"Forskende sygeplejersker skal være stolte af deres baggrund"

I Danmark er sygeplejersker blandt de fagprofessionelle, befolkningen har allerstørst tillid til. Alligevel er sygepleje som fag hverken så prestigefyldt eller attraktivt, som det var, da jeg var ung.

Årsagerne er mangfoldige: voksende tidspres, nedprioritering af omsorg, manglende ligestilling, vakante stillinger og fald i tilslutning til uddannelsen generelt. Hertil kommer, at sygeplejersker, som videreuddanner sig, risikerer at blive omtalt som 'kolde hænder' eller 'privattøjs-sygeplejersker' både fra egne rækker og fra andre faggrupper, der mister privilegier, stillinger eller endda fondsmidler, selvom det sidste er sjældent.

Inden for forskermiljøerne er det velkendt, at fokuserede faglige styrkepositioner er nødvendige, hvis forskning skal op på et højt niveau. Alligevel skydes forskere i sygepleje ofte i skoene, at de ikke er tværfaglige nok, at de ikke sikrer, at alle sektorer er involveret, eller at de ikke har det rigtige forskningsdesign. Disse forskere forventes at være akademiske blæksprutter, som tager hensyn til alle mulige modsatrettede interesser. Dette på trods af at de meget sjældent reelt inviteres ind i tværfaglige forskningssamarbejder som andet end støttefunktioner til andre faggrupper. Det er måske også årsagen til, at nogle af de forskende sygeplejersker præsenterer sig som 'oprindeligt uddannet sygeplejerske', hvis de overhovedet nævner, at de har sygeplejefaglig uddannelse. Alene inden for den sidste måned har jeg tre gange mødt sygeplejersker, som har præsenteret sig som akademikere (sociolog, antropolog, folkesundhedsvidenskab), og som alle undlod at nævne deres sygeplejerskebaggrund.

Adspurgt, om de ikke også var sygeplejersker, udtalte de, at det havde de været, men det var de ikke længere, nu er de undervisere, forskere eller forebyggelseseksperter. Den ene, der underviste kommende sygeplejersker, fortalte dog de studerende om sin baggrund i undervisningen, da det jo gav 'street credibility”' Den anden brugte sin baggrund i sit arbejde med udsatte patientgrupper, mens den tredje kæmpede for at blive betragtet som forsker på lige fod med sine kolleger og helst undgik at fortælle, at hun 'oprindeligt' var uddannet sygeplejerske.

Sagen er, at ingen af de beskrevne forskere kan udføre deres funktioner uden den baggrund, de står på. Det signal, de bevidst eller ubevidst sender til nuværende eller kommende kolleger, er, at man skal skynde sig væk fra rollen som sygeplejerske så hurtigt som muligt, hvis man skal oparbejde en smule respekt som forsker.

Set fra mit perspektiv er der nu om muligt endnu større behov for tydelige sygeplejersker på alle poster i sundhedsvæsnet, hvor mennesker har behov for omsorg. Der drejer sig om den direkte, vejledende, ledende og forskende sygepleje, og det skal vi være stolte af, alle sammen.