"Trygheden er en vigtig del af det her. Det giver så meget mening"

Vi er kørt fra Aarhus Universitetshospital til en lav rødstensbygning nogle få kilometer derfra. "Akutteamet” står der på et skilt. Vi går indenfor, og der er et lederkontor og et mødelokale, hvor der også kan spises frokost. Og så er der noget, der nærmest minder om et sekretariat - hjertet i bygningen.

Her sidder der netop nu fire sygeplejersker. De er kommunalt ansatte undtagen en enkelt, som er ansat under regionen på Aarhus Universitetshospitalet.

Men de er kolleger, og de snakker ind over bordene om de patienter, det hele handler om. Lene Brock Jakobsen hedder den hospitalsansatte lungesygeplejerske, og hun har netop nu en patient i telefonen.

”Skal vi komme ud til dig?”

”Jeg har det så skidt,” siger patienten med svag stemme, mens hun hiver efter vejret. Patienten har svær KOL. Lene Brock Jakobsen har tastet hende frem på skærmen og har alle oplysninger der.

”Du har svært ved at trække vejret, kan jeg høre. Er det åndenøden, der er værst?”

Det er det. Lene Brock Jakobsen spørger ind til, om patienten har mere slim, og om det har en anden farve. Patienten gentager, at hun har svært ved at få luft.

”Sådan er det nogle dage for dig. Det ved du godt. Det kan være forskelligt fra dag til dag. Vil du gerne, at vi kommer ud til dig?”

De snakker lidt om det. Lene Brock Jakobsen spørger mere ind til situationen. Hun beroliger patienten. Hun kender hende, og patienten kender Lene. Patienten mener måske ikke, det er så nødvendigt, at de kommer. Eller måske…

”Vi kan jo ringes ved lidt senere og se, om det er bedre. Skal vi sige det?” 

Det er tydeligt, at patienten er blevet mere tryg i løbet af samtalen. Hun lyder ikke bange mere. De runder af. 

”Du ved, at du kan ringe når som helst,” siger Lene Brock Jakobsen. 

Det er ofte nok. Trygheden. At får bekræftet, at hjælpen kun er nogle tryk på tasterne væk. 

Patienten skal tage ansvar

Vi går ind i mødelokalet. Telefonerne er stillet om, så det nu er kollegerne fra Akutteamet, der tager den. Det er sidst på formiddagen. Lene Brock Jakobsen har foreløbig haft fem telefonsamtaler med KOL-patienter i dag. Hun har ikke været ude i et hjem, men det skal hun senere på dagen. 

”Vi vil gerne følge patienterne tæt. Hvis vi ikke var her, ville de måske ved en forværring vente med at ringe så længe, at en indlæggelse var nødvendigt. Det er meget forskelligt, hvad der kan klares med en snak i telefonen, og hvornår vi tager ud. Det vigtige for os er at engagere patienten i sin egen situation. At de tager ansvar og er opmærksomme på symptomer, så vi sammen kan vurdere, hvad der skal ske. Om de gerne vil have et besøg og hjælp i hjemmet. Nogle gange får de det bedre ved blot at vide, at der kommer nogen senere på dagen,” siger Lene Brock Jakobsen.

Hun ser ud gennem vinduet, hvor en bil svinger ind på parkeringspladsen. 

”Nå, nu kommer Marianne. Hun har været ude hos en patient,” siger hun. 

Marianne Pedersen er ligeledes regionsansat og er ansat på halv tid i lungeteamet. Samarbejdet på tværs af region og kommune betyder meget, netop fordi de sidder sammen. Sygeplejerskerne i Akutteamet er blevet særligt rustet til at tage sig af lungepatienter, og i vagttiden, det vil sige aften, nat og weekend, er det dem, der rykker ud eller tager snakken i telefonen. 

De kan også afløse, f.eks. når Lene Brock Jakobsen om mandagen gennemgår patienternes AmbuFlex-skemaer, hvor patienter indrapporterer symptomer og målinger af f.eks. iltmætningen i blodet.

Svarene i AmbuFlex kategoriseres ud fra en grøn, gul eller rød algoritme, hvor det ved rød ofte er nødvendigt med et besøg i hjemmet. 

Behandling i hjemmet

Ude hos patienten kan der måles værdier, gives antibiotika, også intravenøst, gives medicinsk behandling eller ilt- og CPAP-behandling. Skal ny behandling eller måske indlæggelse anbefales, tages kontakt til den lungelæge på Aarhus Universitetshospital, som er tilknyttet projektet. Lægen rykker ikke selv ud, det er kommunikationen mellem sygeplejerske og læge, der er afgørende.

Patientens egen læge får besked, når noget sættes i værk. 

”Samarbejdet på tværs af sektorerne foregår helt naturligt. Vi kan ikke over skærmen gå ind i hinandens systemer, og den praktiserende læge har et helt tredje system. Men vi kan tale sammen ind over bordet, og jeg kan f.eks. ringe til hjemmehjælpen eller omvendt,” siger Lene.

Det kan være i forbindelse med en udskrivning, hvor hun gennem sit kendskab til patienten ved, hvordan forholdene er. 

”Det kan være, at jeg ved, at noget skal aftales med hjemmehjælpen først. Patienten siger måske, at han eller hun selv kan sørge for at få ilt, men jeg ved, at det ikke er tilfældet. Eller en patient siger, at det med medicinen ikke er noget problem og ikke kræver hjælp. Men jeg ved, at når vedkommende kommer hjem, pakkes det bare væk i en taske,” siger Lene Brock Jakobsen.

Det handler om tryghed

Hun kender patienterne, kommer i deres hjem, kan spotte, når noget måske kræver en indsats fra kommunens side. Og patienten er tryg ved hende og de andre i det udgående lungeteam, kender deres stemme i telefonen, har mødt dem og har den hurtige og direkte kontakt. 

”Det her handler ikke kun om færre indlæggelser. Det handler også om tryghed. Man bliver jo bange, når man ikke kan trække vejret. Og selvfølgelig vil de helst blive hjemme og behandles der, når det er muligt. Og det er det ofte, når der reageres i tide. Derfor er deres egen involvering vigtig. De skal sammen med os læse symptomerne: Er dette en forværring, eller skyldes min tilstand i dag den variation, der altid kan være fra dag til dag?”

Nu går Lene så ind på sin plads hos kollegerne. Marianne Petersen er også i gang med headsettet på. Akutteamets sygeplejersker har deres at se til lige nu med deres mange forskellige opgaver. Det er tværsektorielt samarbejde til gavn for patienterne. Her er der kun en halv meter mellem kommune og region. 

”Det giver så meget mening at arbejde på den måde her,” siger Lene Brock Jakobsen. 

Læs også

Tidlig indsats kan forebygge indlæggelse