Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Pårørende vil tages med på råd

Inddragelse. Pårørende til plejehjemsbeboere, som blev indlagt på en akutafdeling, savnede tydelig information om den gamles situation både fra plejehjemmet og fra akutafdelingens personale, viser en undersøgelse fra Australien.

Fag & Forskning 2016 nr. 1, s. 34

jcn

Morphet J, Decker K, Crawford K, Innes K, Williams AF, Griffiths D.
Aged care residents in the emergency department: the experiences of relatives
Journal of Clinical Nursing 2015 Aug 12.
http://dx.doi.org/10.1111/jocn.12954.

Introduktion: Pårørende ledsager ofte en beboer, når vedkommende bliver indlagt, og de udgør dermed en ressource. Hensigten med undersøgelsen var at belyse pårørendes forventninger, når deres familiemedlem blev indlagt fra plejehjem til akutafdeling.

Metode: Der er foretaget semistrukturerede interview med 24 pårørende til plejehjemsbeboere, som blev indlagt på en akutafdeling i Victoria, Australien. Interviewene blev analyseret vha. induktiv indholdsanalyse.

Resultater: De pårørendes udsagn faldt i fire hovedtemaer: 
1. Behov for tydelig kommunikation både fra plejehjemmet og fra personalet i akutafdelingen.
2. De pårørendes rolle i akutafdelingen, hvor de pårørende blev henvist til venteværelset og ikke blev inddraget i beslutninger om plejen.
3. Modtagelsen af ældre mennesker i en akutafdeling, hvor personalet blev oplevet som ligeglade og uden indføling i det specielle i at være gammel.
4. Evnen til at yde specialiseret sygepleje manglede, primært pga. få ressourcer og for højt aktivitetsniveau.

Diskussion: Størstedelen af akutte patienter modtages i akutafdelinger, hvorfor det er en overvejelse værd, hvordan modtagelsen af de skrøbeligste gamle mennesker fra plejehjemmene skal foregå, for at pårørende kan være en ressource for patienter og personale.

Konsekvenser for praksis: Studiet understreger vigtigheden af god kommunikation mellem pårørende og personalet i en akutafdeling både med hensyn til pleje, behandling og de pårørendes rolle. 

Af: Mette Trads, RN, MKS, ph.d.-studerende, udviklingssygeplejerske, Ortopædkirurgisk og kirurgisk afdeling, Regionshospitalet Randers