Hvad har sygepleje og cykelløb til fælles?

"Vi trenger flere følgebiler," sagde Professor Marit Kirkevold under sit oplæg

"Ivaretagelse av velvære og omsorg under nye og utfordrende betingelser – er det mulig?"

Anledningen var det 10. sygeplejesymposium afholdt af Aalborg Universitetshospital i maj i år. Sætningen blev siddende hos mig, fordi den isoleret set er absurd – og sjov.

Men hvad betyder følgebil i dette tilfælde? Det er en sygeplejerske i en ny rolle/med andre beføjelser end dem, sygeplejersker tidligere har haft.

Udgangspunktet var en patient med en sundhedsfaglig uddannelse, som i en ung alder fik en blodprop i hjernen. Hun blev indlagt, kom sig efter den akutte fase, gennemgik et længerevarende rehabiliteringsprogram og blev sendt hjem. Med reference til den cykelsport, patienten havde dyrket i mange år, udtalte hun behovet for flere følgebiler. En følgebil bliver ved et cykelløb kørt af sportsdirektøren, som har nogle særlige kompetencer. Direktøren har overblik over løbet, kommunikerer med cykelrytteren, hjælper med praktiske ting ved behov og yder støtte, hvis rytteren er nedbrudt efter en dårlig dag. Desuden skal direktøren kunne accelerere, dvs. handle hurtigt og samtidig have kontrol over den samlede indsats.

Selv var patienten heldig og blev med intervaller fulgt i en lang periode, hvilket havde stor betydning for hendes rehabilitering.

Det kan måske ikke ses på et menneske, at det har været ramt af svær sygdom, og at det kun langsomt går fremad. Omverdenen registrerer ikke nødvendigvis de finere detaljer i en rehabiliteringsfase, men konstaterer, at personen kan stå, gå og tale forståeligt. Det fører til opmuntrende bemærkninger og tilskyndelser, men personen selv bliver deprimeret over ikke at kunne genfinde det menneske, hun var engang. Det er her, følgebilen kommer ind.

Erstat følgebil med sygeplejerske, og vi har sygeplejerske-navigation, som det kaldes i artiklen på side 40.

Flere og flere patienter lever med kræftsygdom, hjerteinsufficiens, følger efter neurologisk sygdom eller andre belastende tilstande. Mange af dem har fin støtte i familien og i vennekredsen, men nogle mennesker er af forskellige årsager meget sårbare, og det er dem, sygeplejersker skal koncentrere sig om at støtte. Patienter har ikke samme behov og skal derfor ikke have de samme tilbud. Vi må derimod finde ud af at identificere dem med særlige behov, f.eks. ved at anvende belastningstermometret eller andre fintmærkende metoder.

Nogle vil indvende, at man ikke kan gøre forskel på patienter, eller at sundhedssektoren ikke har ressourcer til opfølgende virksomhed, men psykologisk belastning og depression kan mindskes ved at differentiere indsatsen, og det tæller.

Et sårbart menneske har brug for et helle; et fristed, hvor personen kan tale med en professionel uden at tage hensyn til familien, der både kan være bange for at miste og være udtrættet efter et langt sygdomsforløb. Den professionelle kan støtte og finde vej i systemet, om vi kalder hende følgebil eller navigator.