Fag & Forskning
Sygeplejestuderende involverer ældre gennem narrative interviews
Ældrepleje. Betydningsfulde data om patientens liv og værdier skaber grobund for klinisk beslutningstagen, bedre kvalitet og større interesse for sygepleje til ældre.
Fag & Forskning 2022 nr. 4, s. 41
Af:
Kirsten Nielsen, lektor, ph.d., cand.cur.
Introduktion. Det stigende antal ældre i befolkningen øger behovet for flere sygeplejersker til at pleje ældre, men national og international forskning viser, at sygeplejestuderende tøver med at søge mod ældreplejen, fordi de oplever at mangle kompetencer og har negative oplevelser derfra. Formålet med projektet var derfor at undersøge, om studerende kunne lære at involvere ældre i beslutning om egen pleje ved at lytte til ældres fortællinger, og hvilken betydning det fik for studerendes interesse i ældrepleje.
Metode. En fænomenologisk-hermeneutisk tilgang blev anvendt til at undersøge, hvorvidt en intervention, hvor studerende gennemfører et narrativt interview med en ældre patient, dels kunne fremme studerendes kompetencer til at involvere ældre patienter i beslutning om egen pleje og behandling og dels kunne fremme studerendes interesse for ældrepleje. De studerende blev selv interviewet før og efter interventionen, for at læringsudbyttet kunne undersøges.
Fund. De studerende oplevede en dybere relation til patienten efter det narrative interview. Patienterne viste dem mere tillid, og studerende fik betydningsfulde data om patientens liv og værdier. Data fik afgørende betydning for involvering af patienten i klinisk beslutningstagen, som de studerende implementerede i deres sygeplejepraksis. Fire temaer viste sig: 1) betydningen af narrativet for patient-sygeplejerskerelationen, 2) betydningen af at kunne involvere patienten i klinisk beslutningstagen, 3) betydningen for personcentreret pleje og 4) betydningen for studerendes interesse for ældrepleje.
Diskussion. Analysens temaer diskuteres i forhold til international forskning. Et studie fandt, at mødet mellem ældre og studerende er en intervention, der fremmer studerendes empati for ældre og kan skabe en mere positiv attitude ift. ældreplejen. Andre studier konkluderede, at personcentreret sygepleje handler om indsigt i patientens liv, og at klinisk beslutningstagen forudsætter kendskab til patientens fortid, nutid og fremtidsønsker i forbindelse med klinisk beslutningstagen. Disse studier underbygger helt eller delvist fundet af, at det narrative interview fremmer personcentreret sygepleje, gør det lettere at tilpasse plejen til den enkelte og lettere at advokere for patienten. Projektet peger på, at de studerende oplevede en bedre kvalitet af den ydede sygepleje
Konsekvenser for praksis. Resultaterne bidrager til udvikling af geriatrisk sygepleje med fundet af det narrative interview som metode til at facilitere læring om pleje af ældre. Skabes rum for studerendes narrative interviews med ældre i geriatrisk sygepleje, kan studerende lære at involvere patienten i plejen, og det tyder også på, at det styrker interessen for ældreplejen.
Kirsten Nielsen, lektor, ph.d., cand.cur., kirn@via.dk og Jette Henriksen, lektor, ph.d., cand.cur., jhen@via.dk, Forskningscenter for sundhed og velfærdsteknologi, Forskningsprogram for sundhedsteknologi, metodeudvikling og etik, VIA University College.