"I dag er det langt mere synligt, hvor lidt vores patienter spiser"

“Vil du op at sidde, Folmer?”

Det er tidlig eftermiddag på sengeafsnittet for Infektionssygdomme på Gentofte Hospital, og Folmer på 95 år er lige vågnet fra sin middagslur. 

Sygeplejerske Mia Kiær Hertzum tager fjernbetjeningen, rejser sengegærdet op, tager den tablet, der hænger på væggen, og sætter sig på kanten af sengen ved siden af Folmer. 

“Vi skal lige kigge på den her tablet i forhold til, hvad du fik at spise til frokost,” siger Mia Kiær Hertzum og lægger tabletten på det lille sengebord foran dem begge. Folmer følger nysgerrigt med, mens Mia Kiær Hertzum trykker på skærmen.

“Vi kan se, du har fået suppe. Spiste du alt den?” Folmer nikker. “Så var der en proteindrik med solbær. Kunne du lide den?” Folmer nikker igen. “Dem kan jeg rigtig godt lide,” bedyrer han. 

Mia Kiær Hertzum kaster et blik på frugtskålen, der står på sengebordet. “Du har lidt tilbage af frugten, kan jeg se?” 

“Jeg lider en del af mundtørhed, og frugten gør det værre,” forklarer Folmer. 

“Vi må lige se, hvad der kan fungere i stedet for,” siger Mia Kiær Hertzum, som vipper tabletten op mod Folmer, så lyset fra vinduet ikke gør, at skærmen er svær at se. 

På skærmen er et søjlediagram, der viser, at Folmer har nået ernæringsmålet for frokostmåltidet.

“Du er over 75 procent på energi og protein. Rigtig flot. Så er vi glade og tilfredse,” siger Mia Kiær Hertzum. 

Øje på gråzonepatienterne

Det er andet år i træk, at personalet benytter sig af ernæringsapp’en Food’n’Go samt en medinddragende indsats, hvor patienten i høj grad har indflydelse på, hvad og hvor meget mad de spiser. 

Lige nu er der 17 patienter indlagt, hvor langt de fleste er i ernæringsmæssig risiko. Men til forskel for et par år siden er det sygeplejerske Mia Kiær Hertzums oplevelse, at hun i langt højere grad får øje på de patienter, hun kalder 'gråzonepatienterne': Dem, der burde få en ernæringsindsats, men som går under radaren. 

“Vi har altid haft ernæringsscreeninger, og det har også altid været nemt at se, at patienter, som vejer 20-30 kilo, skal have en indsats. Udfordringen har været at spotte de patienter, som måske ligefrem er normalvægtige, men som ikke spiser. De er i risiko for at blive tabt i det andet system,” pointerer Mia Kiær Hertzum. 

“Det bliver de ikke nu. I dag er det langt mere synligt, hvor lidt de spiser, fordi vi kostregistrerer alt, og søjlediagrammerne gør det hele meget visuelt,” forklarer Mia Kiær Hertzum, som klart foretrækker den digitale kostregistrering frem for den manuelle på papir. 

“Papiret gør det svært at gennemskue, hvor langt vi ernæringsmæssigt er med den enkelte patient. Med app’en er det nemt at se, at selvom en patient spiser tre salater, så har de ikke nået deres behov,” fortæller Mia Kiær Hertzum, som fremhæver den medinddragende indsats. 

“App’en gør en forskel, men jeg synes også, vi er blevet bedre til at lytte til patienterne. Vi spørger langt mere ind til ønsker og behov, og fordi vi fanger gråzonepatienterne i dag, så taler vi langt mere med alle patienterne, og ikke kun med dem, der meget tydeligt er i en seriøs risiko,” pointerer Mia Kiær Hertzum.

En eksemplarisk patient

“Spring al smørrebrød over. Dyrlægens Natmad. Kartoffelmad. Nej tak.”

Folmer er i gang med at bestille mad til aftensmaden. Der er flere måltider, han synes, ser indbydende ud, men han har også udfordringer med sine smagsløg. Tingene smager ikke af det, de plejer, forklarer han. 

“Hvad med risengrød eller hjemmelavet is,” foreslår Mia Kiær Hertzum. 

“Ja tak. Begge dele. Og også gerne noget ymer,” siger Folmer begejstret. 

Mia Kiær Hertzum kører fingeren opad på tabletten. 

“Prøv lige at se her. 100 pct. af dine behov. Flot. Du er altså en eksemplarisk patient, Folmer. Det er du.”

Og det er åbenbart ikke engang løgn. Folmer er eksemplarisk. I følge Mia Kiær Hertzum når langt de fleste patienter på afdelingen ikke 100 pct. End ikke de 75 pct., som er afdelingens erklærede mål for deres patienter. Ved enkelte indlagte kan Mia Kiær Hertzum endda se, at de kun har nået 10 pct. af deres mål, og her bliver det hendes opgave at se, hvordan hun motiverer den enkelte bedst. 

“Det kan være, vi kigger på søjlerne, og jeg siger: “Der er lang vej igen, prøv at se,” eller at jeg fortæller, hvad de kan opnå ved at spise lidt mere. For eksempel at de kan få lov til at gå en tur: Hvor skal du ellers få kræfterne fra, siger jeg tit, og så vil de gerne have den der proteindrik alligevel,” siger Mia Kiær Hertzum. 

“Det er sjovt at følge med i egen ernæring” 

Hun fortæller desuden, at det er meget forskelligt fra patient til patient, hvor meget de kan og har lyst til at bruge deres tablet.

“Nogle tager den bare ud af hånden på mig. Andre er bange for at røre ved den og tror, den går i stykker. Indimellem holder jeg den for dem, og så går mange ret hurtigt i gang med at scrolle, selvom de indledningsvis ikke turde,” fortæller Mia Kiær Hertzum. 

På patientstuen nærstuderer Folmer sine søjler i forbindelse med sit aftensmåltid. 

“Det er nu lidt sjovt at følge med i sin egen ernæring. Det er interessant, synes jeg,” siger han henvendt til Mia Kiær Hertzum. 

“Skal vi bestille det så?, spørger hun. Folmer nikker. 

Mia Kiær Hertzum smiler. 

“Ah, men det kan simpelthen ikke være bedre, det her.” 

Læs også:

Medinddragelse får ældre patienter til at spise mere