På spidsen: Det giver tryghed at indordne sig

Nyuddannedes overgang fra uddannelse til klinisk praksis er kendetegnet ved et sammenstød mellem to kulturer, som taler hvert deres sprog. Kultursammenstødet har indflydelse på, hvilke videnskilder der refleksivt inddrages i kliniske beslutninger.

Det konkluderer jeg i mit ph.d.-studie, hvor formålet var at undersøge nyuddannede sygeplejerskers brug af videnskilder i klinisk beslutningstagen.

Efter i en årrække at have undervist sygeplejestuderende i at blive reflekterende og videnssøgende sygeplejersker, som med udgangspunkt i et holistisk menneskesyn tager beslutninger baseret på klinisk ekspertise, patientens præferencer, bedst mulig viden fra forskning og kontekstuelle faktorer, blev jeg nysgerrig på, om de som færdiguddannede sygeplejersker gør brug af deres viden, færdigheder og kompetencer i klinisk praksis.

De nyuddannede føler, at det er svært at honorere de forventninger, man har til dem i klinisk praksis. Deres forestilling om, hvad god sygepleje er, stemmer ikke overens med de rammer og krav, de møder i klinisk praksis.

Uoverensstemmelserne giver dem en følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed, som får dem til at søge tryghed ved at indordne sig efter praksisfællesskabets kultur. De tilpasser sig for at "blive en del af familien" ved at "gøre, som de andre gør".

At stille spørgsmål til praksis opfattes ikke som en central del af sygeplejen, snarere som et tegn på usikkerhed og mangel på kompetence. Det resulterer i, at der er nogle aspekter af sygeplejepraksis, der sjældent bliver sat spørgsmålstegn ved og dermed sjældent reflekteret kritisk over.

Det viser sig bl.a. ved en manglende italesættelse af patienten som videnskilde, hvilket resulterer i en begrænset kritisk refleksiv inddragelse af patienten i kliniske beslutninger.

Kulturforskelle mellem uddannelse og klinisk praksis har indflydelse på nyuddannedes reflekterende tilgang til praksis og dermed inddragelse af bedst mulig viden i kliniske beslutninger. Der er ikke slået bro over kløften mellem uddannelse og klinisk praksis.

Der er et "os" og et "dem" kendetegnet ved forskelligheder i italesættelse af, hvad sygepleje er.

Så længe, der er et os og dem med hver sin kultur og hver sit sygeplejefaglige sprog, vil nyuddannede have svært ved at bidrage til en reflekterende, videnssøgende sygeplejefaglig kultur, hvor patienten er udgangspunktet for sygeplejefaglige beslutninger.

Det er derfor vigtigt, at klinisk praksis og sygeplejerskeuddannelser i samråd stiller sig spørgsmålet: Hvordan bliver os og dem til et "vi" i den netop reviderede sygeplejerskeuddannelse?