Det gør fortsat ondt på patienten

Dagens første patient ligger på briksen med benene krummet sammen i fosterstilling og med ryggen til sygeplejerske Connie Hasselgren på hæmatologisk ambulatorium på Aalborg Universitetshospital. Han skal have lavet en knoglemarvsundersøgelse med henblik på status af hans blodsygdom. Dagligt foretages der 4-8 knoglemarvsundersøgelser af fem specialuddannede sygeplejersker på afdelingen.

Dagens patient har tidligere fået foretaget knoglemarvsundersøgelsen. Hans erfaring er, at der kortvarigt kommer et jag, når marven trækkes ud. Andre patienter spørger, om det gør ondt, men sygeplejersken forsikrer patienten om, at det er meget kortvarigt, og at langt de fleste patienter efterfølgende siger, ”var det bare det?”

”Nogle patienter er meget nervøse og bange og synes, at det lyder ubehageligt, når man siger til dem, at vi skal have lavet en undersøgelse. Så beroliger vi dem ved at forklare, hvad det går ud på. Hvis de er interesserede, viser jeg dem et lille skelet af et hofte-bækken-parti,” fortæller Connie Hasselgren, som skal ind ved fremspringet ved hoftekammen.

Hun spritter huden af to gange og lægger en bedøvelse, som svier og spænder. Der er en hinde omkring knoglerne (periost), hvor nerverne befinder sig. Her bedøver hun i en femkrones stor cirkel, det tager 3-5 minutter, før bedøvelsen virker optimalt. Derefter prikker sygeplejersken med en skalpel hul i huden, så biopsinålen kan føres ind i spina iliaca posterio superior. Patienten kan mærke, at det skubber lidt, men der er ingen smerte. Når sygeplejersken har fundet stedet, laver hun en lille rotation med hånden, som havde hun en skrue, der rykkede frem og tilbage, indtil hun har arbejdet sig gennem den kompakte del af knoglen og kan mærke, at hun er inde i knoglens hulrum.

Læs også: Når få sekunder gør en stor forskel

Og det er nu, når hun suger, at det kan gøre ondt. Det er forskelligt fra patient til patient, hvordan det opleves. Nogle siger, det murrer, andre at det jager og gør ondt – og nogen mærker intet til det.

Oplært til hurtig aspiration

Da sygeplejerskerne i 2008 overtog opgaven fra lægerne med at udtage knoglemarven, blev de oplært til hurtig aspiration. Men efter noget tid begyndte sygeplejerskerne at snakke om, at nogle af patienterne klagede over, at det gjorde meget ondt.

”Jeg tror, at alle sygeplejersker trak lidt langsommere – især i de tilfælde, hvor patienterne var bange, fordi vi tænkte, at det var mere behageligt, når undertrykket ikke var stort,” forklarer Connie Hasselgren.

”Men da vi tjekkede fagbøgerne, stod der, at man skulle bruge hurtigmetoden, hvilket vi også var oplært i, men der var ingen steder, hvor det var videnskabeligt dokumenteret,” fortæller hun.

Med opbakning fra afdelingssygeplejersken og den ledende overlæge på hæmatologisk afdeling tog de derfor kontakt til Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje på Aalborg Universitetshospital. Og i samarbejde med forsker Mette Grønkjær fik de stablet en tværfaglig gruppe på benene, som ud over de to sygeplejersker Connie Hasselgren og Anne Sofie Østergaard også bestod af to statistikere, en patolog, den ledende overlæge og den afsnitsledende sygeplejerske.

En stor mundfuld

Forskningsprojektet viste sig at være en større mundfuld, end Connie Hasselgren og Anne Sofie  Østergaard havde forestillet sig. De havde regnet med, at det ville tage et års tid eller to. Men fra ide til endeligt publiceret forskningsresultat tog det fire år.

"Vi havde aldrig prøvet at lave en protokol, indhentet samtykkeerklæringer eller deltagerinformation m.m.,” fortæller hun. ”Alene processen med at lave protokollen og kriterierne for forsøget tog lang tid. Ikke mindst fordi det også skulle passes ind med vores almindelige arbejde. Alle  i gruppen skulle læse alt igennem og vurdere det. Og den tidsplan, vi lavede, skred hele tiden,” siger hun.

Det har været rigtig lærerigt og spændende at få lov til at reagere på en undren og have været drivende kræfter på et forskningsprojekt.

”Vi har lært at formulere et forskningsprojekt, og så har det tværfaglige samarbejde været rigtig sjovt og fungeret fantastisk, hvor vi har haft nogle virkelig spændende dialoger,” siger Connie Hasselgren.

I dag er der ikke længere nogen sygeplejersker på hæmatologisk afdeling, der aspirerer langsomt for at skåne patienten for smerter. De ved, at hurtig aspiration giver den bedste kvalitet af prøven – og at smerteoplevelsen mellem hurtig og langsom aspiration faktisk ikke er væsentlig forskellig.

”Man forestiller sig en masse ting en gang imellem og tolker uden at vide, hvordan den enkelte patient har det,” siger hun. og konkluderer: "Vores hypotese er ikke altid den samme som patientens oplevelse af situationen." 

Læs også: Når få sekunder gør en stor forskel