Undervisning og vejledning til egenomsorg har svingende effekt

Introduktion. Kroniske sygdomme anses for en stigende byrde inden for sundhedsvæsenet over hele verden. Derfor bliver patienternes rolle i styring og håndtering af eget helbred stadigt vigtigere. Uddannelse og vejledning til egenomsorg betragtes som et vigtigt skridt for at gøre det muligt for patienter at spille en aktiv rolle i styring af eget helbred. Sygeplejersker er i dag den faggruppe, der oftest gennemfører både formel og uformel patientuddannelse. Formålet med reviewet er at vurdere evidensen for patientuddannelses- og egenomsorgsprogrammer og identificere, hvad sygeplejersker skal gøre i praksis for at opnå gavnlige resultater for patienter.

Metode. Review med bred søgning i Cochrane Databasen over systematiske reviews, der omhandler patientundervisning, selvledelse (self-management) og egenomsorg op til april 2019. Reviewene blev uafhængigt vurderet af de to forfattere ud fra inklusionskriterier, som var indarbejdet i et detaljeret PICO-skema. Da Cochrane-reviews anses for at være af højeste kvalitet, blev der ikke foretaget kvalitetsvurdering af dem.

Resultater. 63 ud af 882 mulige reviews blev inkluderet. Der indgik mere end 228.261 programdeltagere med 25 forskellige kroniske sygdomme. Interventioner varierede fra simpel patientuddannelse, der informerede patienter om deres tilstand, til komplekse self-managementprogrammer. Interventioner omhandlede generel eller individuel rådgivning, som blev leveret skriftligt, digitalt, mundtligt eller som en kombination af flere dele, og varede fra 10 minutter til flere timer. I 75 pct. af reviewene kunne der ikke påvises effekt af interventionerne.

Resultaterne af effektfulde interventioner demonstrerede, at når man hjælper patienter med at forstå deres tilstand og giver dem færdigheder i at styre deres sygdom, kan de forbedre deres fysiske og psykosociale helbred, og indsatsen kan i nogle tilfælde gøre dem uafhængige af sundhedsydelser.

Særligt lovende er self-managementprogrammer for patienter med astma, slagtilfælde, KOL, kræft og mental sundhed. Sygeplejersker bidrog selvstændigt og sammen med andre fagfolk til gennemførelse af disse interventioner.

Diskussion. Mange af studierne havde ikke styrke nok til at kunne konkludere på effekten, og selv om 78 pct. af de inkluderede reviews havde studier, der nævnte, at det var sygeplejersker, som udførte interventionen, så fremgik sygeplejerskens rolle ikke i 90 pct. af reviewene.

Konsekvenser for praksis. I klinikken anvendes der mange ressourcer på undervisning og vejledning af patienter, som måske ikke har effekt. Desuden ser sygeplejersker ud til at have en afgørende, men usynlig rolle i at hjælpe patienter med styring og håndtering af eget helbred. Denne rolle bør synliggøres i praksis og i forskningen, så effekten af sygeplejen tydeliggøres.

Af Lotte Evron, lektor, ph.d., cand.mag., sygeplejerske, Københavns Professionshøjskole, Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelse samt ekstern lektor på Aarhus Universitet, Institut for Sygepleje.