Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

På Spidsen: Vær ikke bange, når robotterne kommer

Begreberne ”teknofili” og ”teknofobi” beskriver modpoler af overdreven begejstring og overdreven frygt rettet mod teknologiske løsninger. Men sygeplejersker må stille sig undersøgende og nysgerrige overfor ny teknologi og frem for alt holde fast i kernefagligheden.

Fag & Forskning 2017 nr. 2, s. 75

Af:

Eva Hoffmann, Lektor, cand.cur., UC SYD, Sygeplejerskeuddannelsen

Eva HoffmannEn efterhånden gammel reklame fra et veletableret kaffefirma stiller det retoriske spørgsmål: ”Hvilken kaffe byder du uventede gæster?”

I en verden præget af et eksplosivt forandringstempo vil sygeplejersker også i fremtiden kunne forvente mange både ventede og uventede gæster, herunder robotter. Robotterne er i denne sammenhæng symbolet på fremtidige teknologiske løsninger.

Når robotterne kommer, er det vigtigt, at sundhedsvæsenet er leveringsdygtige i sygeplejersker, som ikke kun byder på kaffe. Sygeplejerskerne må nemlig hverken være så teknologisk lalleglade, at de med armene højt hævet over hovedet byder robotter og andet teknologisk godtfolk ukritisk velkommen, eller være så bange for nye teknologiske løsninger, at de i panik låser døren, smider nøglen væk og gemmer sig under patientens seng af frygt for at byde den teknologiske fremtid indenfor. Begrebet ”teknofili” og begrebets modpol ”teknofobi” beskriver netop disse modpoler af overdreven begejstring og overdreven frygt rettet mod teknologiske løsninger.

Når ventede eller uventede gæster dukker op, bør sygeplejerskens kernefaglighed ideelt set lægge sig dér lige midt imellem de to modpoler. Sygeplejersken må, væbnet med en kritisk sans, der er båret frem af grundlæggende omsorg for patienten sparret med en solid og velfunderet faglighed, træde frem i døren og udvise god, gammeldags sund fornuft.

Fælles for banebrydende teknologiske opfindelser som f.eks. bilen, tv’et, computeren og internettet er, at disse opfindelser har ændret vores liv, og at hver af disse løsninger i deres historiske samtid netop blev budt velkommen med både begejstring og et vist forbehold af de mennesker, som skulle leve side om side med dem. En broget velkomst, der som bekendt også gælder mere samtidige teknologiske opfindelser som spiserobotter, skylletoiletter og GPS-løsninger. 

Teknologiske løsninger er nemlig ikke neutrale, og det er aftagerne, heriblandt sygeplejersker, knugende bevidste om. Vi ved det! At teknologier i nogle tilfælde kan være en kærkommen gave, mens de i andre tilfælde gemmer på skjulte agendaer, der kan gøre varme hænder kolde og snige skjulte dagsordner ind ad bagdøren. Det er her, sygeplejersken med den kritisk velfunderede sunde fornuft for alvor må træde i karakter. Sygeplejerskens opgave bliver at byde robotterne velkomne med et nøgternt overblik, der kan afgøre, hvorvidt gæsten er velkommen eller ej. Før døren smækkes op på vid gab, bør sygeplejersken sammen med andre sundhedsprofessionelle stille sig undersøgende og nysgerrig overfor motivet for gæstens entré. Er formålet at spare penge? At effektivisere? At gøre patientens liv bedre? Eller er formålet at gøre den sundhedsprofessionelles liv bedre? Måske er der lykkeligvis sammenfald mellem disse begrundelser, eller måske er der noget helt andet på spil? Idealet må være, at det aldrig er teknologien, der skal styre os mennesker, men os mennesker der styrer teknologien. 

Når robotterne kommer, skal vi ikke være bange, men blot parate.