Fag & Forskning
Familiehuset som en tryg oase
Familie. En interviewundersøgelse viser, at Trygfondens Familiehus (TFH) blev oplevet som et sted, hvor familien kunne trække vejret frit.
Fag & Forskning 2021 nr. 3, s. 37
Af:
Helle Svenningsen, sygeplejerske, MKS, ph.d.
Introduktion: Når et barn indlægges med en kronisk, alvorlig eller livstruende sygdom, medfører det en stresssituation for hele familien, da den normale hverdag forstyrres. Ofte er det kun muligt for en af forældrene at være medindlagt på børneafdelingen. Familiemedlemmer eller venner tager ofte hånd om raske søskende hjemme, og de kan opleve intense følelser og udækkede behov. Adskillelsen kan også have en negativ effekt på det indlagte barn, fordi en længere indlæggelse kan påvirke barnets trivsel.
Formålet med denne undersøgelse var at få viden om familiers oplevelser, mens de opholdt sig i Trygfondens Familiehus (TFH) under deres barns indlæggelse på Aarhus Universitetshospital.
Metode: Denne kvalitative interviewundersøgelse udforskede 15 familiers oplevelser af hverdag i TFH ved hjælp af semistrukturerede interviews med i alt 33 familiemedlemmer. De havde opholdt sig mindst fem døgn eller ad flere omgange i TFH i marts eller august 2017. De indlagte børn var mindst fem år ligesom søskende, der deltog, og interviewene blev fortaget maksimalt en måned efter, at barnet var udskrevet. Data blev analyseret ud fra Kvale og Brinkmanns hermeneutiske tekstfortolkning og meningskondensering.
Resultater: Familierne oplevede TFH som et hjem eller en oase, hvor de kunne bo sammen som familie. TFH tilbød et stille og fredeligt miljø med plads til familieliv og leg. Samlet set gav dette familierne en følelse af samvær til trods for forskelligheder mellem familierne.
Diskussion: TFH er kendetegnet ved fravær af aktivitetseffektivitet, og forfatterne tror, at dette måske er en af grundene til, at familierne oplevede ro og fred fra det øjeblik, de kom ind i TFH, hvilket kan give energi til at interagere med de andre familier i huset. Desuden peger forfatterne på, at TFH er designet ud fra tankerne om helende arkitektur, hvilket formentlig også kan påvirke resultaterne.
Konsekvenser for praksis: Forfatterne mener, at indlagte børn har brug for sikre steder, hvor ingen behandling finder sted, og at familiehuse derfor bør forblive behandlingsfri.
Kommentar: Førsteforfatteren har modtaget økonomisk støtte fra Trygfonden, som dog ikke har haft indflydelse på resultater eller artikel. Der er plads til 22 familier i TFH. Ved Rigshospitalet kan Ronald McDonald House have 12 familier boende ad gangen.
Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d., Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College, Aarhus.