Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Diagnosticering af en kronisk sygdom er skelsættende

Osteoporose. At blive diagnosticeret med osteoporose påvirker kvinders liv, selv når de ikke har oplevet brud pga. sygdommen. Støtte i at fortolke sygdommen, herunder den medicinske behandling og påvirkningen af hverdagslivet, er betydningsfuldt.

Fag & Forskning 2017 nr. 3, s. 36

Af:

Redaktionen

2017-3-journal-club-osteoporose

Hansen CA, Abrahamsen B, Konradsen H, Pedersen BD.

Womens’s Lived experiences of learning to live with osteoporosis: a longitudinal qualitative study.

BMC Women’s Health (2017) 17:17 (E-print adhead). DOI 101186/s12905-017-0377-z.

Introduktion: Studiet sætter fokus på en særlig gruppe af kvinder med osteoporose, som ikke har oplevet osteoporotiske brud. Formålet med studiet er at undersøge, hvad der kendetegner kvindernes erfaringer med at have osteoporose det første år efter diagnosen. 

Metode: Studiet er kvalitativt og har en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang ud fra Paul Ricoeur’s forståelse. I et longitudinelt design bliver 15 kvinder (gennemsnitsalder 72 år (65;79) fra to danske hospitaler fulgt i et år. Kvinderne er nyligt diagnosticeret med osteoporose og får anti-osteoporotisk behandling. Kvinderne bliver interviewet ved starten af studiet (15 interview), efter seks måneder (14 interview) og efter 12 måneder (13 interview). Der foretages i alt 42 interview. Analysen af interviewene bygger på den trefoldige mimesis; en naiv læsning, strukturel analyse og kritisk fortolkning. 

Resultater: Kvindernes oplevelser af at leve med osteoporose bliver beskrevet i to overordnede temaer: Det første tema ”At blive påvirket af medicinsk behandling” handler om kvindernes forhold til og håndtering af den medicinske behandling og indeholdt undertemaerne ”At tage medicin” og ”At ophøre med medicin”. Det andet tema ”En hverdag med osteoporose” indeholder undertemaerne: ”Fortolkning af symptomer”, ”Fortolkning af knogleskanningen” og ”Livsstilsrefleksioner”. Dette tema belyser, hvordan kvindernes individuelle forståelse af sygdommen påvirker deres handlinger i hverdagen. 

Diskussion: Studiets fokus på kvinder, som ikke har oplevet en fraktur, når de får diagnosen, er interessant. Der er kun få studier ift. denne gruppe. Kvinderne oplever, at diagnosticeringen af en kronisk sygdom er skelsættende for deres liv. De bliver nødt til at reflektere over deres livsstil og tage stilling til f.eks. medicinsk behandling. Dette fund ses i studier med andre kronisk syge. Det interessante i dette studie er, at det viser, hvad der er betydningsfuldt i en accepteringsproces, og hvordan kvindernes individuelle fortolkning af sygdommen styrer den. 

Konsekvenser for praksis: Osteoporose er ikke en livstruende sygdom, men det skaber frygt og forvirring at få diagnosen, og når kvinderne skal lære at leve med den. Her er det betydningsfuldt, at de sundhedsprofessionelle inddrager kvinders individuelle erfaringer med og forståelse af sygdommen på en systematisk måde, f.eks. ved at bruge fælles beslutningstagning som metode. 

Annesofie Lunde Jensen, klinisk sygeplejespecialist, postdoc, Aarhus Universitetshospital, Medicinsk endokrinologisk afdeling.