglige paradigme i en helhedsorienteret forståelse, da forskningen har vist, at en tværfaglig, helhedsorienteret og personcentreret indsats er af afgørende betydning (1).

I 2018 søgte og fik Hjørring Kommunes ældrepleje bevilliget puljemidler fra Sundhedsstyrelsens "Praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner" til at opkvalificere 28 sygeplejersker fra kommunens plejecentre. I praksis var der konstateret øget udadreagerende adfærd hos mennesker med demenslidelser og manglende viden og fælles forståelse for håndtering og forebyggelse af udadreagerende adfærd. Det var derfor naturligt at afprøve en sundhedsfaglig indsats med et pædagogisk fokus. Målet var at reducere konflikter og udadreagerende adfærd hos mennesker med demens og sikre de demensramtes trivsel og et værdigt og meningsfuldt liv.

Opkvalificeringsforløbet kom til at foregå i samarbejde med Neuropædagogisk Kompetencecenter, Pædagoguddannelsen, UCN. Forventningerne var, at neuropædagogik kunne tilbyde forklaringsmodeller, der øgede forståelsen for den adfærd, som andre personer udviser. Set i et neuropædagogisk perspektiv handler man for at skabe mening, og det er netop denne forståelse og meningsskabelse, som kompetenceløftet skulle bidrage med.

Der blev udviklet et kompetenceforløb, der bestod af en neuropædagogisk uddannelse med fire ugers undervisning på modul 1-4, praksisnære opgaver, der skulle løses i perioderne mellem uddannelsesugerne samt supervision og faglig sparring i teams.

I forbindelse med opkvalificeringen blev der tilknyttet et forskningsprojekt udført af en forsker og to lektorer fra UCN i Hjørring - forfatterne til denne artikel. Formålet med forskningsprojektet var at undersøge, hvordan sygeplejerskerne gennem en tilegnelse af neuropædagogisk viden kunne forene den sundhedsfaglige og socialfaglige tilgang og hermed indfange den kompleksitet, det er at samarbejde med mennesker med demens. Sygeplejerskernes sundhedsfaglige tilgang skulle bl.a. suppleres med en neuropædagogisk forståelse, hvor der er fokus på mennesket som en selvstændig medborger med egne behov og rettigheder og ret til selvbestemmelse, også når man er ramt af demens (3). På baggrund af den neuropædagogiske tilgang var målet at nedsætte konflikter og udadrettet adfærd hos de demensramte mennesker og fremme trivsel i hverdagen.

Formål med artiklen

Formået med artiklen er i et retroperspektiv at dokumentere, hvordan et sundhedsfagligt paradigme kan forenes med et socialpædagogisk paradigme i et neuropædagogisk perspektiv. Artiklen beskriver nogle af de centrale områder i den neuropædagogiske forståelses- og refleksionsramme, som sygeplejerskerne fremhævede som væsentlige, og som skabte ændringer i deres arbejde set i forhold til håndtering af udadrettet adfærd. Der er udvalgt seks områder, hvor den nye viden har haft indflydelse. Inden for hvert område vil der i artiklen blive præsenteret forskningsdata, som analyseres i et neuropædagogisk perspektiv, se Boks 1.

Etisk refleksion

Når der arbejdes tæt på praksisfeltet, stiller det krav om en høj etik og anonymisering af det empiriske materiale. Det medførte bl.a., at de plejecentre, som sygeplejerskerne kommer fra, ikke er nævnt. Der har været en tæt dialog med sygeplejersker, ledere og forvaltning i forhold til etik og GDPR. De etiske overvejelser er løbende foretaget i det forberedende arbejde, undervejs i undersøgelsesprocessen og i bearbejdningen og formidlingen af data. I analysen af datamaterialet er vigtige data udeladt, fordi vi har vurderet, at de er vanskelige at anonymisere. Dette har betydet tab af interessante perspektiver.

 

Projektet var metodologisk baseret på principperne fra Design-Based Resarch (DBR). DBR er en bred forskningstilgang (4,5), der skaber en dynamisk forskningsproces i samarbejde med praksis. DBR bidrager til at bevare følsomheden over for det, der opstår i forskningsprocessen, når et design er valgt, uden at det får præg af tilfældigheder. En grundlæggende antagelser i DBR er, at informanterne fra praksisfeltet er vigtige aktører i forskningsprocessen og inddrages i forhold til problemidentifikation, løsningsforslag, afprøvning og evaluering. Intervention i praksis er en forudsætning for at udvikle teorier med henblik på at forbedre praksis (6).

Begrundelsen for vores valg af DBR var, at det er en forståelsesorienteret tilgang med henblik på at teoriudvikle og forbedre praksis. Forskningsprocessen er interaktiv, derfor skal der evalueres og gives inspiration til forbedring af design, hvorved man bevarer følsomheden for det, der sker i praksis. Udfordringen var, at vi kom så tæt på sygeplejerskerne, at det kunne blive en udfordring at bevare de forskellige positioneringer, hvilket var et centralt opmærksomhedspunkt. Metoderne i processen var evaluerings- og spørgeskema, interview og dokumentation på baggrund af opgaveløsninger.

Processen

Forskningsprocessen i DBR er en cirkulær proces, der er opdelt i fire faser.

1. En "kontekstfase", hvor der arbejdes med "desk research", hvilket indebærer afdækning af genstandsfeltet på baggrund af eksisterende materiale med henblik på problemidentifikation.

2. En "labfase", hvor der designes en rammesætning med henblik på udvikling af didaktiske løsningsforslag.

3. En "interventionsfase", hvor der interveneres, analyseres og evalueres med henblik på nyt design.

4. En "refleksionsfase", hvor der teorigenereres, dokumenteres og afrapporteres (4).

De deltagende sygeplejersker er eksperter i deres praksis. I projektet var de informanter til generering af ny viden inden for området. Interviewene blev indholdsanalyseret i forhold til projektets problemstilling og formål og sammenholdt med udsagn fra evalueringer og spørgeskemaer. Herefter blev der opstillet seks centrale temaer, som blev analyseret i et neuropædagogisk perspektiv (se senere). Sygeplejerskerne var ikke involveret i de komparative analyser af data eller i teorigenerering, men fik forelagt resultaterne. Resultaterne og sygeplejerskernes refleksioner blev efterfølgende fremlagt på et seminar om demens.

Evalueringsskemaer

Efter hvert af de fire moduler fik informanterne et nyt evalueringsskema, se Boks 2.

Tematiseringen af spørgsmålene efter første uddannelsesuge blev udarbejdet i fase 1 "desk research" baseret på litteratursøgning og dialog med praksisfeltet. De konkrete spørgsmål i spørgeskemaet blev udarbejdet i fase 2, "labfase". I "interventionsfasen", fase 3, blev spørgsmålene besvaret, og i fase 4, "refleksionsfasen", blev der foretaget en refleksion over spørgsmålene og svarene. Herefter foregik en ny "desk research" mhp. at stille nye spørgsmål osv. Denne proces gennemførtes efter hvert modul, og der blev stillet nye spørgsmål på baggrund af de komparative analyser af besvarelserne, se Figur 1.

 

Spørgsmål i selvudfyldt spørgeskema

Efter modul 2 skulle sygeplejerskerne besvare et spørgeskema, se Boks 3.

På baggrund af arbejdet i de fire faser og lydhørhed over for stemmerne fra praksis, skete der ændringer på endnu et område. Oprindelig var det planlagt, at de samme spørgsmål, som blev stillet efter modul 2, skulle stilles efter modul 4. Ud fra analyser af besvarelserne blev der i stedet designet et narrativt gruppeinterview mod afslutningen af forløbet. Det særlige ved det narrative interview er, at informanterne ikke skal svare på forskerens spørgsmål, men levere en betydningsfuld fortælling i stedet (7).

Opgaveløsning

Sygeplejerskerne skulle i efteruddannelsesperioden arbejde med tre forskellige opgaver med fokus på en konkret borger i deres praksis.

De tre opgaver blev løst i grupper og fremlagt. Fremlæggelserne dokumenterede, hvordan sygeplejerskerne havde arbejdet med neuropædagogikken i praksis. Arbejdet med opgaverne og fremlæggelserne gav anledning til nye spørgsmål, som aktivt blev inddraget som data i forskningsprojektet, se Boks 4 på foregående side.

Nye perspektiver på omsorgsarbejdet

Traditionelt har demensområdet taget udgangspunkt i en sundhedsfaglig tilgang i arbejdet med pleje og omsorg for mennesker med demens. Denne tilgang vil typisk have opmærksomhed på diagnosen og de symptomer, den demensramte har. Fokus vil være på pleje, omsorg og praktisk hjælp til f.eks. ernæring, påklædning, toiletbesøg osv. og at sikre omgivelserne for den demensramte, så han/hun ikke kommer til skade (3).

Når problemadfærd opstår, vil det med den traditionelle sundhedsfaglig tilgang typisk tillægges demensen og forsøgt standset ved, at den professionelle ved, hvad der er bedst for den demensramte, og derfor også har ret og pligt til at bestemme.

Der er med årene sket en kulturændring i forståelsen af mennesker med demens. Den kulturændring, der er sket, skyldes bl.a. Tom Kitwood. Han var en førende forsker og optaget af at beskrive måden, hvorpå et demensramt menneske påvirkes af sin sygdom og viste, at det i afgørende grad afhænger af omsorgskvaliteten, og af hvordan personidentiteten vedligeholdes og styrkes (8).

Neuropædagogikken kan bidrage til kvalificering af dette arbejde. Neuropædagogik er en forståelses- og refleksionsramme, som bl.a. kan anvendes i omsorgsarbejdet med sårbare og udsatte mennesker. Neuropædagogikken tilbyder en viden og et sprogvokabularium i det tværfaglige samarbejde (9), som muliggør videndeling og fælles refleksion på tværs af faggrupper. I undervisningsforløbet er sygeplejerskerne blevet uddannet til at arbejde tværfagligt med deres nye viden.

 

I de efterfølgende afsnit vil data fra forskningsprojektet blive præsenteret og analyseret med udgangspunkt i en neuropædagogisk forståelses- og refleksionsramme.

Hjerne-krop-omverdensperspektivet i det neuropædagogiske arbejde

Udsagn fra evaluering:

"Vigtigheden af opmærksomheden på omverdenens påvirkninger af den demente borger."

Udsagn fra interview:

"Hjerne-krop-omverdensperspektivet har betydet, at vi nu er mere opmærksomme på den professionelles ansvar for det, der sker. Vi er blevet mere bevidste om vores egen rolle i omsorgsarbejdet med demensramte mennesker, og hvordan vi med vores egen adfærd kan påvirke en situation positivt eller negativt. Vi er den demensramtes omverden, hvilket vi gør meget ud af at formidle til vores kolleger."

Sygeplejerskerne taler her om selvagens, dvs. at de har fået en øget refleksion over, hvordan deres tilgang og de selv som "omverden" har indvirkning på den demensramtes adfærd. Hjerne, krop, omverden og selvagens vil være centrale begreber, fordi hjerne, krop og omverden er tæt systemisk forbudne. Som mennesker reagerer vi med hjerne og krop på det, der sker i vores omgivelser med et særligt fokus på relationerne. Udvikling og trivsel vil derfor ske i et dynamisk samspil mellem det enkelte menneske og omgivelserne (i relationerne). Kritisk refleksion over relationsarbejdet bliver derfor en nødvendig kompetence i omsorgsarbejdet med demensramte mennesker (9), se Figur 2.

Den demensramte er sårbar og har ofte svært ved at reflektere over, hvad det er, han/hun mærker i sin krop, og finde mening med det, der foregår i omverdenen (10). Når medarbejderen får en forståelse for, hvad der sker i det demensramte menneskes hjerne og krop, kan hun få en forståelse for, hvilke krav der kan stilles og ikke stilles.

Det, medarbejderne (omverdenen) skal tage ansvar for, er en personcentreret omsorg, der gør, at den demensramte bliver mødt på en anerkendende måde, der giver mening og skaber en tryg stemning. Medarbejderne skal facilitere "hjerneglade og anerkendende rammer" for trivsel og livskvalitet.

Ud over at medarbejderne er omverden for den demensramte, vil også konkrete ting eller genstande i omgivelserne fungere som omverden. Ting i omgivelserne taler til os. Dette kaldes for affordances (11), der skabes hos det enkelte menneske ud fra erfaringer gennem livet. Det betyder f.eks., at indretning er af afgørende betydning for menneskers adfærd. Indretningen vil skabe muligheder i omverdenen, som vi oplever og opfatter som invitationer til handlinger. Affordances er erfaringer og dybe, kropslige hukommelsesspor, der f.eks. kommer til syne, når Marie, der bor på et plejecenter, fodrer høns, når hun dufter havregrøden, fordi hun var vant til at fodre hønsene, når hun havde sat havregrøden over (9).

 

Livshistorien i et neuropædagogisk perspektiv

Udsagn fra spørgeskema:

"Arbejdet med livshistorie får en anden betydning, jo mere man kommer i dybden med det i forhold til relationerne til den demente."

Udsagn fra interview:

"Vi har altid vidst, at borgerens livshistorie var vigtig, men det er for alvor gået op for os, hvordan man kan arbejde med den i hverdagen. Ved at arbejde med livshistorien har vi fået en større rummelighed, omsorgsfuldhed og forståelse for borgerne, og det har også ændret vores sprogbrug om og med de demensramte mennesker."

Hvis man i sit professionelle virke arbejder med borgere, som har svært ved at give udtryk for tanker og følelser, er det af betydning, at man har kendskab til deres livshistorie for at få forståelse for, hvordan tingene taler til borgeren. Perception, erfaringer og forventninger er en cirkulær proces, der er meget central i det neuropædagogiske arbejde og i forståelsen af andres handlinger (12).

Kendskab til borgerens livshistorie kan være en forudsætning for at forstå de handlinger og reaktioner, borgeren har. Og jo mere forståelse medarbejderen har for borgeren, jo større tendens er der til rummelighed og overskud, som er en væsentlig forudsætning for at kunne indgå i en god relation. Livshistorien er central i det neuropædagogiske arbejde. I livshistorien mødes fortid, nutid og fremtid. Erindringer om det, borgeren har oplevet, flettes sammen med nutiden og fremtidige mål og forhåbninger (12), se Boks 5.

Hos mennesker med demens ses hyppigt hukommelsesproblemer (13). Det betyder, at de har svært ved at huske deres livshistorie. Derfor er det af særlig betydning, at medarbejderne kender livshistorien og ad den vej kan hjælpe med at fastholde borgerens identitet og værdier.

 

Tegn i det neuropædagogiske arbejde

Udsagn fra interview:

"Vi er blevet mere opmærksomme på at se de helt små tegn på ubehag hos det demente menneske. På den måde er vi blevet bedre til at forebygge, at en situation eskalerer."

Arbejdet med tegn handler for medarbejderen om at udvikle en åbenhed og følsomhed for at se og lytte efter tegn, i mange tilfælde små bitte tegn, hos borgeren. Disse tegn kan vise livskvalitet og trivsel eller mangel på samme. De små tegn, der observeres, kan f.eks. være at borgerens lyd ændrer sig, eller at der kommer en lille trækning ved øjet. Viden om og opmærksomhed på det autonome nervesystem, muskeltonus og ansigtets udtryk, kan være med til at udvikle opmærksomheden på de nonverbale tegn (14).

I det neuropædagogiske arbejde anvendes tegn som et værktøj i forbindelse med dataindsamling, analyse, intervention og evaluering. Tegn er ikke noget, der på forhånd er givet, men noget, man beslutter at holde øje med i forbindelse med nye tiltag. Man kan bl.a. se efter tegn i forbindelse med vurdering og evaluering af kvaliteten af de tiltag, der er igangsat (9).

Når et tiltag skal iværksættes, skal det være klarlagt, hvilke tegn der forventes at komme til udtryk, så medarbejderne kan bruge tegnene som rettesnor og vurdere, om de iværksatte tiltag fører hen imod eller væk fra de opstillede mål. Det teoretiske fundament for forståelse af tegn er inspireret af Damasios teoridannelse om somatiske markører og Merleau-Pontys teoridannelse om kropsskemaer (12).

 

Relationsopbygning før opgaveløsning

Udsagn fra spørgeskema:

"Det har givet mig ro i relationen, fordi jeg ved, hvordan jeg kan forsøge at være der for dem [demensramte] de dage, hvor de har det dårligt."

Udsagn fra interview:

"Vi er blevet meget opmærksomme på, hvor betydningsfuldt relationsarbejdet er forud for opgaveløsning. Vi har fået øjnene op for, at vores praksis og daglige handlinger, indimellem har båret præg af at få det demensramte menneske til at overleve frem for at opleve. Man har selvfølgelig vidst, at relationsarbejde er vigtigt, men der har været en tendens til, at relationsarbejde er noget, som man arbejder med, når man er færdig med opgaver, som f.eks. at borgeren skal op om morgenen, i bad, barberes osv., og at man herefter må vurdere, om der er tid til at arbejde med relationerne, eller om der er andre presserende opgaver, der skal løses. Nu er relationsopbygning blevet en bevidst forudsætning for at vi … måske … kan løse opgaverne."

Hvordan mennesket med demens reagerer, afhænger i høj grad af, hvordan omverdenen påvirker dem. Den demensramtes hjerne og krop er påvirket af sygdom, hvilket kommer til udtryk kognitivt, emotionelt og kropsligt. Men det er medarbejderne, der er borgerens omverden, og derfor skal de være opmærksomme på at skabe et miljø, der giver mening og forståelse, så borgeren får andre muligheder end f.eks. den udadreagerende eller indadvendte adfærd, som indikerer, at omgivelserne ikke er hensigtsmæssige for den demensramte.

Mennesker er sociale væsener, og vores psykiske funktioner afhænger af de interaktioner og transaktioner, vi har med vores sociale miljø (15). De vigtigste psykologiske behov for alle mennesker har Kitwood illustreret som en blomst (8). Opfyldelse af disse behov sker gennem en personcentreret omsorg, se Figur 3.

 

At gå bag om adfærden. Al adfærd er kommunikation

Udsagn fra spørgeskema:

"Det, som har gjort stort indtryk på mig, er, at al adfærd er kommunikation. Der er altid en bagvedliggende årsag til beboernes reaktioner, som jeg og personalet skal forsøge at belyse, så vi kan hjælpe bedst muligt."

Udsagn fra interview:

"Når vi går bag om adfærden og ser adfærden som menneskets måde at kommunikere på, giver det anledning til en helt anden tilgang, end hvis vi forholder os til den umiddelbare adfærd."

Omsorgsarbejdet med mennesker med demens kalder på en pædagogik, der ser mennesket bag diagnosen og vedligeholder og styrker personens identitet ved en personcentreret omsorg, hvor alle former for såkaldt problemadfærd ses som kommunikation, der er relateret til uopfyldte behov. Alle mennesker handler for at skabe mening. Uanset hvor uforståelig adfærden umiddelbart ser ud, så er det vigtigt at stoppe op og reflektere over, hvad det mon er, dette menneske ønsker at kommunikere. Kernen i en neuropædagogisk praksis er derfor at "gå bag om adfærden" og forstå, hvilken mening det giver for det enkelte menneske at udvise lige netop denne adfærd. I den optik kan man sige, at "al adfærd er kommunikation" (9).

Viden om, hvordan menneskets hjerne bliver sårbar, når den er ramt af demens, kan give inspiration til, hvor vigtigt det er, at dette menneske får hjælp til at forstå, hvad der sker omkring ham i omverdenen (9).

Case: Anna

Et eksempel på ovenstående er fortællingen om Anna. Hun er langt inde i sit demensforløb, og hendes kognitive funktioner er svækkede. Sygeplejerskerne fortæller, at Anna ofte sad i sofaen i opholdsstuen og smågræd med en monoton lyd. Plejepersonalets reaktion på denne adfærd var at møde Anna med en kvik bemærkning eller tilbyde hende en kop kaffe. Nogle formiddage fik Anna tilbudt op til 15 kopper kaffe. Den praksis har ændret sig, da plejepersonalet er blevet mere opmærksomme på Annas livshistorie, psykologiske behov og tegn. I refleksionsrummene tales der nu om, at gråden kan være tegn på en tilknytningsadfærd, en kaldegråd, der kan signalere, at Anna har brug for omsorg. Igennem udarbejdelsen af livshistorien fandt man ud af, at Anna igennem sit liv altid hørte musik i dagligstuen, når hun sad med hækletøjet. Det blev tydeligt, at Annas behov ikke var opfyldt i den nuværende praksis. Derfor blev tilgangen i stedet at spille Annas yndlingsmusik på CD-afspilleren, give hende hækletøjet og synge kortvarigt sammen med hende, når hun sad og smågræd. De tegn, der efterfølgende kunne iagttages, var, at Anna blev smilende, sang med og blev motorisk rolig. Hendes kaldegråd blev sjældnere, hvilket ændrede fortællingerne om Anna positivt.

Narrativer i det neuropædagogiske arbejde

Et centralt fokus i det neuropædagogiske arbejde er brugen af narrativer i den daglige praksis. Narrativer er fortællinger, der kommer til udtryk i det, som medarbejderne fortæller om den demensramte borger, de pårørende, kollegaerne osv. En vigtig faktor, der har indflydelse i forhold til brug af narrativer, er kulturen på det pågældende sted. Kulturen skabes bl.a. af medarbejdernes narrativer, og de er med til at påvirke det organisatoriske mindset. Fortællingerne påvirker måden, hvorpå den demensramte mødes, og hvorledes man vurderer dennes handlinger.

Der findes der to former for mindset, der præger organisationskulturen: et fastlåst og et udviklende (16). Blandt medarbejdere med et overvejende fastlåst mindset skabes der ofte en vurderende stemning med fokus på resultater, og man kan komme til at tillægge borgerne nogle motiver bag deres handlinger, som de slet ikke har (12).

I det udviklende mindset er der åbenhed for at udvikle sig, og holdningen er, at man kan ændre sig og udvikle sine evner, hvis der gøres en indsats. Medarbejdere med et overvejende udviklende mindset vil også have fokus på at motivere et menneske med demens ud fra de ressourcer, behov og ønsker, han/hun har.

Medarbejderes mindset er en del af deres personlighed, som præger kulturen. Men ens mindset og derved kulturen kan udvikles. Ved at tænke og reagere på nye måder kan det udviklende mindset styrkes (16). Det er af betydning at fokusere på, hvilke muligheder der er for udvikling. Udvikling af kulturen kan fordre, at der kommer input udefra f.eks. gennem kollegial sparring eller supervision. Målet er at få medarbejderne til at reflektere over, hvilken indflydelse deres mindset har på borgeren og kulturen omkring borgeren. Det resonansrum, som kulturen og medarbejderne skaber, har betydning for, hvilke biokemiske processer der på neuralt niveau igangsættes hos alle involverede. Her er vi tilbage til hjerne, krop og omverdenperspektiver (12), og hvordan dette har påvirket informanternes mindset i udviklende retning og brugen af narrativer på en mere bevidst og konstruktiv måde.

Udsagn fra interview:

"Der er kommet stor opmærksomhed på, hvordan de professionelles narrativer om borgerne får stor betydning for tilgangen til borgerne. Negative narrativer kan sende negative signaler til borgeren, og da borgeren ofte er i stand til at aflæse og reagere på tegn fra den professionelle, kan dette give anledning til negative reaktioner fra borgeren."

 

Vores indledende antagelse er blevet bekræftet gennem sygeplejerskernes opgaveløsning, deres evalueringer og de vurderinger, der er foretaget af ledere på de berørte institutioner. Den valgte forskningsmetode viste sig at være velegnet til interaktiv udvikling af praksis, og den refleksion, der er i igangsat for at fremme øget fokus på relationsopbygning som grundlag for opgaveløsning, peger på, at de sundhedsprofessionelles adfærd med fordel kan justeres med udgangspunkt i de præsenterede neuropædagogiske teorier og dermed gavne den demente persons trivsel og velbefindende.

Karakteristika for de sygeplejersker, som deltog i projektet, kunne have været fremstillet i en tabel mhp. at tydeliggøre baggrund og kompetencer, ligesom baggrunden for udvælgelsen af citater med fordel kunne være tydeliggjort.

Forskningsprojektet viser, at neuropædagogisk forståelse fremmer værdier hos fagprofessionelle medarbejdere, der har en positiv effekt på plejen og omsorgen for mennesker med demens. Sygeplejerskerne har gennem tilegnelse af neuropædagogisk viden kunnet forene den sundhedsfaglige og socialfaglige tilgang, der konkret kan iagttages i de dialoger, medarbejderne har med hinanden. Derudover er der som udløber af projektet i Hjørring Kommune kommet en stigende opmærksomhed på sammenhæng mellem skjult brug af magt og reduktion af udadrettet adfærd. Projektet har fremmet en helhedsorienteret indsats, der har vist sig ved, at sygeplejerskerne har suppleret deres sundhedsfaglige forståelse med en pædagogisk forståelse og indsats.

Sygeplejerskerne fremhæver især deres skærpede opmærksomhed på og evne til at se bag om den demensramtes adfærd og forstå adfærden ud fra et hjerne-krop-omverdensperspektiv. Dette har givet et større fokus på borgerens livshistorie og tegnanalyse, som har påvirket narrativerne, så de er blevet mere positive og konstruktive. Bevidstheden er dermed blevet skærpet på, hvor store muligheder, der ligger i, at den professionelle ændrer sin adfærd, for derigennem at påvirke den demensramtes adfærd, så dennes trivsel og livskvalitet fremmes. Projektet har resulteret i, at Hjørring Kommune har besluttet at efteruddanne alle deres social- og sundhedsmedarbejdere inden for demensområdet i neuropædagogik i perioden fra 2020-2022.