Brug af metaforer letter samtalen om det svære

Er man som syg på en rejse, midt i en kampzone, oppe imod højere kræfter eller på dybt vand? Ordvalget og billedsproget betyder meget for, hvordan vi som mennesker forstår vores situation og handler i den, også når vi er syge. Det er ikke kun som patient, at man vælger ordene. Også sygeplejersker, læger, andre behandlere og pårørende er med til at sætte ord og billeder på, hvad der sker. Opmærksomhed på sprogets metaforer kan være en af nøglerne til en god samtale, og alle kan lære at lytte efter, undersøge og tale metaforer frem. 

Blandt de fleste, som arbejder med sygdom og sundhed, er der for tiden en stor interesse og opmærksomhed på den betydning, det har for alle parter, hvilke ord vi sætter på dét at være syg, både som sundhedsprofessionelle, patienter, pårørende og generelt i vores kultur. Antagelsen bag er, at den måde, vi mennesker tænker om noget, f.eks. sygdom, viser sig i vores sprog, og at vores sprog samtidig påvirker vores tænkning, følelser og handlinger og dem, vi møder.

Sundhedspersonalets ordvalg i samtaler med syge mennesker er altså langtfra ligegyldig, men har stor indflydelse på, hvordan disse mennesker kommer til at se sig selv og deres situation, hvordan de forholder sig, og hvad de oplever som muligt at gøre under sygdommen. 

Når vi f.eks. taler om sygdom som en rejse, kan denne metafor være meningsfuld for nogle. Rejsemetaforen gør, at de kan tænke på deres sygdom som noget, der på et tidspunkt er overstået, og at det, de selv skal gøre, er at holde ud og holde kurs mod destinationen, selv om der kommer bump og besværligheder undervejs. For andre kan rejsemetaforen være nedslående, fordi de oplever at være sendt på en ensom tur, de slet ikke har bedt om at komme ud på. Når vi taler om kræft, kommer vi let til at tale om sygdommen i militaristiske termer. Den er ond, den er snigende, den kan ligge på lur. For at slå de ondsindede kræftceller ihjel skal strålekanonerne bombardere og kemoterapi føre kemisk krigsførelse uden dog at dræbe patienten (1). Militærmetaforen kalder den indre kriger frem i os. Nogle gange er det godt, andre gange skidt.

Sproget og dets metaforer beskriver altså ikke bare. De er også skabende for, hvordan vi hver især forstår sygdommen og dens betydning for vores liv og selvforståelse. Metaforerne skaber samtidig en slags ramme for, hvordan patienten kan håndtere følgerne af sygdom for deres liv, for deres selvforståelse og hele syn på sig selv. Som regel bliver alle aspekter af livet berørt, når alvorlig sygdom rykker ind.

Hvidkitlede vidner og følgesvende

Som sundhedsprofessionelle bliver vi ofte en slags vidner eller følgesvende for mennesker med sygdom. Derfor kan deres samtaler med os have stor indflydelse på den selvfortælling, det selvbillede og de sygdomshistorier, som de kommer til at leve med, leve i og leve efter.

Sproget er derfor helt centralt for praksis. Det kan både fremme og stille sig i vejen, når vi prøver at skabe en god relation, som ruster patienten til at håndtere sin sygdom og gå ind i det samarbejde med os, som et sygdomsforløb kræver. 

Det fantastiske er, at den måde, vores patienter bruger sproget og især metaforerne på, giver sundhedsprofessionelle et praj og en ide om, hvordan de oplever det, de står i, og hvordan de forsøger at håndtere det. Det handler ikke bare om at lytte efter, hvad patienter og deres pårørende siger men også at finde ud af, hvilke logikker der ligger bag det sagte. 

Forskning peger på, at hvis sundhedspersonalet lytter til patienters sygdomsfortællinger og er opmærksomme på deres brug af metaforer, opnår man både bedre samtaler og bedre samarbejde om behandlingen, plejen, genoptræningen og i det hele taget håndteringen af livet med sygdommen (2). 

Tine, se Boks 1 side 63, bruger en meget stærk vejrmetafor i denne svære livssituation. Læg mærke til, at hun ikke kun bruger metaforen til at formidle og forstå det hele, men også til at få øje på, hvad hun lige nu gør for at klare det, hun og hendes mand står i, dvs. tage en meter ad gangen.

Boks 3. Dannelse af metaforer

Hvad er metaforer, og hvad gør de?

Ordet metafor er græsk og betyder ”overførsel”. Med metaforer overfører vi erfaring fra ét konkret område til et andet og mere abstrakt, f.eks. følelser, oplevelser, dilemmaer, avanceret viden, forskningsresultater, tekniske indretninger osv. Metaforer er ikke bare sproglig pynt. De skaber simpelthen en struktur for vores tænkning, opfattelse og handling, og vi bruger i gennemsnit seks metaforer i minuttet (4). Mange fænomener og forhold kan vi slet ikke dele med hinanden uden at bruge metaforer. Metaforerne hjælper os til at beskrive noget komplekst, f.eks. følelser, med billeder, vi kender og deler.
Et eksempel: Henrik benytter efter alvorlig sygdom denne metafor: ”Susanne var min klippe”. En klippe har positive egenskaber som ”robusthed”, ”bliver stående uanset hvad” og ”fast holdepunkt”. Ved at bruge klippemetaforen overfører Henrik disse positive egenskaber til Susanne for at beskrive, hvor meget hun hjalp ham. Helle bruger også en klippemetafor, men til noget helt andet: ”Sygdommen rejste sig bare foran mig, og jeg havde ikke energi til at kravle over klippen på det tidspunkt.” Her overfører Helle nogle helt andre egenskaber ved klipper til at beskrive sin oplevelse af sygdomsforløbet, se Boks 2.

Sådan danner vi metaforer

Metaforer bliver til gennem tre faser, der hører hjemme i hvert sit område:

1. Målområdet
   Det svære, vi vil udtrykke, f.eks. afmagt, vrede, sorg, tab eller svigt. 
2. Kildeområdet
   Det tema, vi dykker ned i for at finde en hjælpsom metafor, f.eks. krig, sport, landskaber, rejser, fugle, leg, dans, madlavning osv. Alle temaer kan bruges, så længe de er meningsfulde for afsender og modtager.
3. Citatområdet
   Den konkrete sætning, hvor vi bruger metaforen, f.eks.: ”Dialysen har sat mit liv på standby, og jeg ved ikke, hvornår jeg er klar til at trykke på play-knappen igen.” 

Se Boks 3

De metaforer, vi bruger til at beskrive et bestemt fænomen, har indflydelse på, hvordan vi oplever fænomenet, og hvad vi ser af muligheder. Det aspekt bliver særligt vigtigt under sygdom, fordi man som patient sjældent har overskud til at være opmærksom på det sprog, man bliver tilbudt, særligt af eksperterne men også af medierne og de øvrige omgivelser. I mødet med sygdom glider patienten let og umærkeligt ind i det tilbudte sproglige univers. Det giver de sundhedsprofessionelle en særlig magt og dermed ansvar for at holde øje med, hvilke ord og metaforer de og den syge bruger.

Sygdomsmetaforernes hitliste

På Lancaster Universitet har forskere med Elena Semino i spidsen påvist, at metaforer er helt afgørende for, hvordan mennesker håndterer deres selvbilleder og følelser under sygdom. De har studeret 1,5 millioner ord, som er blevet brugt af patienter, pårørende, sundhedspersonale, patientforeninger og i kampagner på sociale medier. Kampmetaforen er den mest populære. Den fungerer glimrende, når man skal indsamle penge, men den har en helt anden nedslående betydning for de personer, som er syge uden udsigt til at få det bedre. De har så at sige ”tabt kampen”.

Men der er forskel på, hvem der anvender hvilke metaforer hvornår. Adspurgt siger Christina Andersen (sygeplejerske, postdoc, Krop & Kræft, UCSF/Rigshospitalet), at sportsmetaforen nok er den mest anvendte hos dem. Det høres f.eks. i sygeplejerskernes og fysioterapeuternes udtryk som: ”at træningen kan give en følelsen af at komme på banen igen”, at en vis kropslig aktivitet ”ligger lige til højrebenet”, og at man ”kom helt i mål” eller måske ”skal hæve barren næste gang”, og på en dårlig dag kan man blive ”sendt til tælling”. I forbindelse med kemoterapi høres ofte bjergbestigermetaforen, siger hun. Der tales om ”ujævnheder og udfordringer i terrænet”, ”man kan tabe pusten”, og måske må man ”omlægge ruter” og “gå omveje« for at nå til tops.

Ifølge Semino bruger sundhedsprofessionelle generelt hyppigst kamp-, rejse- og begrænsningsmetaforer. Lægerne bruger oftere metaforer fra maskinernes og teknikkens verden, mens patienter udover kamp- og rejsemetaforer i høj grad anvender metaforer fra deres egen verden, dvs. metaforer hentet fra kildeområder, som de allerede er fortrolige med, kan se sig selv i og måske sætter pris på. Det kan f.eks. være en hobby eller en interesse, deres arbejde, hjem, have eller omgivelser. Dyre- og indespærringsmetaforer er også hyppigt anvendte, f.eks. ”jeg har det som en løve i et bur”, eller ”jeg føler mig spærret inde i en fremmed krop”.  

Derfor bliver det enkelte menneskes ordvalg og dermed fortællinger en meget vigtig del af det at finde sin helt egen måde at være syg på. Så når vi er samtalepartner for andre, er det vigtigste at lytte godt efter, hvilke ord, vendinger og billedsprog der kommer helt naturligt fra den anden. Det gælder om at lytte efter de små signalord i en sætning, som leder os på sporet af det metaforiske guld. ”Lyt, og der vokser eventyr ud af os alle,” siger forfatteren Svend Åge Madsen (4). 

Gode og dårlige metaforer

Ingen metaforer er uskyldige. Alle er ladet med mening, betydning, holdning og erfaring. Alle metaforer kan noget, og alle gør noget forskelligt for forskellige mennesker på forskellige tidspunkter og i forskellige situationer. Når metaforerne fungerer, kan de være oplysende, trøstende og styrkende. Når de ikke fungerer, kan de være forvirrende, nedslående og give en følelse af magtesløshed.

Kritikken af militærmetaforer for sygdom har været lang og intens, og vi må konstatere, at det, der hjælper den ene, skaber magtesløshed hos den anden. For nogle er kampmetaforen motiverende, for andre er den problematisk, specielt hvis man ikke får det bedre. At man taber kampen, kan ovenikøbet blive en personlig fiasko, hvis man kun har kampmetaforen at ty til. Er du ved livets ende, er det måske ikke en god metafor, da du i det billede dør, fordi du har tabt kampen, som der står i mange dødsannoncer. Som om det ikke var nok, at man skal dø. Interessant nok står der aldrig, at nogen har tabt kampen til skrumpelever eller blodprop.

Så selv om kampmetaforen kan have sin berettigelse i nogle situationer, bliver den et problem, hvis man er ude af stand til at skifte metafor, når metaforen ikke længere virker. En pårørende fortalte, hvor fortvivlet hun var over, at hendes mand var holdt op med at kæmpe. De kunne måske have haft glæde af at få hjælp til også at tale om forløbet ved hjælp af andre sprogbilleder.

I takt med at militær- og kampmetaforen er blevet kritiseret, er rejsemetaforen blevet promoveret. Den kan for nogle være mere hjælpsom, fordi den ikke har en indbygget fjende. Her er nogle af de meningsfulde billeder, som rejsemetaforen kan tilbyde mennesker, der lever med sygdom, se Boks 4.

Også rejsemetaforen kan for nogle mennesker og i nogle situationer have den modsatte virkning. Så er der kun ét at gøre: finde nye og hjælpsomme metaforer i et andet og mere meningsfuldt kildeområde.

Metaforer hentes i de kendte verdener

Det centrale er her, at vi mennesker bruger og har brug for forskellige metaforer på forskellige tidspunkter og i forskellige stadier, og at vi henter vores metaforer fra kildeområder, som vi kender, både som individer og som medlemmer af en familie og en kultur. Landbrug, fiskeri og fodbold er almindelige kildeområder for os danskere, mens vores sproglige ressourcer er mere begrænsede, når det kommer til ørkener, perlefiskeri og vilde bjerglandskaber. 

Som sundhedsprofessionelle kan vi øve vores samtalefærdigheder, så vi bliver gode til at følge de metaforer, som folk selv bruger. Vi kan også hjælpe dem ind i andre og nye kildeområder ved at spørge til, hvad de kan lide at lave, om de har dyrket en sport, plejer at gå i haven eller på legepladsen med børn eller børnebørn, eller om de strikker eller lystfisker. Det er ligegyldigt hvad, fordi enhver aktivitet udgør et kildeområde, som kan danne ramme om en brugbar tænkning, om nye meningsskabelser og dermed også nye håndteringsmuligheder. 

For mange patienter er det en lettelse at opdage, at der er flere mulige måder at tale om situationen på, fordi det trækker dem ud af en mulig selvfølgelig logik om, at ”det er sådan her, at det er”. Det skaber ofte større sammenhæng mellem sproget og den oplevede situation, at man f.eks. både kan ”kæmpe”, ”være til rotterne” og ”se lys for enden af tunnelen”, se Boks 5.

Lyt og spørg metaforerne frem

1. Lyt efter den andens metaforer
2. Lyt efter metaforer i det, der bliver sagt
   Metaforerne gemmer sig ofte i helt almindelige talemåder, så lyt efter billedlige udtryk og sammenlignende udtryk, f.eks. ”som om”, ”lige som” eller ”det kan minde om”.
   Vær opmærksom på, at metaforer kan skifte fra minut til minut og over tid, og at flere kildeområder ofte vil være aktive i den enkelte samtale.
   Gå et stykke vej med ind i det sprogunivers, metaforerne lukker op til. Undersøg videre derfra ved at spørge til koblingspunktet, f.eks. ”hvordan hænger det sammen med den situation, du står i lige nu?”
3. Tag pulsen på metaforernes brugbarhed
   Spørg den anden: Hvad synes du om at tale om tingene på den måde: Er det en god måde lige for tiden? Hold fast i midlertidigheden for det kan være, at det er anderledes lige om lidt eller om en uge. 
   Gå et lille stykke videre og sig afhængig af svaret enten: ”Når det er en god måde at tale om det på, er det så fordi ... ?” - og lad den anden fuldføre sætningen, f.eks. ”fordi det giver mig en fornemmelse af, at jeg selv kan gøre noget.” 
   ”Så når det er en dårlig måde, er det fordi…? ” - og lad den anden fuldføre sætningen, f.eks. ”fordi det sætter mig i en urimelig position, at jeg skal leve op til noget, jeg ikke kan.” 
   Spørg evt.: Hvad lyser metaforen på? Hvad skygger den for? 
4. Lyt efter dine egne metaforer
   Vær opmærksom på din egen brug af metaforer, imens du taler. Brug samme metode, som når du selv lytter efter den andens metaforer (pkt. 1 ovenfor). 
   Spørg dig selv: Hvilken effekt har dine metaforer? Hvilke følgeslutninger ligger der indlejret i dem? Hvilke normer ligger der eventuelt gemt i dem helt implicit? Lukker dine metaforer op til et sprogunivers, som I kan bevæge jer videre ind i?

Find og aktivér kildeområder

Hvis du allerede kender lidt til patientens liv og interesser, kan du nemt aktivere de kendte kildeområder. Er patienten ny for dig, kan du spørge direkte ind til dem. Det samme er nødvendigt, når et kildeområde ikke mere er hjælpsomt for patienten. 
Spørg ind til de verdener (kildeområder), som er kendte for den anden, f.eks.:

• Hvilke interesser har du?
• Hvad plejer du at lave i weekenden? 
• Hvordan bor du? 
• Dyrker du/har du dyrket en sport? 
• Hvad arbejder du/har du arbejdet med? 
• osv. 

Spørg: ”Hvordan taler I om tingene derhjemme?” Lyt efter metaforerne og de kildeområder, de stammer fra.

Aktivér et af kildeområderne ved f.eks. at spørge, hvad der er vigtigt i kildeområdet, hvilke udfordringer man kan møde, hvilke færdigheder det kræver, og hvordan den anden plejer at tackle udfordringerne. 

Overfør nu disse færdigheder fra kildeområdet til patientens situation med sygdom, se Boks 6.

Sammensæt jeres egen metafor-menu

Ud over at interessere sig for metaforbrugen i samtalen foreslår Elena Semino, at vi bruger vores kreativitet. Sundhedspersonale kan f.eks. tilbyde patienter ”metafor-menuer” med en samling citater, som er rige på sygdomsmetaforer. Så kan patienterne frit plukke fra metafor-citat-menuen, når de har brug for at tale om deres sygdom på nye måder. Ideen med citaterne er at give den enkelte nogle genkendelige metaforer at spejle sig i og bygge videre på: ”Nej, det der passer ikke med, hvordan jeg har det”, eller ”ja, det svarer nogenlunde til sådan, som jeg ser mig selv lige nu”.
Man kan med fordel gå videre med Seminos menukort-ide. Konkret kan man uanset speciale, sygdomsgruppe, patientgruppe, afdeling eller enhed etablere sin egen citatsamling, så citaterne kommer så tæt på patienternes virkelighed som muligt. Med menuen i hånden kan den enkelte patient krydse af, hvilke citater der giver mening for vedkommende og lige så vigtigt, hvilke der slet ikke gør. Og der kunne være andre veje at gå med metaforerne, f.eks. gennem musik, billedkunst og alle mulige andre kreative udtryksformer, se Boks 7 side 68.

Metaforen - et magisk skabelsesværktøj klar til brug

En risiko ved at have så stærkt et fokus på sprogbrugen kan være, at sygeplejersken tænker: ”Åh, jeg tør slet ikke bruge metaforer i mit arbejde mere, for tænk nu hvis de gør mere skade end gavn?”
Det er absolut ikke intentionen. Ønsket er det modsatte: At sygeplejersken sammen med de patienter og pårørende, som hun møder i sit arbejde, bruger metaforerne endnu mere bevidst og aktivt, end hun allerede gør. Vi kan aktivt bestræbe os på at bruge ordene, så de ikke fanger og indespærrer sygdomserfaringer i bestemte logikker og følgeslutninger, men i stedet skaber fleksibilitet i både tanker og i det, som er muligt at gøre. Metaforerne er på den måde intet mindre end en sproglig gave til samtalerne med patienterne og deres pårørende.