Fag & Forskning
Er uddannelse blevet målet og ikke midlet?
Nyuddannede sygeplejersker rammes ofte af praksischok. Måske skyldes det, at sygeplejerskeuddannelsen har mistet sit fokus på at uddanne dygtige kliniske sygeplejersker.
Fag & Forskning 2020 nr. 2, s. 75
Af:
Susanne Friis Søndergaard, ph.d., forskningssygeplejerske/underviser/ekstern lektor.
”Hvorfor bliver vi uddannet til dygtige studerende og ikke til dygtige sygeplejersker?”
Sådan spurgte en 6.-semester studerende mig efter undervisning. Og den studerende fortsatte:
”I mine sidste praktikker må jeg have ansvar for 2-3 patienter, men når jeg er uddannet, skal jeg have ansvaret for 5-6 patienter, det er jeg ikke klar til.”
En udtalelse, der er en refleksion værd.
Man kan spørge sig selv, om vi har mistet målet af syne for at sikre et godt uddannelsesforløb? Er uddannelse blevet målet og ikke midlet? Og er det en af årsagerne til, at overgangen fra studie til nyuddannet er svær for mange?
Et faktum er det i hvert fald, at der er stor opmærksomhed på det, der kaldes praksischokket i sygeplejerskeuddannelsen.
Faglige og videnskabelige artikler flyder over med beretninger om nyuddannede sygeplejerskers oplevelser af den første tid i job. Artiklerne beskriver uoverskuelige krav og ringe introduktion til nye opgaver, og de nyuddannede oplever sygemeldinger, travle kolleger og stressede ledere. En nyuddannet sygeplejerske siger: ”Jeg synes, det var rigtig svært at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle. Hvornår gør jeg det godt nok? Hvad, hvis jeg laver fejl, og hvad vil det sige at være sygeplejerske?”
Problemstillingen er også nået til Christiansborg, og i januar 2020 bevilligede regeringen 44 mio. kr. til initiativer, der kan styrke overgange mellem studie- og praktikperioder på sygeplejerskeuddannelsen.
Som undervisere på grunduddannelsen er vi optaget af at tilbyde studieaktiviteter, som kan understøtte de studerendes læring. Fra første dag tilrettelægger vi tematiske undervisningsforløb, vi koordinerer semestre og klinikker, tilbyder undervisning i studieteknik og ekstra-curriculære aktiviteter. I uddannelsen bliver New Public Management-metoder (NPM) anvendt til kvalitetssikring og -kontrol. Som dokumentation bliver der udarbejdet kvalitetsrapporter, der indeholder benchmarking mellem uddannelsesstederne, hvor semesterevalueringer og sammenligninger over frafald, antal af omprøver og karaktergennemsnit bliver synlige.
Disse aktiviteter peger i retning af, at undervisning, sammenhænge og kvalitetskontrol er blevet et mål i sig selv. Det kan måske også påvirke de studerende til at betragte studieaktiviteter som et middel til at få en god karakter til eksamen. Så bliver det målet, og målet med at blive en dygtig sygeplejerske tabes af syne.
Undersøgelser af effekten af NPM-tankegangen på forskellige uddannelsesområder viser, at hvis man kun søger viden for at få en god karakter, vil målene hele tiden fortone sig i behovet for konstant anerkendelse og et højt karaktergennemsnit. Det kan påvirke arbejdsglæden og give stresslignende symptomer hos studerende og medarbejdere.
Min konklusion er derfor, at den studerende har en pointe.
Jeg synes, at en konsekvens af denne pointe må være at gentænke uddannelsen med fokus på målet, som skal være dygtige kliniske sygeplejersker med tiltro til egne kompetencer. Det kunne gøres gennem midlet: at indføre en obligatorisk, klinisk basisuddannelse som tillæg til 3½ års bacheloruddannelse.
