Fra forfald til frafald

Jeg lytter til den unge læge, som er forbavset over, hvor mange patienter der lever uden kontakt med deres familie.

"Jeg spørger patienten, hvem han kan tale med om sin kræftdiagnose," fortæller lægen:

"Min far? Nej, ham ser jeg én gang om året. Min mor … næh, hun forstår ingenting. Min bror? Ham har jeg ikke set i tre år," lyder patientens svar, og der er flere som ham.

Et andet billede stammer fra et nærliggende supermarked. Pebermynte-Emilie på tre år køber ind sammen med mor. Hun hviner af glæde og peger. "Mor, jeg har fundet den mælk, du bedst kan lide," siger hun og peger på en liter havremælk.

Der er mere fokus på kost og krop end på familie, bliver den hurtige og sikkert uretfærdige slutning.

Lysbilleder og fotoalbum med fælles minder er for længst erstattet af Facebook og Instagram. Her er den redigerede, glatte og smukke virkelighed en fornøjelse for rigtig mange. Og hvis kroppen ikke passer ind, ordnes og tilpasses den med programmer, der bringer dyreverdenen tæt på. Læber ligner sugemallens, taljer ligner hvepsens, og ben ligner giraffens.

Hvis programmerne ikke rækker, er der plastikkirurgien. Ikke som i plasticpose, men med tryk på stik.

Kropsfikseringen har en pris. Og måske er en del af den, at sygeplejestuderende eller næsten-sygeplejersker ikke kan holde de uperfekte kroppe ud, for de har ikke har set dem før. De lidende, gamle kroppe i forfald. Sygdom og død. Udskillelser, der fremkalder rynken på næsen, et sprog, der ikke rækker langt, en hud, der er tør og sprækker, blå mærker og tyndt hår.

Er det virkelig det, sygeplejen drejer sig om, spørger den studerende måske sig selv.

Hvis uddannelsen har budt på sygepleje og ansvar for højst to patienter, er det ikke mærkeligt, at otte eller ti patienter, som ikke ligner den verden og den boble, man kommer fra, kan skræmme en ellers motiveret person over i bunken med "frafald".

For at ansætte de personer, som gerne vil hjælpe andre mennesker, have mange jobmuligheder og derfor bliver sygeplejersker, kunne man tidligere se afdelinger og kommuner søge en robust sygeplejerske, altså en person som ikke så nemt bliver væltet omkuld. Men ordet robust blev lagt for had. Det er vel i orden at være følsom og måske endda sart, det skal arbejdsmiljøet kunne bære.

Men er det nu så galt at være robust? Næh, det er det ikke. Man skal kunne tåle mødet med de grimme sider af livet. Mennesker, som ikke er på toppen. Lugte, død og afsked. Men mødet kan være skrækindjagende, hvis livet kun har budt på redigerede kroppe, hvide tænder og en familie, som i al stilhed har sorteret de ældste fra til påskefrokosten og de varme hveder.

Jeg vil gerne slå et slag for, at den snævre, velkendte boble bliver punkteret, og gamle inkluderes i familien, så aldring og almindeligt forfald ikke overrasker med en styrke, der får studerende til at vende om på hælen godt inde i sygeplejestudiet.

Jeg vover at sige, at der er brug for robuste studerende.