Du har nu 3 muligheder ...

Følger efter en fraktur i albuen medfører, at ortopædkirurgen sender mig venligt videre til eksperter på et andet hospital. I indkaldelse står der, at jeg skal til røntgen. Men da jeg i forvejen både har fået foretaget røntgen og MR-scanning, forekommer det mig meningsløst. Jeg tænker, at det må være en “rutinefejl”. Jeg griber optimistisk telefonen:

” … Velkommen til ortopædkirurgisk ambulatorium. Du får nu tre valgmuligheder. Lyt venligst alle muligheder igennem, så du ikke skal omstilles. Tast 1, hvis henvendelsen drejer sig om hænder, fødder og skulder. Tast 2, hvis det drejer sig om hofter, knæ eller sår. Tast 3 for operation. Lyt igen, tast 4.”

For en sikkerheds skyld vælger jeg ”lyt igen”, hvis jeg nu ikke havde opfanget, i hvilken kategori albuen var placeret. Beslutter mig for at vælge ’1’ – kategorien med hænder, fødder og skulder er trods alt anatomisk tættere på end hofter, knæ eller sår, og operation står endnu ikke for døren. 

Efter et par minutter i telefonkøen kommer jeg igennem til lægesekretæren, som jeg forklarer mit ærinde. ”Ja, det er ikke her – vi tager kun henvendelser omkring hænder, føder og skulder.”

Jeg udbryder ”Ej, det er da helt gakkelak, når nu I gerne vil undgå omstilling, at albue ikke er i en kategori?” ”Ja, siger lægesekretæren – men det er ikke lige sådan at ændre, men du får lige telefonnummeret her.”

Herefter starter et omstillingscirkus, hvor jeg forgæves prøver at argumentere for fornuftigt brug af sundhedsvæsenets midler: ”Vil lægerne mon indledningsvis se på min meget velbeskrevede sag og herefter tage stilling til, om det overhovedet er nødvendigt at komme?” ”Nej, for afdelingen får ikke nogen penge, før du fysisk har været på afdelingen … et røntgenbillede er ikke bare et røntgenbillede, vi er jo landets fremmeste eksperter, og lægerne her kan se noget, ingen andre kan … Nå, men skal jeg så skrive her til lægen, at du ikke er interesseret i at få foretaget et røntgenbillede?” ... ”Øh ja,” siger jeg forundret over nu at være blevet forvandlet til den ”besværlige patient”, som ikke vil gøre som anbefalet.

Bare tanken giver mig nakkestivhed, for hvem har lyst til at være på tværs? Indrømmet – nakkestivheden kan til tider også forvandles til trodsighed. Som nu i min app ’Medicinkortet’, hvor der altid kommer en stor rød advarsel med et udråbstegn: ”Du er registeret ”indlagt”, hvilket betyder, at dit medicinkort ikke nødvendigvis bliver opdateret, f.eks. fordi du er indlagt til behandling på et sygehus.”

Her satser jeg efterhånden på at få rekorden i Danmarks længste indlæggelse. Sidst, jeg var indlagt på pågældende afdeling, var nemlig i 2015. Jeg har frem til 2017 ringet tre gange til afdelingen, som hver gang lover at få mig registreret korrekt. Jeg har skrevet til Sundhedsdatastyrelsen, som henviser til afdelingen ... lige meget hjælper det … 

Jeg elsker digitalisering, som hjælper og gør tilværelsen nemmere. Nogle gange kunne man godt ønske sig tilbage til håndholdte og analoge former eller en universel hotline med et fornuftigt menneske i den anden ende, som tager hånd om problemet. Måske vi endda skulle oprette et "digitaliseringspoliti", der har ret til at nedlægge veto over systemer, som er gakkelak.