Viden og identitet hos sundhedsplejersker i Norge

Introduktion: For sundhedsplejersker i Norge er det en udfordring at balancere deres indsats i et felt, der både er karakteriseret af en traditionel paternalistisk medicinsk ekspertideologi og en empowerment-orienteret deltagelsesideologi. Sundhedsplejersker i Norge har en etårig postgraduat uddannelse. Undersøgelsens formål var at belyse betydningen af sundhedsplejeviden og den professionelle identitet i en praksis, der til stadighed forandrer sig.

Metode: Tilgangen var fænomenologisk hermeneutisk inspireret af Paul Ricoeur. Udvalget bestod af 23 sundhedsplejersker, som arbejdede på børneklinikker og i skoler i 12 forskellige kommuner. Der blev foretaget narrative interview.

Resultater: Der viste sig tre overordnede temaer i sundhedsplejerskernes fortællinger:
1. At være generalist. Det betød for sundhedsplejerskerne ”at vide lidt om meget”, hvilket ville sige at vide, hvornår de skulle søge mere viden om et særligt emne. Det betød også at anvende et fagligt skøn – at vide, hvad der var nødvendigt at gøre i en specifik situation. 
2. At være den, der styrker børns og familiers ressourcer. Med udgangspunkt i dialog med de involverede at få mening, forståelse og mestringspotentiale frem. 
3. At være optaget af individuel problemløsning. I samarbejdet med udsatte børn og unge fandt sundhedsplejerskerne, at de manglede tid til samtaler. Ligeledes oplevede de sig bundet af retningslinjer udarbejdet på baggrund af standardiseret ekspertviden. De fandt det også vanskeligt at have nok specialiseret viden. 

Diskussion: Individuel problemløsende indsats er sekundær og tertiær forebyggelse, men den primære forebyggelse understreges i sundhedsplejerskernes opdrag som det vigtigste. (Sekundær forebyggelse har til formål at forhindre videreudvikling af en sygdomsproces, som er i gang, tertiær sygdomsforebyggelse har til formål at forhindre eller formindske følgerne af indtrådt sygdom i form af død, forværring, svækkelse, legemlige og sociale handicap eller tilbagefald efter helbredelse).
Familier, børn og unge med særlige problemstillinger skal ifølge den norske lovgivning henvises andre steder hen. Ikke desto mindre fyldte den individuelle, problemløsende indsats meget i sundhedsplejerskernes fortællinger. 
Tidspres kan få sundhedsplejerskerne til at forfalde til ukritisk anvendelse af standardiserede retningslinjer og dermed svække det faglige skøn. 

Konsekvenser for praksis: Udviklingen i Norge er ikke så langt fra den danske sygepleje-/sundhedsplejerskesituation i den primære sundhedstjeneste. Det er værd at være opmærksom på, hvad det betyder for det faglige skøn at være styret af retningslinjer, der er udviklet på baggrund af generaliseret videnskabelig viden. 

Af: Marianne Mahler, MPH, MA, (cand.phil.), sygeplejerske, Dr.PH (Public Health)