Fag & Forskning
Et overset symptom
Fatigue. Et litteraturstudie af patienter diagnosticeret med én af fem kroniske sygdomme viste, at de var plaget af vedvarende, overvældende træthed, manglende energi og fysisk svækkelse, som forværres over tid.
Fag & Forskning 2020 nr. 3, s. 16
Af:
Preben Ulrich Pedersen, professor, ph.d.
Introduktion
Fatigue er et symptom, der ses ved mange sygdomme. Symptomet kan optræde ved diagnosticeringen af sygdommen, men ses også mange måneder før, en diagnose stilles. Det er et symptom, der påvirker patienternes liv markant. Fatigue er rapporteret ved en lang række lidelser. Der er tidligere udarbejdet en syntese af kræftpatienters erfaringer med fatigue, men der foreligger nu en sammenligning af patienternes erfaringer på tværs af kroniske lidelser. Sammenligning af symptomer hos patienter med en række kroniske lidelser kan være med til at kaste lys over ligheder og forskelle på tværs af diagnoser.
Formål
At opnå en større forståelse for patienternes erfaringer med fatigue med henblik på at forstå bagvedliggende mekanismer for fatigue og dermed kunne understøtte udvikling af mulige interventioner, der kan reducere fatigue og forbedre patienternes livskvalitet.
Metode
Systematisk litteraturgennemgang og metasyntese af kvalitativ litteratur. Der blev foretaget en systematisk litteratursøgning i databaserne Embase, PubMed, og CINAHL. Der blev identificeret 34 studier, hvori patienterne beskriver deres erfaringer med fatigue. Fundene i disse studier er syntetiseret. Patienterne skulle være diagnosticeret med mindst én af fem kroniske sygdomme: Hjertesvigt, multiple sklerose, reumatoid artritis, kronisk nyresygdom eller kronisk obstruktiv lungelidelse. Patienter med infektions- eller kræftsygdomme blev ikke medtaget i metasyntesen. Der blev i alt identificeret 34 egnede studier.
Resultater
På tværs af de kroniske lidelser beskriver patienterne fatigue som vedvarende, overvældende træthed, de mangler energi og er plaget af fysisk svækkelse, som forværres over tid. Fire temaer blev identificeret: “Batterierne bliver tømt”, “Et dårligt liv”, ”Associerede symptomer (f.eks. søvnbesvær, koncentrationsproblemer, depression)” og “Misforstået af andre” med frygt for ikke at blive troet, taget alvorligt og blive betegnet som værende ”negativ”.
Konklusion
Patienterne rapporterede, at fatigue resulterede i alvorlig mangel på energi, hvilket havde en negativ indflydelse på deres liv og kunne medføre, at patienterne kommer ind i en ond cirkel med fatigue, der øger andre symptomer, som igen øger fatigue. Forfatterne peger desuden på, at der mangler forståelse for og anerkendelse af fatigue som en alvorlig udfordring for patienterne.
Vurdering og håndtering af fatigue bør være et indsatsområde, da det har stor betydning for patienternes fysiske, psykiske og sociale sundhed.
Kommentar
Denne metasyntese giver et godt billede af patienternes erfaringer med fatigue og vil være et godt udgangspunkt for at drøfte, hvilke sygeplejeinterventioner, der kan anvendes i praksis mhp. at identificere og afhjælpe konsekvenser af fatigue.
Af Preben Ulrich Pedersen, professor, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Klinisk Institut, Aalborg Universitet.