"Hun ville bare have en sygeplejerske"

Nutidens sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker vælter sig i jobtilbud og har ikke umiddelbart udsigt til en fremtid, hvori arbejdsløsheden truer. Tværtimod. Men næste generation af sygeplejersker tvivler alligevel på deres fremtid i faget. 

Lige nu ser de ind i et presset og nødlidende sundhedsvæsen, hvor alenlange ventelister, mangel på sygeplejersker og tempo- og effektiviseringskrav er blevet hverdagskost. 

De studerende og nyuddannede sygeplejersker, jeg møder som led i min forskning, fortæller om netop disse hektiske hverdage. Om, hvordan tvivlen, travlheden og arbejdspresset kryber ind under huden på dem og sætter sig som dårlig samvittighed og skamfuldhed over ikke at kunne yde den sygepleje, de kan se, at patienten har behov for.

Næste generation er særdeles eftertragtede, og der kæmpes for deres gunst. Samtidig er de retorisk blevet reduceret til en mangelvare, en knap ressource eller slet og ret et par ekstra hænder, som kan tælle med i vagtplanen. 

”Hun ville ikke have mig – hun ville bare have en sygeplejerske”. Sådan falder ordene i en samtale, jeg har med en sygeplejestuderende i forbindelse med et forskningsprojekt om næsten færdiguddannede sygeplejerskers syn på fremtiden i faget. 

Den studerende fortæller, at hun i sin afsluttende praktik opsøges af afdelingssygeplejersken. Hun tilbydes en stilling på afdelingen efter endt uddannelse. Bare sådan lige. I øjeblikket blev hun glad, men på vejen hjem rammes hun af en trist følelse og en modløshed. Sagen er, at hun kun lige var startet som studerende i afdelingen. Det var blot hendes anden dag. 

Med ét var den kommende sygeplejerske blevet til det, ingen vil være: et par ekstra hænder til den slunkne vagtplan. Hun følte sig ikke set som den sygeplejerske, hun var ved at blive. Hun var 'bare' en sygeplejerske. 

Heldigvis er den næste generation meget mere end det. De kommer med håbet om en fremtid i et fag, hvor de i en professionel omsorgspraksis kan gøre en forskel for patienter og pårørende. På helt almindelige hverdage. I splitsekunder, akutte situationer og i langvarige og komplicerede forløb. Når livet begynder, når det sidste hjerteslag slår – og i alt det midt imellem. 

Som forsker har jeg i mange år været tæt på såvel studerende som nyuddannede sygeplejersker. De er veluddannede og har et stort potentiale. Deres ønske om at være sygeplejerske er dybtfølt. De er ikke bange for at stille krav og efterspørge forandringer, og de bærer tydeligt fagets værdier i deres hjerter. 

Det er kompliceret at svare på, hvordan vi fastholder sygeplejersker i faget. Samtidig er det også ganske enkelt, og vi har ikke noget valg. Vi skal satse på næste generation. Tillad mig derfor at komme med en appel: Se dem. Tro på dem. Giv dem håb.