Fag & Forskning
Højdosis B1-vitamin kan modvirke kronisk træthed hos patienter med inflammatorisk tarmsygdom
Vitamintilskud. Kronisk træthed, også kaldet fatique, er et udbredt problem hos patienter med Morbus Crohn og Colitis Ulcerosa. Et randomiseret, dobbeltblindet, crossover design anviser en ny behandling.
Fag & Forskning 2021 nr. 1, s. 23
Af:
Sasja Jul Håkonsen, sygeplejerske, cand.cur., ph.d.
Introduktion. Et forskerhold fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har i et randomiseret klinisk kontrolleret studie påvist en effekt af fire ugers behandling med højdosis B1-vitamin på svær kronisk træthed hos patienter med inflammatorisk tarmsygdom.
Kronisk træthed, også kaldet fatique, er et udbredt problem hos patienter med inflammatorisk tarmsygdom. 15 - 54 pct. af patienter med inflammatorisk sygdom i rolig fase oplever den altopslugende kropslige og mentale træthed, som er væsentligt voldsommere end almindelig træthed og påvirker livskvaliteten betydeligt.
Metode. Studiet inkluderede 40 patienter med inflammatoriske tarmsygdom i rolig fase og med svær træthed i mere end seks måneder. Halvdelen af de inkluderede patienter havde Morbus Crohn og den anden halvdel Colitis Ulcerosa, og der var ingen oplagte forklaringer på deres træthed.
Til at undersøge effekten af B1-vitamin på fatique anvendte studiet et randomiseret, dobbeltblindet, crossover-design. Det vil sige, at deltagerne ved lodtrækning blev inddelt i to grupper, at de ikke vidste, hvornår de fik B1-vitamin, samt at de agerede egen kontrolgruppe.
Gruppe 1 fik B1-vitamintabletter i fire uger, mens gruppe 2 startede med placebotabletter. Efter fire ugers pause fik deltagerne den modsatte behandling i fire uger.
Målet for studiet var at reducere deltagernes selvrapporterede træthed efter fire ugers behandling med B1-vitamin, som blev målt på IBD-F (Inflammatory Bowel Disease-Fatique Questionnaire). Skalaen er valideret i en dansk kontekst, og desto højere score desto større grad af fatique og/eller påvirkning af fatique.
Resultat. Effekten af behandling med B1-vitamin var ikke kun statistisk signifikant, men i den grad også klinisk signifikant når den blev sammenlignet med placebo.
Resultatet var en gennemsnitlig reduktion på 4,5 point på IBD-F-skalaen, og i alt 45 pct. af deltagerne opnåede et normalt træthedsniveau efter fire ugers behandling med B1-vitamin.
Diskussion. Bager et al. står igen bag et banebrydende arbejde, denne gang med et studie med stort potentiale for patienter med inflammatorisk sygdom og svær kronisk træthed. Ikke blot er der tale om en behandling med ganske få eller ingen bivirkninger, men der er også tale om en behandling, som har stor betydning for denne gruppe patienters livskvalitet og dagligdag og er et værdifuldt bidrag til behandlingen af både denne gruppe og evt. andre lignende gruppers fatique.
Af Sasja Jul Håkonsen, sygeplejerske, cand.cur., ph.d., Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprograms Videncenter – Ressourcer & Innovation