Sygeplejerskens støtte er afgørende for barnløse

Ufrivillig barnløshed er et udbredt problem i Danmark. Omkring 9 pct. af alle de danske par, som ønsker sig børn, kan ikke få dem på naturlig vis (1). Som en konsekvens heraf er antallet af behandlinger med kunstig befrugtning aktuelt over 11.000 om året (2).

Fertilitetsbehandling finder sted på offentlige eller private fertilitetsklinikker i et tværfagligt samarbejde mellem sygeplejersker, biologer, læger, sekretærer og bioanalytikere. Afhængigt af årsagen kan et enkelt behandlingsforløb indeholde adskillige delelementer og indebære fra to til ca. otte besøg i fertilitetsklinikken, ligesom antallet af behandlingsforløb kan variere, se figur 1 side 56 og faktabokse side 58. Fertilitetsbehandling kan således vare fra måneder til år.

Godt 90 pct. af de patienter, som henvises til fertilitetsbehandling, er par bestående af en kvinde og en mand. Kvinden vil i alle tilfælde være patient, men ofte indgår manden også aktivt i selve behandlingen f.eks. ved at aflevere sæd eller få hentet sædceller ud kirurgisk. I sådanne tilfælde er parret teknisk set begge patienter og samtidig hinandens nærmeste pårørende, se figur 1 og følg casen om Sofie og Peter senere i artiklen.

I knap 10 pct. af tilfældene er patienterne enlige kvinder eller par med to kvinder, hvor den ene er patient og den anden pårørende. Fælles for disse par er, at den pårørende uanset køn og omstændigheder indgår som en aktiv del af patientparret, idet graviditetsønsket og behandlingen er et fælles projekt. Begge afgiver derfor skriftligt samtykke til, at behandlingen må foregå, og begge har brug for information, vejledning og støtte gennem patientforløbet.

Sygeplejersker har selvstændige opgaver

Foruden at assistere ved diverse undersøgelser varetager sygeplejersker i fertilitetsklinikker en lang række selvstændige opgaver: information og vejledning til parret, svar på diverse prøver samt undervisning i håndtering af medicin. Fertilitetsbehandling kan for patienter og pårørende være forbundet med følelser af både håb, sorg og frygt. Især ventetiderne mellem behandlingerne, ægudtagningen og ægoplægningen samt ventetiden på resultatet af graviditetstesten kan opleves belastende for parret.

I forbindelse med et forskningsprojekt gennemførte vi i 2013 fokusgruppeinterview med kvinder, der henholdsvis stod overfor at skulle have foretaget ægudtagning, og kvinder, som tidligere havde gennemgået denne procedure. Formålet med interviewene var at opnå indblik i kvindernes forestillinger og erfaringer med fertilitetsbehandling.

Analyser af materialet viste, at sygeplejerskens støtte til parret, sådan som den blev udøvet i korte møder gennem et langt patientforløb, af patienterne blev oplevet som afgørende for deres mestring af forløbet. Men hvori består en sådan støtte, hvad gør den mulig? I det følgende illustrerer vi dette med afsæt i den hyppigst forekommende patient-pårørende-konstellation via historien om Sofie og Peter.

Case-historie: Sofie og Peter

Sofie og Peter er i starten af 30’erne. De har efterhånden kendt hinanden i fire år, nydt livet og hinanden og været optaget af rejser og karriere. Vennerne, som selv er i gang med at stifte familie, spørger ofte, om Sofie og Peter da ikke snart skal til at have børn. Kollegerne er også begyndt at stikke lidt til Sofie, som jo er over 30. Og jo, selvfølgelig. Som de fleste andre unge par ønsker Sofie og Peter sig børn som frugten af deres kærlighed. Det har blot været et spørgsmål om timing. Men menstruationerne kommer troligt hver måned, og Sofie og Peter begynder at undre sig: Er der noget galt? Deres sexliv begynder at blive planlagt, ikke altid lystbetonet som før i tiden, og Sofie begynder at føle skyld over, at hendes krop ikke gør som forventet. Er det hende, der er noget galt med? Sofie læser på nettet om ufrivillig barnløshed. Hun bliver trist og ked af det. Peter derimod er optimistisk og tror på, at det nok med tiden skal lykkes for Sofie at blive gravid.

Da Sofie og Peter omsider går til lægen, finder de ud af, at Peters sædkvalitet er nedsat. Det mest sandsynlige er, at de kun kan opnå graviditet med IVF-behandling, måske endda med behov for mikroinsemination (ICSI). Peter, der hidtil ikke har tænkt så meget på det, bliver ramt af skyldfølelse over ikke at kunne gøre sin kvinde gravid. Skyldfølelsen får ekstra næring, da han finder ud af, at det er Sofie og ikke ham, der skal gennemgå behandlingerne med indsprøjtninger med hormoner, bivirkninger og ægudtagning. Alt bliver pludselig meget teknisk.  

Krav om detaljeret indsigt

Sygepleje ved fertilitetsbehandling udøves gennem en lang række korte kontakter i et ofte langvarigt og komplekst behandlingsforløb. I det følgende vil vi ved eksemplets magt tydeliggøre, at sygeplejersken skal besidde detaljeret indsigt i avancerede og uforudsigelige behandlingsforløb i en biomedicinsk domineret verden og samtidig have øje for patienternes individuelt set ofte ganske sårbare situation.

Fertilitetsbehandling involverer par, om hvem der ikke altid kan skelnes på traditionel vis imellem, hvem der er patient, og hvem der er pårørende. Fælles for parrene er imidlertid et stærkt behov for at fastholde håbet om, at det vil lykkes at opnå graviditet. Kendetegnende for sygeplejerskens aktiviteter er derfor under alle omstændigheder at støtte parret, så de sammen bliver i stand til at stå behandlingen igennem uanset dens omfang og udfald, og udfordringen for sygeplejersken bliver at møde parret ud fra lige netop deres ståsted i behandlingsforløbet.

Sygeplejersken møder Sofie og Peter første gang, da de kommer til samtale for at få information om IVF/ICSI-behandling. Samtalen er planlagt til at vare 50-60 minutter, og opgaven er at informere Sofie og Peter om behandlingsforløbet med udgangspunkt både i evidensbaseret viden samt parrets forudsætninger. Målet er, at de får de fornødne forudsætninger for at kunne varetage medicineringen korrekt, bl.a. selv tage daglige injektioner, samt at de har kendskab til virkning og bivirkning af medicinen. Desuden skal det sikres, at Sofie og Peter har kendskab til formålet med og indholdet af kommende konsultationer og undersøgelser i klinikken, f.eks. scanninger, ægudtagning og ægoplægning. I mødet med parret skal sygeplejersken derfor stræbe efter, at de oplever sig set og hørt, og at deres forventninger, ønsker og behov respekteres i det omfang, det er muligt. 

Sygeplejersken spørger Sofie og Peter, om der er specielle hensyn, der skal tages i netop deres situation. Et personligt kendskab sikrer, at sygeplejersken fremadrettet kan møde parret, hvor de aktuelt har udfordringer, og tage udgangspunkt der. Erfaringen viser, at fertilitetsbehandling ofte kan byde på psykiske op- og nedture, og at parret har brug for at opleve det meningsfyldt at gå behandlingerne igennem. Sygeplejersken har desuden en række konkrete sygeplejefaglige opgaver at varetage: Kvinden skal vejes og måles, der skal tjekkes blodprøver og handles på afvigelser, indhentes samtykkeerklæringer samt informeres om aktuelle forskningsprojekter. Desuden drøftes livsstilsfaktorer såsom BMI, rygning og alkoholforbrug, der alle kan have betydning for opnåelsen af graviditet.

Når behandlingen er hemmelig

Sofie og Peter fortæller, at de ikke har fortalt hverken arbejdsplads, venner eller familie, at de skal i fertilitetsbehandling. Mange par vælger at være åbne om deres barnløshed, men i de tilfælde, hvor et par vælger at hemmeligholde deres behandling for omgivelserne, vil det ofte afføde behov for intensiveret støtte fra sygeplejerskens side. Sygeplejersken spørger derfor til baggrunden for deres valg og giver sparring på, hvordan Sofie og Peter bedst muligt kan håndtere situationen, f.eks. informere udvalgte personer i netværket eller på arbejdspladsen, hvis det med tiden bliver for vanskeligt at hemmeligholde behandlingen. Sygeplejersken informerer også Sofie og Peter om relevante patientforeninger samt om, at kvinder i fertilitetsbehandling kan søge dagpengelovens § 56 om fri fra arbejde uden at skulle bruge ferie/fridage.

Manden har skyldfølelse

Peter giver udtryk for skyldfølelse over sin nedsatte sædkvalitet  i, at det er Sofie, der skal have hormoner, når det er hans sædkvalitet, der er nedsat. Sygeplejerskens støtte består her i at få belyst og sat ord på Peters oplevelse af skyld og i at tale med parret om, hvordan de gensidigt kan støtte hinanden. Sygeplejersken taler med Peter om, at den støtte og omsorg, han kan give til Sofie, kan have stor værdi, selv om han ikke skal lægge fysisk krop til behandlingen. 

Erfaringer viser, at både selve barnløsheden og behandlingen for barnløshed kan påvirke samlivet negativt ikke kun under selve behandlingen, men også flere år efter. En patient har udtrykt det således: ”Det er også en situation som … at det [underlivet] sådan er en arbejdsplads so to speak.”

Sygeplejersken tilbyder derfor Sofie og Peter at tale om seksualitet, intimitet og nærhed med fokus på, hvordan de kan bevare nærvær og kommunikation i en tid præget af hormonbehandlinger og diverse underlivsundersøgelser. 

At bevare håbet

Mennesker i fertilitetsbehandling efterlyser ofte årsager til, hvorfor det ikke lykkedes dem at blive gravide og higer efter svar på, om det vil lykkes. Læger, sygeplejersker og bioanalytikere udfordres ganske ofte på dette spørgsmål, som ingen kender svaret på for den enkelte. Når sygeplejersken taler med parret om deres graviditetschancer, bruger hun derfor både sin faglige viden, erfaring og kommunikationsevner i kombination med indsigt i parrets historie.

Sofie og Peter fortæller, at de har brug for at se en mening med at gå behandlingerne igennem. I denne situation hjælper håbet dem til at holde uvisheden ud om, hvorvidt de nogensinde bliver det, de gerne vil være: forældre. Sofie og Peter har skullet flytte sig både fysisk og mentalt fra et romantisk ønske om et ”hjemmelavet” kærlighedsbarn til det biomedicinske miljø i fertilitetsklinikken præget af teknik, hormoner, skemaer, sædprøver i glas og underlivsundersøgelser.

Nogle par har i flere år forsøgt at opnå graviditet, mens andre af forskellige årsager har vidst, at de skulle have hjælp til at opnå graviditet. Parrets mentale rejse kan med andre ord være vidt forskellig. Det er derfor vigtigt, at sygeplejersken understøtter, at Sofie og Peter taler med hinanden både om deres håb, ønsker og forventninger og om, hvad det livsvilkår, barnløsheden er, gør ved dem som mennesker. 

Oplever eksistentiel krise

Kernen i al fertilitetsbehandling er teknisk og biomedicinsk. Det handler om æg og sædceller, og der arbejdes på celleniveau med avanceret teknisk udstyr. Uden dette setup bliver kvinderne ikke gravide. Trenden i fertilitetsspecialet er desuden, at sygeplejersker i fremtiden overtager udvalgte lægefaglige opgaver såsom scanninger og inseminationer.

Dansk lovgivning og etik er bestemmende for, hvad det er tilladt at gøre i laboratoriet. Hvor mange behandlingstilbud parret kan få i offentligt regi, er bestemt ved lov, ligesom kvinden er underlagt dansk lovgivning i forhold til alder, se boks 4-5. Den politiske dagsorden har derfor stor betydning for de vilkår, patienterne tilbydes. I 2011 blev der indført brugerbetaling i offentligt regi med færre fødte børn som resultat. Denne blev dog fjernet igen efter et år. Aktuelt medfører besparelser i Region Midtjylland, at antallet af offentlige fertilitetsklinikker fra 2016 reduceres fra tre til to. 

Ønsket om at få et barn er grundlæggende almenmenneskeligt, og infertile par oplever ofte eksistentiel krise. Patienterne udtrykker stort behov for tryghed og tillid i relationen til det personale, der skal varetage deres behandling og omsorg. Ud over de instrumentelle opgaver skal sygeplejersken derfor besidde fagligt overskud, intuition og menneskekundskab i sin vurdering af, hvornår og hvordan støtten skal sættes ind i forhold til det aktuelle par. En støtte, der har stor betydning for parrets oplevelse og håndtering af dét at være i fertilitetsbehandling, og som kræver både erfaring og fagligt overblik. 

Referencer

1. Boivin J, Bunting L, Collins JA, Nygren KG. International estimates of infertility prevalence and treatment-seeking: potential need and demand for infertility medical care. Human Reproduction 2007;22(6):1506-12.
2. The Danish Fertility Society, (2007) annual report.
3. The World Health Organisation (WHO) who.int/reproductivehealth/topics/infertility/definitions/en/ Besøgt d. 10.8.2015 4. Dansk Fertilitetsselskab http://www.fertilitetsselskab.dk/ Besøgt d. 12.10.2015