Der er efterspørgsel på viden om sundhedspædagogik

Regionsrådet i Region Syddanmark har valgt at sende alle sundhedsprofessionelle med patientkontakt på kommunikationskurset 'Den gode samtale', der tager udgangspunkt i Calgary-Cambridge-modellen, se Figur 1 side 64. Formålet med kurset er at forbedre kommunikationen mellem patient og sundhedsprofessionelle for at højne patienttilfredsheden og mindske antallet af patientklager (1). 

Sundhedsprofessionelles formidling af viden til patienterne er en essentiel del af behandlingen og plejen i den kliniske praksis og kan bl.a. omfatte information om sygdom og behandling, vejledning i medicingivning, råd om alkohol, kost, motion og rygning samt forebyggelse af komplikationer og sundhedsfremmende tiltag eller mere formel patientuddannelse, se Boks 1.

Formidlingen har til formål at øge patienternes viden og give dem færdigheder og kompetencer til at handle i relation til deres sundhed og sygdom, se Boks 2 side 65 (2). Der er imidlertid identificeret flere barrierer såsom manglende relationsdannelse mellem patient og sundhedsprofessionelle, patientens deltager- og læringsforudsætninger, sundhedsprofessionelles manglende pædagogiske kompetencer samt travlhed og uro, der kan have betydning for formidlingen af viden (3). 

Pædagogiske udfordringer i klinisk praksis

Det er lovmæssigt bestemt, at patienten har ret til viden om behandling og pleje i forbindelse med sin sygdom. Den sundhedsprofessionelle skal tilpasse sin formidling ud fra patientens deltager- og læringsforudsætninger, så patienten opnår forståelse, har mulighed for medbestemmelse og kan give samtykke. Alligevel viser patienttilfredshedsundersøgelser og patientklager, at der ofte opstår problemer med at målrette og tilpasse formidlingen. Derfor opstår misforståelser, og patienterne mangler viden (3,4).

Den demografiske udvikling indebærer flere ældre og flere patienter med kroniske sygdomme, som har behov for viden, færdigheder og kompetencer til at mestre deres sygdom og livssituation samtidig med, at der bliver færre sundhedsprofessionelle. Derfor er der stort politisk fokus på forebyggelse og sundhedsfremme samt at inddrage patienterne i egen behandling og pleje, så patienterne aktivt kan tage ansvar for egen sundhed og sygdom. Ud over patientens egne evner eller ønske om at være aktivt deltagende i behandling og pleje er det derfor nødvendigt at have fokus på de sundhedsprofessionelles pædagogiske overvejelser og kompetencer (4).

Pædagogik skal kvalificere de sundhedsprofessionelle

Pædagogik indgår i alle sundhedsprofessionelles uddannelser og skal kvalificere de sundhedsprofessionelle til at kunne formidle, undervise og vejlede ud fra deres faglige viden samt gøre sig didaktiske overvejelser, se Boks 3 side 65 (4). Men flere studier beskriver, at sundhedsprofessionelle ikke er bevidste om deres pædagogiske kompetencer, og hvordan de kan udvikles. De koncentrerer sig om at være opdaterede på den nyeste faglige viden, mens de kommunikative og pædagogiske færdigheder anses som mindre vigtige (5,6). Men pædagogisk teori kan bidrage med en forståelse for, hvordan viden tilegnes og handlingsevner fremmes, og sundhedspædagogik kan være en nøgle til at hjælpe patienter til at mestre deres sygdom og livssituation, se Boks 4 side 66 (4).

Viden om  sundhedspædagogik en nødvendighed

Sundhedspædagogik handler ikke kun om at sende viden fra sundhedsprofessionelle til patienterne. Det handler om at koble viden til det, patienten efterspørger, eller den viden, patienten allerede har, for dermed at kunne påvirke færdigheder, ændre holdninger, vække følelser og skabe kompetencer og handleevne, se Boks 5 side 66. Det kræver, at de sundhedsprofessionelle tager sig tid og får skabt en dialog og relation med patienten for at vide, hvad patienten finder betydningsfuldt (7). 

Det er en traditionel opfattelse, at øget viden leder til ændrede holdninger, som igen afføder handlinger. Men ud fra ovenstående er det mere hensigtsmæssigt, at sundhedsprofessionelle kender til og tager afsæt i modellen identitet-betydning-viden-handlinger, se Boks 6 side 67. Patientens opfattelse af egen identitet er afgørende for, hvilken betydning forskellige handlinger tillægges. Identitet og betydning påvirker udvælgelsen og vægtningen af viden, som igen indvirker på patientens tilbøjelighed til at handle.

Viden er ikke irrelevant i forhold til denne handlingsmodel. Det er stadig yderst vigtigt, at sundhedsprofessionelle formidler viden, men modellen tager højde for, at viden ikke bare afsendes af de sundhedsprofessionelle, men også modtages af patienterne (7).

Undersøg de pædagogiske overvejelser

Udviklingsprojektet blev udført i forbindelse med forfatterens deltagelse i universitetspædagogikum ved Syddansk Universitet, Odense. Udviklingsprojektet har til formål at beskrive og undersøge den pædagogiske udfordring fra deltagerens egen praksis. I forbindelse hermed blev formålet med udviklingsprojektet at undersøge de sundhedsprofessionelles pædagogiske overvejelser i forbindelse med formidling af viden til patienterne.

Metode

Der blev udarbejdet et spørgeskema i SurveyXact. Spørgeskemaet bestod af 19 lukkede og åbne spørgsmål fordelt på personoplysninger, pædagogisk efter- eller videreuddannelse, patientkontakt og formidling af viden, pædagogisk og didaktisk tilgang og overvejelser samt ønske om yderligere teoretisk viden om sundhedspædagogik. Spørgsmålene er udarbejdet af forfatteren selv med inspiration fra et andet spørgeskema om sundhedspædagogisk kompetenceudvikling (8). Spørgeskemaet blev udsendt elektronisk til sundhedspersonalet ved Medicinck Afdeling for Mave, Gigt, Blod og Palliation ved Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg, efter godkendelse af afdelingsledelsen i starten af maj 2022. Analyse af data blev begyndt i juni 2022.

Resultater

Spørgeskemaet blev sendt til 101 sundhedsprofessionelle og 78 responderede, hvilket gav en svarprocent på 77. Størstedelen af de responderende var sygeplejersker (46 pct.) efterfulgt af læger (33 pct.). Det deltagende sundhedspersonale havde været uddannet i gennemsnit 15 år, og en karakteristik af dem kan ses i Tabel 1. 

Patientkontakt og formidling af viden

90 pct. af sundhedspersonalet angav at have enten fysisk eller telefonisk kontakt med patienter 3-5 dage på en arbejdsuge. Der var intet af det adspurgte personale, som ikke havde patientkontakt i løbet af en arbejdsuge. 91 pct. af sundhedspersonalet angav at formidle viden til patienter 3-5 dage på en arbejdsuge. Der blev oftest formidlet viden om sygdom, behandling og undersøgelser i forbindelse med ambulante besøg (udredning, behandling, mindre indgreb, prøvetagning og kontroller) eller indlæggelse, se Figur 2. 

Sundhedspersonalets pædagogiske aktiviteter og tilgang

Sundhedspersonalet angav oftest at praktisere vejledning til patienterne som en pædagogisk aktivitet (58 pct.) efterfulgt at information til patienterne (40 pct.). Kun 2 pct. af det adspurgte sundhedspersonale praktiserede formel patientuddannelse.

97 pct. af sundhedspersonalet angav altid eller næsten altid at møde patienterne med respekt. Ligesom 93 pct. af sundhedspersonalet angav altid eller næsten altid at have en dialogbaseret tilgang til patienterne. Lidt færre af sundhedspersonalet angav altid eller næsten altid, at deres formidling af viden tog afsæt i den konkrete patients situation (61 pct.) og patientens behov og ønsker (57 pct.).

Patienternes forståelse af den formidlede viden

Sundhedspersonalet blev spurgt, hvad de mente havde størst betydning for patienternes evne til at forstå den formidlede viden og opnår handleevner. 95 pct. angav, at patientens deltager- og læringsforudsætninger såsom erfaringer, indstilling, indsigt, motivation og sundhedskompetencer havde størst betydning. Sundhedspersonalet angav desuden, at faktorer som rolige fysiske rammer uden forstyrrelser og tilstrækkelig tid også havde betydning for patienternes evne til at forstå den formidlede viden. Kun få (2 pct.) angav, at sundhedspersonalets manglende pædagogiske kompetencer kunne have betydning for patienternes evne til at forstå den viden, der blev givet.

Sundhedspersonalets didaktiske overvejelser

Sundhedspersonalet blev spurgt, om de efter formidling af viden til patienterne selv eller i samråd med patienterne vurderede, om patientens havde forstået det, som var hensigten. 52 pct. af sundhedspersonalet angav, at de altid eller næsten altid havde en refleksion over, om patienten lod til at have forstået den formidlede viden. 51 pct. angav, at de altid eller næsten altid i samråd med patienten sikrede sig, at patienten havde forstået det, der var hensigten. Det gjorde sundhedspersonalet ved at lade patienten eller dem selv give en opsummering på det sagte ved at stille testspørgsmål til patienten eller ved at spørge patienten, om der var noget, de havde behov for at få uddybet eller ikke havde forstået. 

Ønske om yderligere pædagogiske kompetencer

57 pct. af de adspurgte sundhedspersonaler angav at mangle teoretiske viden om sundhedspædagogik, og 64 pct. ønskede yderligere teoretisk viden for at forbedre deres pædagogiske kompetencer. 

Daglig formidling af viden

Resultaterne viser, at sundhedspersonalet dagligt er i patientkontakt og i den forbindelse formidler viden om sygdom, behandling, undersøgelser, sundhedsfremme og forebyggelse. Sundhedspersonalet møder patienterne med en dialogbaseret og respektfuld tilgang, men formidlingen af viden tager ikke altid afsæt i patientens situation, behov og ønsker – ligesom sundhedspersonalet ikke altid får vurderet, om patienterne har forstået den formidlede viden.

Sundhedspersonalet angav, at patientens egne deltager- og læringsforudsætninger er af størst betydning for forståelse og udvikling af handleevne. Kun få sundhedspersonaler angav, at deres egne manglende pædagogiske kompetencer kunne have betydning for patienternes forståelse, selvom over halvdelen af de adspurgte sundhedspersonaler ønskede at styrke deres pædagogiske kompetencer. Resultaterne fra udviklingsprojektet er ikke generaliserbare til alle sundhedsprofessionelle i det danske sundhedsvæsen. Alligevel er resultaterne i tråd med den fundne litteratur.

Hver anden tager udgangspunkt i patientens situation

Resultaterne viser, at kun lidt over halvdelen af sundhedspersonalet tager udgangspunkt i patientens situation, behov og ønsker i forbindelse med formidling af viden. Det er i overensstemmelse med andre studier, der beskriver, at patientens behov og ønsker ikke har en naturlig plads mellem patient og sundhedsprofessionelle, samt at patienterne ikke oplever at blive hørt (3,9).

Studier viser, at patientinvolvering har en positiv virkning på behandlingsudfald, patientens handleevne og tilfredshed. Derfor anskues patientinvolvering som en væsentlig faktor i arbejdet med at højne kvaliteten såvel internationalt som i det danske sundhedsvæsen (3). Men nogle patienter kan imidlertid opleve det som uoverskueligt, at de samtidig med sygdom skal være aktivt involveret i egen behandling og pleje. Derfor kan der som en forsvarsmekanisme opstå en barriere for læring og mod at handle hensigtsmæssigt i relation til sundhed og sygdom. Forsvarsmekanismen kan aktiveres ubevidst. De hyppigst forekomne forsvarsmekanismer i forbindelse med barrierer mod læring og handling er fornægtelse herunder undgåelse, projektion, regression, intellektualisering, drama og passiv aggression (4). Den sundhedsprofessionelles opgave er at være opmærksom på disse mekanismer og forholde sig til dem i sine didaktiske overvejelser ved at spørge ind til patienten og søge at forstå patientens forudsætninger og udvise anerkendelse og tolerance for patientens oplevelse. Den sundhedsprofessionelle kan hermed få belyst, om patienten er fokuseret på at dæmpe eller regulere følelser og tanker om sygdomme og/eller er indstillet på at ændre livsstil og vaner.

De sundhedsprofessionelles vurdering af patienternes forståelse

Resultaterne viser, at kun halvdelen af sundhedspersonalet angav at vurdere selv eller i samråd med patienten, om patienten havde forstået den formidlede viden. At vurdere patientens forståelse er en del af de sundhedsprofessionelles didaktiske overvejelser, se Boks 3 side 65. 

Vurderingen bør ske før, i løbet af og efter formidlingen. Først vurderes patientens deltager- og læringsforudsætninger ud fra den sundhedsprofessionelles kendskab til bl.a. patientens kognitive funktion, tidligere erfaringer og uddannelsesniveau. Herudfra kan den sundhedsprofessionelle udarbejde mål, indhold og form for formidling. Vurdering i løbet af formidlingen har til hensigt at tilpasse og justere formidlingen i forhold til, hvad der sker undervejs. Formålet med vurderingen efter er sammen med patienten at vurdere, hvor meget patienten har forstået. En måde at gøre dette på kan være ’teach-back-metoden’, hvor den sundhedsprofessionelle beder patienten om at genfortælle, hvad der lige er fortalt, se Boks 7 (4). 

Patientens deltager- og læringsforudsætninger har betydning

Resultaterne viser, at stort set alle sundhedspersonaler mener, at patientens deltager- og læringsforudsætninger såsom erfaringer, indstilling, indsigt, motivation og sundhedskompetencer har størst betydning for patientens forståelse og handleevner. Der er internationalt og i det danske sundhedsvæsen stort fokus på patienternes sundhedskompetencer og betydningen af disse på sundheds- og sygdomsstatus (11).

Studier viser, at sundhedsprofessionelle bevidst eller ubevidst tolker på patientens adfærd, alder og udseende og herudfra doserer mængden og niveauet af viden i stedet for at gå i dialog med patienten. Det betyder, at patienten muligvis ikke modtager den viden, som de ønsker eller har brug for i forhold til at træffe valg om behandling og pleje (3).

Sundhedspædagogisk teori beskriver ligeledes, at typen af viden, som formidles til patienten, har betydning for forståelse og handleevner. Den formidlede viden skal nemlig være handlingsorienteret, hvilket kan illustreres ud fra de fire dimensioner af sundhedsviden i Figur 3.
Oftest formidler sundhedsprofessionelle udelukkende viden om effekten af et sundhedsproblem, f.eks. konsekvensen af et alkoholoverforbrug eller rygning. Men en sådan viden er ikke nødvendigvis handlingsfremmende. Patienten har også brug for viden om årsager, forandringsstrategier og alternativer for at kunne håndtere et sundhedsproblem eller sygdom og opnå handleevner (10). 

Mangel på teoretisk viden om sundhedspædagogik

Resultaterne viser, at halvdelen af de adspurgte sundhedspersonaler angav at mangle teoretisk viden om sundhedspædagogik, og over halvdelen ønskede at styrke deres pædagogiske kompetencer.

Det er beskrevet, at de sundhedspædagogiske udfordringer i klinisk praksis med flere ældre med kronisk sygdom samt ønsket om patientinvolvering kræver fokus på de sundhedsprofessionelles pædagogiske overvejelser og kompetencer (4). Studier viser, at sundhedsprofessionelle ikke italesætter eller tænker over deres pædagogiske kompetencer. Oftest foregår pædagogiske handlinger indlejret i behandlingen og plejen af patienterne uden planlægning og pædagogiske kompetencebeskrivelser for sundhedsprofessionelle. 

For at tage udgangspunkt i patientens situation og imødekomme patienternes ønsker og behov i forbindelse med formidling af viden, må der fokuseres på de pædagogiske dele af det sundhedsprofessionelle arbejde, som kan opmuntre og understøtte faglig viden på området (5,6).