Fag & Forskning
Brobygning mellem psykiatri og kommune øger borgernes trivsel
Et kommunalt projekt med specialundervisning ud fra temaer valgt i samarbejde mellem borger og underviser har givet gode resultater og er nu et permanent tilbud.
Fag & Forskning 2020 nr. 2, s. 48-55
Af:
Agnethe Elkjær Poulsen, Sygeplejerske, specialuddannelse i psykiatri.
Brobygningen mellem psykiatri og det kommunale regi er blevet kritiseret, og der har tegnet sig et billede af en belastet overgang, som ikke hjælper psykisk syge borgere. Formålet med dette projekt var at bygge bro mellem regionspsykiatrien og det kommunale støttesystem til voksne med ADHD/ADD eller ASF ved at tilbyde specialundervisning for at give borgere med særlige behov bedre muligheder for at mestre livet.
31 deltagere gennemførte et undervisningsforløb, hvoraf syv deltagere indgik i et gruppeforløb og 24 i et individuelt forløb. De individuelle forløb blev tilrettelagt fra starten af udredningen med udgangspunkt i fem temaer, som var centrale for den enkelte. Projektet blev evalueret både kvalitativt via frie evalueringer og kvantitativt via eksisterende spørgeskemaer.
De kvalitative og kvantitative resultater af projektet pegede enstemmigt på en gavnlig effekt af undervisningsforløbet blandt deltagere, deltageres pårørende samt sagsbehandlere.
Projektet bidrog til brobygning mellem regionspsykiatrien og det kommunale regi med et effektivt tilbud, som hjælper målgruppen til højere trivsel og beskæftigelse.
Der er længe blevet talt om bedre overgang mellem psykiatri og det støttende kommunale regi. På Center for Kommunikation i Herning har vi lettet denne overgang ved at tilbyde specialundervisning til mennesker med ADHD/ADD og ASF, gerne med deltagelse af pårørende, se Boks 1.
Jeg har i en lang årrække været ansat i regionspsykiatrien og har der været vidne til, at overgangen fra psykiatrien til det støttende kommunale regi kontinuerligt har været en udfordring. Der har været brugt begreber som brobygning, overdragende netværksmøder, fælles it-platform og sømfrie overgange. Det er min erfaring, at såvel behandlere i regionspsykiatrien og privatpraktiserende psykiatere som sagsbehandlere i kommunerne har et mål om at støtte og hjælpe mennesker med særlige behov, men der har altid været barrierer i forhold til overgangen. Disse er blevet synlige, når mennesker med ADHD/ADD og ASF oplever et skisma mellem udredning/behandling og støttende foranstaltninger. I psykiatrien har der ikke været mulighed for at støtte i konkrete livssituationer og ved individuelle vanskeligheder, når behandlingsdelen til mennesker med ADHD/ADD er afsluttet.
Forklaring på forkortelser samt beskrivelse af gruppe- og individuelt forløb.
ADHD: Attention deficit hyperactive disorder, er en neuropsykiatrisk lidelse med forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet.
ADD: Attention deficit disorder, er en betegnelse for en bestemt type ADHD. Der er overvejende tale om forstyrrelse af opmærksomhed.
ASF: Autismespektrumforstyrrelse, er en samlet betegnelse for forskellige grader af autisme. Autisme er defineret som udviklingsforstyrrelser, hvor der er medfødt afvigende udvikling af evnen til gensidigt socialt samspil og verbal og nonverbal kommunikation, ligesom der ses tendens til stereotype begrænsede vaner, interesser og adfærd.
Gruppeforløb: I gruppeforløbet deltog syv personer med ADHD/ADD og to pårørende. Gruppeforløbet strakte sig over fem uger á to timer med tre individuelle opfølgninger. 18 deltagere var fortsat i forløb ved projektets ophør og kunne derfor ikke evaluere.
44 deltagere blev henvist med ADHD, heraf 15 med komorbiditet. 27 deltagere blev henvist med ASF, heraf otte med komorbiditet og 10 med både ADHD/ADD og ASF. Tre deltagere blev henvist uden diagnose.
Der var ligelig fordeling af henvisninger fra de to kommuner, og kønsfordelingen var lige i begge kommuner. Deltagerne var mellem 18 og 47 år. Gennemsnitsalderen for deltagere, som gennemførte undervisningsforløbet, var 24,2 år.
Mennesker med ASF afsluttes oftest fra psykiatrien, når diagnosen er stillet. I de støttende kommunale systemer bliver der ofte efterlyst viden om diagnosen for at kunne give rette støtte. SIND-formand Knud Kristensen har argumenteret for vigtigheden af at ”have viden og værktøj til dialog med mennesker, der er ramt af psykisk sygdom” (1).
Synspunktet underbygges af samfundsøkonomien. Mindst 90 pct. af voksne med ASF har omfattende problemer i voksenalderen, og det er få, som klarer at leve et liv uden hjælp. Estimeret ses en samfundsmæssig samlet udgift for voksne med ADHD på 2,8 mia. kr. pr. år eller 150.000 kr. pr. voksen med ADHD pr. år (2).
På den baggrund udformede Center for Kommunikation, Herning, i samspil med Herning og Ikast-Brande kommuner et projekt. Center for Kommunikation er en institution under Herning Kommune, hvis mission er at give borgere med særlige behov bedre muligheder til at mestre livet.
Projektet forløb over et år fra den 1. januar til den 31. december 2019. Der blev skabt mulighed for såvel individuel som gruppeundervisning. Henvisning blev sendt fra deltagerens sagsbehandler.
Persongruppe med svære vanskeligheder
Forskningsresultater peger samstemmende på, at personer med ADHD kan opleve svære vanskeligheder, som bl.a. ses ved højere jobledighed, lavere indkomst, øget kriminalitet, overrepræsentation af misbrug og skader, såvel fysiske som materielle.
Personer med ADD vil ifølge de nye ICD11-kriterier høre under ADHD (3), da nyere forskning viser, at mange af problembeskrivelserne i undersøgelserne også gælder for mennesker med ADD.
Det kliniske symptombillede hos voksne med ADHD er karakteriseret ved en følelse af at være anderledes, koncentrationsvanskeligheder, svært ved at skabe sig overblik, hukommelsesproblemer, mange og springende tanker, impulsivitet, indre og ydre motorisk uro. Desuden får de ikke handlet på krav (f.eks. at betale regninger), de har problemer med at administrere økonomi, svært ved at vurdere tid og hvor lang tid ting tager, de har udtalte humørsvingninger samt lyd- og lysoverfølsomhed og ofte svære søvnproblemer (4).
ADHD er en spektrumforstyrrelse, hvilket betyder, at grader/symptomer hos den enkelte har afvekslende karakter. Dette bekræftes i de nye diagnosekriterier (3).
Forskning viser desuden, at personer med ASF kan have svære vanskeligheder. Selvom en del mennesker i den lette ende af autismespektret klarer sig, også uden hjælp, har mange problemer med studier eller på arbejdsmarkedet, de har psykiske vanskeligheder, og nogle få bliver kriminelle. I en undersøgelse bemærkes, at 65 pct. af de, der har ASF og endda har et højt funktionsniveau, tager medicin mod angstsymptomer, ofte som social-fobiske symptomer (5).
Klinisk beskriver voksne med ASF og/eller mennesker omkring dem problemer med at udvikle relationer samt manglende samklang i sociale og følelsesmæssige situationer. Omgivelserne rapporterer ofte om problemer med øjenkontakt. For mennesker med ASF kan ansigtsmimik være svær at aflæse, og nonverbal kommunikation er vanskelig at tyde. Symptombilledet på ASF involverer rigiditet, moralisering samt naivitet, ligesom empati kan være fraværende.
Mennesker med ASF har ofte sanseforstyrrelser, f.eks. lyd-, lys- eller taktil overfølsomhed. Mennesker med ASF mangler desuden interesse i samspil med andre og oplever, at sociale spilleregler er vanskelige. Mange foretrækker at arbejde alene, oplever situationer forskelligt fra mennesker uden ASF og har ofte svært ved at vide, hvordan de opleves af andre. Desuden har de svært ved at starte og afslutte en samtale, de har et specielt sprogbrug, som forekommer stereotypt og repetetivt, er ufleksible i forhold til at tåle forandringer i rutiner og ritualer og har overoptagethed af detaljer (3,5).
Mennesker i den lette ende af autismespektret, tidligere kaldet Aspergers syndrom (6), har ofte ønske om social omgang, men magter det ikke. Nyere forskning viser, at personer med autisme og personer med Aspergers syndrom ikke adskiller sig i forhold til, hvilke symptomer de kan have, men mere i forhold til symptomernes sværhedsgrad, hvorfor autismediagnoserne er slået sammen i den kommende ICD11 (3).
Udvælgelse af deltagere
I projektperioden blev der modtaget 71 henvisninger. Af de 71 henviste gennemførte 31 deltagere et individuelt undervisningsforløb inden for projektperioden, mens 18 fortsat var i forløb. Således har 49 været eller er i forløb. Et gennemsnitligt individuelt forløb indebar 25,9 undervisningstimer pr. deltager, mens et gennemsnitligt gruppeforløb indebar 18,5 undervisningstimer pr. deltager.
Undervisningsforløbene har i gennemsnit varet fire måneder. Der var fremmøde på en fast ugedag til et fast klokkeslæt. Pga. kommunens administrative regler var der forløb, som kun strakte sig over seks gange, dvs. 6 uger. Andre fik forlænget deres forløb. Således har et par borgere været med næsten fra start til slut i projektperioden. Kriterier for inklusion var, at deltagerne
- havde fået stillet diagnosen på forhånd
- havde en IQ inden for eller tæt på normalområdet
- ikke var i udtalt misbrug
- var motiveret for at indgå i projektet.
Undervisning i deltagernes egne temaer
Undervisningen blev tilrettelagt individuelt fra starten under udredningen, hvor der ud fra deltagerens beskrivelse af sig selv blev fundet op til fem temaer, som var vigtige for deltageren at få undervisning i.
Mange temaer var gennemgående, herunder viden om diagnose, viden om og håndtering af angst, socialt samspil, selvværd, fremadrettet beskæftigelse, søvn, struktur, temperamentsforvaltning og forståelse af reaktioner/emotioner.
Flere blev henvist fra projektet til psykolog med specialistuddannelse i neurologi, til handicapteknologiafdelingen og synsafdelingen på Center for Kommunikation med henblik på sideløbende med undervisningen at blive udredt eller introduceret til hjælpemidler til dæmpning af lyd- og lysoverfølsomhed.
Der blev anlagt en neuropædagogisk og eklektisk tilgang, hvor der blev inddraget elementer fra 3. bølge kognitiv, systemteoretisk samt psykodynamisk forståelse. Formålet var:
- læring og styrkelse af kommunikation og tillidsfulde relationer (9,10)
- at lære at forholde sig til egne tanker og følelser (11)
- accept af at samfundet spiller en rolle f.eks. i forhold til beskæftigelse (12)
- at lære at forstå sig selv gennem inddragelse af egen livshistorie (13)
Desuden blev salutogenese, som er videnskab om, hvad der skaber trivsel og psykisk robusthed, vægtet (7). Formålet var at styrke kommunikation og tillidsfulde relationer (8). Deltagerens udfordringer sås derfor i relation til den kontekst, udfordringerne optrådte i.
En stor, stærk, ung mand med ADHD, som havde svære vanskeligheder med aggressionsforvaltning, kom ofte i slagsmål (og vandt), hvilket han bitterligt fortrød efterfølgende. Han blev introduceret til en tegning af et træ med overskriften: ”Hvor meget skal det have lov at fylde?”
Om træet blev fortalt følgende: Knækker stammen, er det på højde med at miste en elsket person. Knækker en af de store grene, er det på højde med at miste sit hjem eller et job, en skilsmisse eller økonomisk ruin. Knækker en lille kvist, er det som et ar. Man har slået sig, men kan fint leve videre og bliver kun mindet om traumet, når man ser arret. Falder et vissent blad af træet, er det en situation, hvor man efter et par måneder ikke helt husker, hvad der udløste følelsen.
Den unge mand kom efterfølgende i en situation, hvor han følte sig provokeret. Han rejste sig op og sagde højt ”Jeg er et træ!” Han blev mødt med stor undren og latter, men undlod at slås. Han fortalte, at han jævnligt modtager billeder af træer fra sine venner, som på humoristisk vis skriver: ”Jeg vidste ikke, at du var her.” Den unge mand har ikke siden været i slagsmål.
Det skal nævnes, at den unge mand ikke blev anbefalet at sige højt, han var et træ, det var hans valg.
Ved undervisning af deltagere med ADHD/ADD blev det i vid udstrækning forsøgt at omsætte viden til illustrationer. Mange mennesker med ADHD har givet udtryk for, at det ad den vej er lettere for dem at huske det, de lærer. Der blev taget udgangspunkt i, hvad et liv med ADHD/ADD har betydet for den enkelte. Fokus har hovedsageligt handlet om forståelse og håndtering af følelser, selvværd, forsvarsmekanismer og normalitetsbegreber (disse temaer blev ligeledes primært gennemgået via illustrationer/billedsprog). Se Boks 2.
Undervisning i kropssprog
For nogle mennesker med ASF kan det være svært at finde meningen i en tegning eller at overføre tegningen til en konkret livsproblematik. Derfor blev der oftest anvendt punktvis struktureret materiale om ASF for at gøre indholdet konkret. Vedrørende problemstillingen ”hvordan begår jeg mig socialt”, blev deltagerne undervist i kropssprog. Det er min oplevelse, at evnen til at kunne initiere i et socialt samspil kan få afgørende betydning for mennesker med ASF.
Det gøres tydeligt af Jennifer Cook O`Toole, som selv har autisme. Hun skriver: ” Hvis du gerne vil have en karriere, en date, en invitation, en ven ... så er du nødt til at lære deres sprog ”socialsk” (9).
Deltagerne fik derfor viden om og træning i, hvordan de kunne bruge ansigt, gestik og kommunikation, idet deres ofte anderledes fremtoning og kommunikationsform kan få andre mennesker til at undgå dem.
Det er min oplevelse, at det kan være afgørende for trivslen hos en person med ASF, at man ikke underlægger sig en berøringsangst for det, som er af så afgørende betydning for at bedres i det sociale rum. Det er væsentligt at pointere, at relationen skal være tryg, inden man giver spejlinger, så borgeren ikke får endnu en oplevelse af kritik og af at være forkert.
Indledningsvis blev deltagerne informeret om, at det altid var målet med undervisningen at give alle noget godt og brugbart med sig. Jeg sikrede, at deltagerne var trygge ved at blive spejlet og vidste, at det blev gjort i den bedste mening. Jeg fortæller borgeren, at jeg ser undervisningen som et samarbejde, og at det er afgørende, at han eller hun siger til, hvis noget tolkes negativt eller ikke giver mening.
Eksempler på spejling: ”Dit ansigtsudtryk er stift i forhold til de flestes” (hvorefter vi kan øve ansigtsudtryk sammen). Eller: ”Det er vigtigt at sige en hel sætning for at holde en samtale i gang,” ”det er forbudt fra nu af blot at svare ja eller nej.”
En ung mand vred på skift sit hoved om til siderne og havde sjældent øjenkontakt. Han blev spejlet og kunne se, at han ikke virkede interesseret.
Øjenkontakt lærte han ved, at han kunne kigge på sin samtalepartner ved at se den anden i panden lige mellem øjnene. Han så, at det virkede som ægte øjenkontakt ved, at det blev afprøvet på ham. Dernæst blev et smil øvet - ikke for stort. Desuden blev små nik med hovedet øvet. Det blev aftalt, at han skulle møde ethvert menneske med øjenkontakt, et lille nik og det øvede smil.
Han fik det indøvet og fik tilbagemelding på, når det virkede godt. Hans støtteperson gav efterfølgende udtryk for, at den unge mand var begyndt at virke mere interesseret og nærværende. Det har den unge mand hele tiden været, men har ikke tidligere kunnet afspejle det i sit kropssprog.
Hvis en person siger: ”Sikken et dejligt vejr i dag,” (hvad de fleste med ASF i øvrigt synes, er idiotisk, da enhver jo kan se, at solen skinner!), kan man svare: ”Ja, det er rigtig nok dejligt.” Der kunne med fordel undervises i, hvilken betydning smalltalk har, og hvordan den kan forstås, se Boks 3.
Evaluering af projektet
Kvantitativt blev temaerne fra første udredning vægtet i Canadian Occupational Performance Measure (COPM) før og efter undervisningen.
Deltageren satte tal på fra 1-10 (10 indikerer en høj grad) for at vise, hvor vigtigt det enkelte tema var, og herefter et tal på, hvordan de udførte (herunder håndterede) temaet aktuelt, og endelig et tal på, hvor tilfredse de var med daværende aktuelle udførelse/håndtering. Denne gennemgang blev lavet igen ved afslutningen af forløbet (10).
Trivsel blev målt med WHO’s fem trivselsspørgsmål, præ og post.
Ved afslutning af forløbet blev et smiley-afkrydsningsskema udleveret til deltagere og pårørende med seks smileys fra meget sur (kodet som 1) til meget glad (kodet som 6) og med fire spørgsmål til læringen.
Kvalitativt var der under smiley-afkrydsningsskemaerne plads til at skrive frit om forløbet for både deltager og pårørende.
Henvisende sagsbehandler og eventuelt tilknyttet mentor eller bostøtte skrev en fri evaluering af deres opfattelse af forløbet ved afslutningen.
Kliniske symptomer omfattede præ- og postvurdering ved henholdsvis ASRS1 for deltagere med ADHD/ADD (11) og et skema om sociale kommunikationskompetencer for deltagere med ASF (12).
1. Kvalitative resultater
Deltagerevalueringer
Deltagerne gav udelukkende positive tilbagemeldinger om betydningen af undervisningen. F.eks. udtaler deltagerne:
”Informativt, livsforbedrende og mere tro på mig selv. Bredere viden om mig selv. Gode og brugbare redskaber til angsthåndtering. Følelse af mere kontrol i hverdagen. Redskaber til at styre mit temperament og derved undgå konflikter. Lader ikke små ting fylde så meget som tidligere. Godt, at det ikke kun er mig, der får hjælp, men også min kæreste. Jeg har fået de rigtige redskaber til at kunne være i praktik. Rart, at pårørende var med ind over. Havde jeg ikke gået her, var jeg nok ikke kommet i gang. Jeg er blevet mere selvhjulpen. Jeg er blevet bedre til at sætte ord på tingene, hvilket har gjort, at jeg hviler mere i mig selv … føler mig ikke så syg, som jeg troede, jeg var. Jeg har manglet og ledt efter noget, der ligner det her. At blive talt til som en voksen. Ville ikke have været det foruden.”
Pårørendeevalueringer
De pårørende, som har deltaget i undervisningen i fra én til alle undervisningstimer, gav udtryk for tilfredshed med undervisningsforløbet. De udtalte bl.a.:
”Forløbet har været godt og lærerigt. Det har givet mig personligt meget at arbejde med, når der kan komme trælse tider. Kan kun anbefale det. Kommunikationen er super god, man bliver ikke talt til som et barn eller en patient. Man bliver hørt. Som forældre til Rosa er vi meget glade for forløbet, det har hjulpet os. Rosa har helt klart lært meget om sin diagnose. Hun tager ejerskab og sætter selv ord på sin situation og sine behov over for omgivelserne. Det har været dejligt at være med og lærerigt. Der er ting, som jeg kan bruge til andre familiemedlemmer også. Rigtig god indlæring, som har ændret Rosas adfærd markant i positiv retning. Oplever en meget mere glad, positiv og forstående kæreste, hvilket smitter af på mig selv og vores lille søn.”
Evalueringer fra faglige samarbejdspartnere
Samarbejdspartnerne var tilfredse med forløbene. ”Formen er tilpasset, der gives strategier, som ikke findes andre steder, der kigges bredt, deltagerne bruger det, de har lært, til at klare situationer, som tidligere har været svære.”
Sagsbehandler og mentor har fundet hjælp i, at der herfra er sat ord på udfordringer, og hvilke rammer deltageren kan fungere i. Det anføres af flere, at kontaktformen til deltagerne har været af betydning.
2. Kvantitative evalueringer
Deltagernes tilfredshed
Smiley-indekset indikerede en gennemsnitlig deltagertilfredshed på 5,3 målt på en skala fra 1-6, hvor 1 repræsenterer et utilfredsstillende forløb, og 6 repræsenterer et meget positivt forløb.
Deltagernes beskæftigelse
Resultatet viste, at et overvældende flertal kom i aktivering/beskæftigelse - faktor 2 - under undervisningsforløbet.
Ved start var 8 ud af 24 individuelle deltagere i aktivering/beskæftigelse, ved afslutningen var 18 ud 24 i job/beskæftigelse.
Ved start var 3 ud af 7 gruppedeltagere i aktivering/beskæftigelse, ved slutningen var 5 af de 7 i aktivering/beskæftigelse.
Den efterfølgende beskæftigelse inkluderede flexjob, HF og HF for mennesker med autisme, praktikforløb, ordinær beskæftigelse, universitet, FGU, Virksomhedsporten og praktik med forventning om at kunne forblive på praktikpladsen i et regulært uddannelsesforløb.
Aktiveringen af otte af de borgere, som kom i beskæftigelse, var et resultat af undervisningen. Her blev det aftalt med borgeren at afprøve beskæftigelse for at kunne omsætte det lærte uden for undervisningslokalet. Der blev i de fleste tilfælde etableret et samarbejde med sagsbehandlere og jobkonsulenter med henblik på at finde en konkret beskæftigelse.
Ved starten stod 16 af de 24 individuelle deltagere uden beskæftigelse. Ved slutningen var seks af de 24 individuelle deltagere uden beskæftigelse, i ét tilfælde pga. graviditet.
For gruppedeltagernes vedkommende var fire ud af syv deltagere uden beskæftigelse, da de startede på projektet. Da det sluttede, var to af de syv deltagere uden beskæftigelse.
Trivsel
Der sås en betydelig forbedring i trivslen for deltagerne med en næsten 30 procents stigning, fra 10,2 til 13,1, målt på resultatet af WHO’s fem trivselsspørgsmål. Den samlede score for hele deltagergruppen steg fra 3,6 til 7,2, se Figur 1.
For alle deltagere var der en samlet forbedring af deres tilfredshed med udførelse/håndtering på 147 procent, se Figur 2.
For de individuelle deltagere med ADHD/ADD sås en stigning på 96 pct. i at kunne udføre inden for de valgte temaer. Resultaterne illustreres i Figur 3.
For gruppedeltagerne sås en stigning på 94 pct. i samlet tilfredshed med nuværende udførelse. For de individuelle deltagere med ADHD/ADD sås en stigning på 178 pct. i samlet tilfredshed med nuværende udførelse. Resultaterne illustreres i Figur 4.
For de individuelle deltagere med ASF var der en stigning på 108 pct. i deltagernes oplevelse af at kunne udføre/håndtere inden for de valgte temaer. Resultaterne illustreres i Figur 5.
For de individuelle deltagere med ASF sås en stigning på 178 pct. i tilfredshed med nuværende udførelse/håndtering, se Figur 6.
Symptommåling på ADHD/ADD - præ- og post
Der blev registreret et lille fald i måling af ADHD/ADD-symptomer efter endt forløb, fra samlet 3,5 før til 3,3 samlet efter.
Måling af sociale kompetencer præ- og post for mennesker med ASF
Der blev registreret et lille fald i måling af oplevelse af sociale kompetencer hos deltagere med ASF, fra 2,9 før til 2,7 efter.
Gavnlig effekt af undervisningsforløbet
De kvalitative resultater peger enstemmigt på en gavnlig effekt af undervisningsforløbet blandt deltagerne, deltagernes pårørende og samarbejdspartnerne. Resultaterne suppleres af kvantitative indikatorer. Undervisningen havde ligeledes positiv effekt på symptombilledet hos mennesker med ADHD/ADD, men ikke på vurdering af egne sociale kompetencer hos mennesker med ASF. Det kan skyldes, at deltagerne med ASF initialt ikke var bevidste om, hvordan de fremstod. Da deres evalueringer og postscore var positive og høje ved afslutning, kunne det indikere, at der var kommet en større indsigt i manglende sociale kompetencer undervejs.
Et flertal kom i aktivering/beskæftigelse under undervisningsforløbet som et led i afprøvning af det lærte.
Et kvalificeret tilbud
Projektet omhandlende specialundervisning til voksne med ADHD/ADD eller ASF har vist sig at være et kvalificeret tilbud til at give øget trivsel, større evne til at håndtere udfordringer og til øget beskæftigelse. Der er registreret stor tilfredshed hos deltagere, pårørende og samarbejdspartnere. Projektet har vist sig at være en holdbar del af indsatsen for at bygge bro mellem psykiatri og det kommunale regi.
Projektet er nu afsluttet. Udbyttet for deltagerne har resulteret i, at der er oprettet et permanent tilbud til voksne med ADHD eller ASF på Center for Kommunikation, Herning, Det er fortsat sagsbehandler, som henviser til tilbuddet, se Boks 4 herunder.
- Beskrivelse af tilbud til borgerne kan rekvireres hos Center for Kommunikation, cfksm@herning.dk
- Beskrivelse af undervisningsindhold kan rekvireres hos artiklens forfatter, Agnethe Elkjær Poulsen, cfkae@herning.dk
Poulsen AE. Bridging the regional psychiatric service and local authority community care boosts citizen quality of life. Fag&Forskning 2020;(2):48-55.
Introduction: Efforts to bridge the gap between Danish regional psychiatric services and local authority community-level care has come under criticism for being an ineffectual transition for citizens with mental illness. The aim of this project was to bridge the gap between regional psychiatric services and the community support system for adults with ADHD/DD or ASF by offering special education to give citizens with special needs better means of life mastery.
Method: A total of 31 participants attended a training course in which seven attended group sessions and 24 attended individualised sessions. The individualised sessions were structured from the outset of their needs assessment with reference to five topics focal for each individual. The project was evaluated both qualitatively by means of free evaluations, and quantitatively by means of existing questionnaires.
Findings: The qualitative findings pointed unequivocally to the beneficial effect of the training course for attendees, their relatives and case workers. These findings are supported by quantitative indicators, which indicated an average satisfaction score of 5.3 on a 6-point scale, an increase in employment by a factor of 2, and a positive improvement of approx. 30 percent in quality of life. For all attendees, there was 101 percent improvement in delivery of/handling their specific training topics and a 147 percent improvement in satisfaction with delivery/handling. The training had a positive effect on the symptom picture of individuals with ADHD/ASF, but not on rating of personal social skills in individuals with ASF.
Conclusion: The project promotes bridging between regional psychiatric services and local authority community support with an effective scheme to assist the target group in attaining greater quality of life and employability.
Keywords: ADHD, ADD or ASF, evaluation, psychoeducation, special needs education
Tilbagemelding fra de 12 borgere, som har gennemført undervisning og kom i aktivering undervejs. De har svaret på spørgsmålene:
1. Er du i arbejde, praktik, i uddannelse eller anden form for beskæftigelse?
2. Kan du fortsat bruge noget af det, du lærte?
Borger nr. 1
1. Har fået tilbudt et andet job, som jeg skal ud til samtale ved engang. Men ja, jeg er skam stadig i job (alm. vilkår).
2. Ja, da. Det går godt.
Borger nr. 2
1. Jeg stoppede efter 2 måneder, fordi jeg ikke kunne vænne mig til omgivelserne. Jeg har desværre ikke kunnet få et arbejde i denne periode (coronavirus).
2. Jeg bruger mange af de ting, jeg lærte, så jeg kan forklare mig selv. Og at det er ok at spørge, hvis jeg ikke er sikker.
Borger nr. 3
1. Jeg er i praktik – den samme, som jeg kom i, da jeg var i forløb hos dig.
2. Jeg kan stadig bruge rigtig mange ting fra forløbet. Er blevet bedre til at sætte ord på ting og spørge, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Er også blevet bedre til at lytte til min krop og sige fra, hvis jeg har for mange bolde i luften.
Borger nr. 4
1. Jeg er pt. under uddannelse på
universitetet.
2. Jeg benytter mig stadig af nogle af de værktøjer, som jeg har lært!
Borger nr. 5
1. Jeg er desværre ikke i praktik eller lignende, det gik skævt, og vi blev enige om, at jeg først skulle have styr på min egen hverdag osv.
2. Jeg tror fortsat godt, jeg kan bruge nogle af de ting, jeg har lært. Jeg skal bare blive bedre til faktisk at huske på at finde det frem fra hukommelsen, når jeg har brug for dem.
Borger nr. 6
1. Er stadig i praktik og kommer mere ud.
2. Jeg oplever at kunne mere og mere og tør tro på, at jeg kan byde ind på arbejdsmarkedet, og der er lyst og vilje til at bygge på. Jeg har fundet ud af, at jeg også godt må være her og ikke behøver skubbe mig selv til side hele tiden. Selvværdet er gået en hel del op. Det var også positivt at møde dig og mærke, at du lyttede. Det hjalp. Der er meget mere styr på angsten.
Borger nr. 7
1. Det går godt. Jeg er stadig i praktik – jeg vil gerne være der, men kroppen vil ikke, selvom jeg er sat ned i timer. Så det er lidt blandet.
2. Jeg bruger det, jeg har lært i undervisningen. Mest det med at tage tingene, som de kommer, så jeg ikke stresser så meget. Mange ting ligger i baghovedet, som jeg bruger, når jeg oplever, at der var lige et eller andet.
Borger nr. 8
1. Det går meget godt. HF gik ikke. Skal starte STX på en autismelinje efter sommer.
2. Bruger det, der er blevet lært – det har også hjulpet min kæreste. Vi kommunikerer meget bedre.
Borger nr. 9
1. Det går stille og roligt. Jeg kom i praktik, hvor de godt kunne lide mig og jeg dem. De gav mig ansvar ret hurtigt. Mit medfødte fysiske problem brød op, og jeg måtte modvilligt stoppe. Jeg havde fået tilbudt et fast job, så det er lidt ærgerligt. Nu går jeg og lægger planer for fremtiden og overvejer uddannelse. Jeg har fået et lønnet job, hvor jeg skal arbejde hjemmefra og skal også ud og undervise en stor flok i det, jeg arbejder med.
2. Jeg bruger det, jeg har lært, meget. Hver dag tænker jeg på træet, og det er som om, jeg har fået en pyt-knap. Jeg synes, jeg er blevet den bedste version af mig selv efter kurset og tror på mig selv. Det er også det, der har gjort, at jeg turde melde mig som underviser. Min mor bliver også helt vildt glad, fordi jeg tør ting. Jeg har fået min viljestyrke tilbage. Det var et genialt kursus.
Borger nr. 10
1. Er fortsat i praktik.
2. Ja, det kan jeg.
Borger nr. 11
1. Vikariatet er udløbet, er ansat i en tilkalde funktion. Søger fast arbejde.
2.
Borger nr. 12
1. Er fortsat i uddannelse, HF
2. Lærte et par ting. Men mest af alt, at vi alle mere eller mindre på en eller anden måde, er nogle ”outsiders”. Og det sociale nærmest er et regnestykke, hvor vi alle gerne vil have resultatet, f.eks. 8. Og det resultat får vi begge, men i et samarbejde, a la en dans.
Konklusion
Langt størsteparten af borgerne giver udtryk for, at de har taget det, de har lært i undervisningen med sig og bruger det. Ingen af borgerne skriver/siger, at de ikke har taget det lærte med sig. 8 ud af de 12 er fortsat i beskæftigelse.
Hvordan vurderer I jeres kommunale tilbud til mennesker med ADHD og ASF, som artiklen handler om?
Hvilke overvejelser har I om evalueringernes positive betoning af, at deltagere og pårørende bliver talt til som voksne?
Hvordan kan I eventuelt omsætte artiklens undervisningstilbud til egen praksis?
1. Jobcentre gør sygemeldte mere syge. Retrieved December 17. from: https://www.psykiatrifonden.dk/nyheder/2019/ny-undersoegelse-jobcentre-g... Psykiatrifonde 2019. Besøgt
2. Soendergaard H, Thomsen P, Pedersen P, Pedersen E, Poulsen AE, Nielsen J, Winther, Henriksen A, Rungoe B, Soegaard H. Education, occupation and risk-taking behaviour among adults with attention-deficit/hyperactivity disorder. Danish Medical Journal. 2015;(61).
3. Reed GM, First MB, Kogan CS, et al. (2019). Innovations and changes in the ICD-11 classification of mental, behavioural and neurodevelopmental disorders. World Psychiatry 2019;(18):3-19. doi:10.1002/wps.20611.
4. Hoem S. ADHD - En håndbog for voksne med ADHD. København: Dansk Psykologisk Forlag A/S;2008.
5. Thomsen PH, Damm D. Et liv i kaos - om voksne med ADHD. København: Hans Reitzel 2011.
6. Nylander L. Autismespektrumsforstyrrelser hos voksne – nogle spørgsmål og svar. Videnscenter for Autisme 2003.
7. Bertelsen A. Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser: Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Gyldendal 1994.
8. Antonowsky A. Helbredets mysterium. København: Hans Reitzel 2003.
9. Lyhne J, Langhof AM. Dansk pædagogisk udviklingsbeskrivelse. Voksne med nedsat fysisk eller psykisk udviklingsbeskrivelse. København: Dansk Psykologisk Forlag 2014.
10. Thybo P. Neuropædagogik. Hjerne, liv og læring. København: Hans Reizels Forlag 2013.
11. Hougaard E. Psykoterapi. Teori og Forskning. Dansk Psykologisk Forlag 2019.
12. Luhmann N. Social Systems. Redwood City: Stanford University press California 1995.
13. Gabbard, G. Long-term psychodynamic psychotherapy. Washington, DC: American Psychiatric Publishing 2004.
14. O´Toole JC. Aspiens hemmelig bog om uskrevne sociale regler. En guide til teenagere med Aspergers syndrom. København: Frydenlund 2014.
15. Carswell A, McColl MA, Baptiste S, Law M, Polatajko H, Pollock N. The Canadian occupational performance measure: A research and clinical literature review. Canadian Journal of Occupational Therapy/Revue Canadienne D’Ergothérapie 2004;71(4):210-22. DOI: 10.1177/000841740407100406
16. Adler LA, Spencer T, Faraone, SV, et al. Validity of Pilot Adult ADHD Self Report Scale (ASRS) to rate adult ADHD symptoms. Ann Clin Psychiatry; 2006,(18):145-8.
17. McGann W, Werven G, Douglas MM. Social competence and head injury: A practical approach. Brain Injury;1997;11(9):621-28. DOI: 10.1080/026990597123179