Fag & Forskning
"Der er to, som kan råbe vagt i gevær"
Ernæring III. Samarbejdet om en fælles ernæringsindsats mellem hospital og kommune lykkes kun pga. eksisterende kommunikationsveje.
Fag & Forskning 2018 nr. 3, s. 22
Af:
Sussi Boberg Bæch, journalist
I kommunerne er der lige nu et stort fokus på ernæring og tidlig opsporing af underernæring. Et samarbejde om en fælles ernæringsindsats hospital og kommune imellem skal styrke ernæringsindsatsen for ernæringstruede borgere.
Sammen med Geriatrisk afdeling på Gentofte Hospital har Rudersdal Kommune fundet frem til en systematisk måde, som hospitalet kan overføre informationer om ernæringstruede patienter til kommunen på.
Fælles fokus på ernæring gavner de gamle
"Det er et vigtigt kvalitetsmæssigt spring, at vi sammen har formået at få hospitalets ernæringsvurderinger og ernæringsplaner ind i den eksisterende kommunikationsstrøm, så vi systematisk ser det i kommunen, når patienterne udskrives," siger Mette Ryle og uddyber:
"Det lyder af lidt, men det er et ret centralt tiltag. Vi har en meget nyttig viden at stå på, når vi tilrettelægger den videre indsats, hvis den kommunale sygeplejerske, som skal tage imod borgeren i eget hjem efter en indlæggelse, er bekendt med hospitalets vurdering af, hvad der er galt."
"Tidligere fik vi ikke lige så meget glæde af den ernæringsindsats, som var lavet på hospitalet, f.eks. ved at borgeren var ernæringsscreenet, og der var lavet en kostplan, siger hun."
Kommunen bliver systematisk informeret om ernæringsindsatsen
Mette Ryle fortæller, at løsningen kun er brugbar, fordi hospitalet benytter kommunikationsveje, der allerede eksisterer i forvejen til at videregive information mellem hospital og kommuner. Ellers ville det ikke fungere i praksis.
Ud over geriatrisk afdeling på Gentofte Hospital omfatter samarbejdet nu også onkologisk, gastromedicinsk/kirurgisk og medicinsk afdeling på Herlev-Gentofte Hospital.