Det omsorgssteriliserede begrebsapparat i psykiatrien

Klokken er 08:00 en kold novembermorgen, da jeg sjosker ned til Preben på stue 12 på den åbne psykiatriske afdeling. Jeg er ny, jeg er studerende, og jeg har ingen ide om, hvad psykiatri gar ud på.

Sådan er der mange, der starter. Enkelte af dem ser vi aldrig igen, nogle bliver hængende resten af livet. Her skriver jeg ikke om patienterne men om vores sygeplejestuderende, som dukker op i praktik og smutter igen.

Kaffemaskinen bobler og sprutter, Preben ligger i sin seng og har ondt i maven. Det er den tid pa året, hvor man let fanger sig en maveforkolelse, som det vel hedder i folkemunde. Preben er skidt tilpas og ma lobe. Jeg har forste dag som studerende, og jeg har lige været nede for at hilse på ham, for jeg er dagens kontaktperson. Det første af et utal af underlige begreber  - kontaktperson.

Der er eftermiddagskonference og patientgennemgang, min vejleder skal nok tage sig af Preben, og jeg har fodret ham med information om Prebens somatiske tilstand: Form, farve og lugt. Jo, man er vel sygeplejestuderende.

Min vejleder rømmer sig: ”Ja, og så er der jo Preben nede på stue 12, som er indlagt pga. … .” Min vejleder fremlægger sygehistorien og slutter med at bemærke: ”Ja, Preben siger, at han har angiveligt siddet på toilettet hele natten med diarre, men oh, måske er det lige sa meget fordi, han langt om længe er ved at give lidt slip pa sig selv ... ”

Jeg smiler ved den ide, men jeg er den eneste i lokalet, som synes, at den bemærkning er sjov og helt ved siden af. Det er ikke Prebens situation, der er sjov, tro mig, men personalets de- og rekontekstualisering af en helt almindelig somatisk erfaring på en psykiatrisk afdeling.

Når vi mennesker nedtømmer et psykologiseret og omsorgssteriliseret begrebsapparat over et menneske i krise uden hensyntagen til det absurde i vores tolkning og tilgang, gør vi lige så meget overgreb på mennesket, vi har med at gøre, som når vi spænder folk fast med et bælte. Det ene beskytter patienten mod at gøre skade på sig selv, det andet beskytter måske personalet mod det, vi til tider dårligt kan forstå.

I en simpel erkendelse af vores erfaringsmæssige adskilthed må den nye sygeplejestuderende ligesom den gamle garvede vove sig frem. Relationen: Den ikke-evidensbaserede del af sygeplejen bliver altafgørende for, hvordan hvad kommer til at ske i et hvilket som helst mode i det danske sundhedsvæsen. Terapeutisk tilgang, erfaring, intuition? Klar, parat, start!

De første ti minutter er altafgørende for den tone, resten af interaktionen mellem de to mennesker, hvoraf kun den ene reelt har sin lidelse på dagsordenen, kommer til at have. Klokken er 08:00 en kølig forårsmorgen, da jeg sjosker ned til Preben på den retspsykiatriske afdeling. Jeg er ny, jeg er professor, og jeg har ingen ide om ...