Fag & Forskning
Nattevagter er stressende
Vagtbelastning. Natarbejde påvirker sygeplejersker negativt, men kan bedres gennem målrettet tiltag.
Fag & Forskning 2022 nr. 4, s. 40
Af:
Sanne Angel, ph.d., lektor
Introduktion. Arbejde om natten er uundgåeligt i næste alle sygeplejerskers job. Udover sociale omkostninger er natarbejde forbundet med psykologiske, psykosociale såvel som fysiske helbredsproblemer, som kan påvirke det personlige liv og arbejdspræstationen. Nattevagter ser ud til at blive stadig mere travle på grund af et stigende niveau af opgaver og i øvrigt stressende arbejdsforhold.
Litteraturen viser, at natarbejde er et meget komplekst fænomen, der påvirker sygeplejerskers liv. Kompleksiteten slører indsigten i sygeplejerskernes oplevelse af natarbejde og dermed, hvordan denne arbejdsbyrde kan lettes. Studiet undersøger sygeplejerskers oplevelser af natarbejde med fokus på oplevelse af at leve og arbejde natten igennem.
Metode. I en kvalitativ undersøgelse med en fænomenologisk tilgang blev 19 sygeplejersker interviewet i 2017 for at beskrive deres levede oplevelser af at arbejde i nattevagt. Med afsæt i Giorgis beskrivelse er åbenhed over for datamaterialet centralt, og analysen udførtes ved at finde meningsenhederne, som blev grupperede. Fri imaginær variation blev brugt for at komme frem til essens og konstituenter.
Resultater. Sygeplejerskernes oplevelse af arbejdet gennem natten indebar at 1) etablere en god forbindelse mellem aften- og dagvagten, 2) facilitere patienters og pårørendes hvile og søvn, 3) at være træt, men ikke desto mindre skulle være klar til det uventede, 4) lindre smerte, frustration og dystre tanker, og 5) have brug for en allieret for at undgå at føle sig alene og sårbar om natten og kunne klare uforudsete akutte situationer.
Diskussion. På trods af at det kunne være muligt at arbejde roligt med færre afbrydelser og et tættere forhold til kolleger, så afslørede sygeplejerskers beskrivelser af nattevagter et overraskende stressende arbejde. Således påvirker arbejde om natten sygeplejersker negativt, hvilket kan reduceres gennem implementering af powernapping, opgradering af kompetencer, reducerede arbejdskrav og adgang til den nødvendige hjælp.
Da natarbejde er centralt for god og tryg sygepleje, men samtidig har store omkostninger for sygeplejerskerne, er det afgørende at reducere belastningen.
Med øget indsigt i sygeplejerskers oplevelse af at leve og arbejde i nattevagt etableres en ny forståelse for nødvendige tiltag. Flere ressourcer bør afsættes for at lette den byrde, der pålægges sygeplejersker. Endvidere kan arbejde, der ikke nødvendigvis skal udføres i nattevagten, omfordeles eller gøres frivilligt. Derudover kan et tilbud om powernap reducere træthed, behandlingsfejl hos patienterne og andre fejl.
Sanne Angel, ph.d., lektor, Forskningsenhed for Sundhed og Sygepleje, IFS, Health, AU. Angel@ph.au.dk. Bartholin Alle 2, 8000 Århus C