Fortællingen om sig selv er vejen tilbage til livet

”Jeg indlagde mig selv den 29. februar 2016. Symptomerne var rysten, hjertebanken, tankemylder, koncentrationsbesvær, søvnløshed og usammenhængende tale. Journalnotatet siger psykose. Selv husker jeg ingen enkeltheder.”

Med let rystende stemme læser den 43-årige kvinde op fra sin fortælling om et langt år som psykiatrisk patient. Vi er på Skolen for Recovery, Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center i Ballerup. 
Kvinden har fulgt flere kurser på skolen, og på det sidste kursus i recoveryfortællinger lærte hun at fortælle sin psykiatriske historie, så den bliver en del af selve den helingsproces, hun gennemgår for at komme sig af sin sygdom. 

Sygeplejerske og master i sundhedspædagogik Christine Larsen, som underviser på recoverykurserne, forklarer:

”Ved at lave sin egen fortælling tager man ejerskab over den, i stedet for at det bliver en problemmættet fortælling fuld af symptomer, medicin og svære ting, som står i journalen. Her er det patienten, der bestemmer, hvad der skal fortælles.”

Kvinden fortsætter oplæsningen af sin fortælling for en forsamling af kursister og undervisere. Hun har fået diagnosen akut belastnings- og tilpasningsreaktion samt forstyrret personlighedsstruktur. 

”Jeg leder til stadighed efter det mærkat, denne diagnose har sat på min krop, som mine pårørende ser og til stadighed identificerer mig ud fra – som om de sidste 42 år overhovedet ikke har eksisteret. Jeg er 43 år gammel og på vej ud i et nyt liv, men hvilket?”

Fagprofessionelle og patienter oplever ligeværd

Recoveryfortællinger er blot ét af de 38 kurser, som skolen udbyder til psykiatriske patienter, deres pårørende og medarbejdere i psykiatrien, og som sidder side om side i undervisningen. 

Christine Larsen forklarer, hvorfor kurserne er for både patienter, pårørende og behandlere:

”Man får en ligeværdighedsoplevelse i forhold til patienterne, når man som sygeplejerske eller anden fagperson sidder ved siden af patienterne og gør de samme ting og deler sine overvejelser med de andre kursister.” 

Hvis man senere hen skal hjælpe en patient med at lave et mål i en behandlingsplan eller en oversigt over sit netværk, vil man være bedre til at hjælpe, når man selv har siddet og bakset med de samme ting.

”Tilsvarende oplever patienterne et ligeværd i undervisningen på grund af den erfaringsudveksling, der foregår, hvilket er rigtig vigtigt i forhold til patientens helingsproces,” fortæller Christine Larsen.

Også pårørende kan have stort udbytte af undervisningen. 

”Pårørende kæmper med mange af de samme temaer som den syge i forhold til ensomhed, og hvad man kan sige til familie og venner om sygdommen. De pårørende kan få et større indblik i, hvordan man kommer sig efter en psykisk sygdom, og på den måde blive bedre til at støtte op,” forklarer Christine Larsen.

Bedre relationer til mor og søster

En af kursisterne, som er kommet til oplæsningen af recoveryfortællingen, er en helt ung pige, som nu skal starte på sygeplejerskeuddannelsen. Hun har deltaget i kurserne ”Fem veje til et godt liv”, ”Styrk dit netværk og dine relationer” og ”Guide til et godt hverdagsliv”. Om kurserne siger hun:

”Det har givet mig et overblik i min hverdag og nogle strategier til at få bedre relationer til min mor og min søster. Og så har jeg fået kortlagt mine drømme og mål.” 

Undervisningen på kurserne kredser da netop også om, hvordan patienterne bygger deres liv op igen, involverer sig med andre mennesker og når personlige mål. Sygeplejerske og master i sundhedspædagogik og sundhedsfremme Lis Andersen, som også underviser på skolen, giver her et eksempel:

”Mange oplever at miste netværket under psykisk sygdom, og derfor oplever vi stor efterspørgsel på undervisning i at styrke sine relationer. På kurset ”Styrk dit netværk og dine relationer” kigger vi bl.a. på, hvem i netværket man kunne tænke sig at få tættere på eller længere væk, og hvordan man kan udvide sit netværk.”

Hvis nogen spørger ”Hvad laver du?”

På kurset ”Styrk dit netværk og dine relationer” arbejder underviserne også med, hvordan man kan præsentere sig selv i sociale sammenhænge, fordi nogle mennesker med psykiske sygdomme kan have tendens til at identificere sig med deres sygdom.

”Hvis nogen spørger, ”hvad laver du?” til et middagsselskab, hvordan præsenterer jeg så mig selv? Her laver vi f.eks. rollespil, hvor man prøver at præsentere sig som den, man er, uden nødvendigvis at nævne den psykiske sygdom,” fortæller Lis Andersen. 

”Kursisterne nævner med tiden flere og flere ting om sig selv, inden de nævner deres diagnose, f.eks. ”Jeg er hundeejer og passer min søsters børn hver fredag,” uddyber hun. 

Oplæsningen af den 43-årige kvindes recoveryfortælling er ved at være til vejs ende. Hun giver sin fortælling en optimistisk afslutning:

”Mens jeg skriver, mærker jeg langsomt energien vende tilbage i kroppen. Jeg startede på kravlestadiet, og allerede nu føler jeg mig på gåstadiet. Måske jeg kan lære at løbe igen – med tiden?” 

Læs også: Håb og ligeværd hjælper mennesker med psykiske lidelser