Fag & Forskning
Garvede sygeplejersker får et realitetschok
Transition. Realitetschok hos erfarne sygeplejersker i overgangen mellem sektorer kan afhjælpes med forberedelse, undervisning og støtte.
Fag & Forskning 2017 nr. 1, s. 41
Af:
Redaktionen
Introduktion: Sundhedsvæsenet undergår for tiden en global forandring, hvor flere og flere akutte opgaver flyttes til primær sektor. De nye opgaveløsninger i det nære sundhedsvæsen fordrer derfor et stigende behov for dygtige sygeplejersker med erfaring fra akutsygeplejen. For at sikre høj kvalitet af behandling og pleje satses der på rekruttering af erfarne sygeplejersker fra akutområdet. Desværre oplever mange erfarne og dygtige sygeplejersker ofte et realitetschok, når de skifter speciale, og de er vanskelige at fastholde.
Formålet er at undersøge erfarne sygeplejerskers oplevelse af overgangen fra sekundær til primær sektor gennem kritisk syntese af eksisterende viden på området.
Metode: Der er tale om et integrativt litteraturreview med tematisk analyse. Ud af 442 fundne artikler blev otte udvalgt efter særlige inklusions- og kvalitetskriterier.
Resultater: Der er tre væsentlige temaer.
- Begrebsmæssig forståelse: Skiftet fra sekundær til primær sektor kan påvirke den professionelle identitet.
- Rolletab og -gevinster: Manglende transfer af færdigheder og fortrolighed med den nye rolle som primærsygeplejerske versus nye muligheder for mere selvbestemmelse, empowerment og etablering af relationer med borgerne.
- Barrierer og fordele: Undervisning og forberedelse til den ny rolle, udvikling af færdigheder samt organisatorisk og personlig støtte.
Diskussion: De stressfaktorer, som erfarne sygeplejersker oplever i skiftet fra sekundær til primær sektor, kan sammenlignes med det realitetschok, som nyuddannede sygeplejersker oplever i begyndelsen af deres karriere. Derfor er der risiko for, at de dygtige og erfarne sygeplejersker med viden om akut sygepleje forlader primær sektor igen, hvis de ikke ligesom de nyuddannede forberedes og støttes i deres nye rolle.
Konklusion: Erfarne sygeplejersker, som rekrutteres fra sekundær til primær sektor, bør støttes gennem kliniske og akademiske programmer for at sikre fastholdelse og øge kvaliteten i sundhedsvæsenet.
Konsekvenser for praksis: Både sygeplejersker i klinikken, ledere og politiske beslutningstagere bør forstå disse oplevelser hos erfarne sygeplejersker i overgange mellem sektorer. Artiklen er relevant, fordi den stigende efterspørgsel på sygeplejersker med erfaring fra akutsygeplejen til opgaver i primær sektor også ses i Danmark.
Af: Lotte Evron, adjunkt, ph.d., cand.mag., sygeplejerske, Institut for Sygepleje, Professionshøjskolen Metropol.