Forskning er ikke et quickfix

"Excellent forskning skal i stærkt samspil med klinik og uddannelse sikre en sundere befolkning og patientbehandling i international topklasse i et sammenhængende og effektivt sundhedsvæsen."

Sådan står der i Region Hovedstadens nyligt vedtagne forskningsstrategi. Intet mindre.

Som forsker og underviser hører jeg ofte forskningsstrategier udsat for en mindre byge af spørgsmål, f.eks. "Hvad skal den her forskning så bruges til? Hvordan skal forskningen implementeres?" Jeg hører også udsagn fremført med selvsikker røst og streg under: "Her udfører vi udelukkende evidensbaseret sygepleje". Men det bekymrer mig, hvis forskning tænkes alt for instrumentelt.

Der er vældig gode grunde til at diskutere relationen mellem forskning og samfund. Ikke bare hænger viden og forskning tæt sammen med demokrati og med den samfundsmodel, vi har i Danmark. Forskning er også højt prioriteret af samfundet.

I en sygeplejesammenhæng er det vigtigt at få diskuteret, hvilke forhåbninger der er til forskning og især i forhold til spørgsmålet om forskning som noget, der skal løse praksis.

Når Region Hovedstaden taler om, at "forskning skal sikre en sundere befolkning", er det ikke nødvendigvis ensbetydende med et instrumentelt syn på viden og forskning. Måske er det snarere sygeplejerskers anvendelse af forskningsstrategier, som bliver snittet for kraftigt til og dermed lidt forsimplet.

At se forskning som et quickfix giver flere problemer, for forskning er en langsommelig affære, og praksis er noget her og nu. Megen af den praksis, der foregår i sundhedsvæsenet, er båret af erfaringer, og det er den nødt til at være.

Uden erfaringsviden ville praksis reelt gå i stå, og hvad ville der ske med en arbejdsplads, hvis alle sygeplejersker med erfaring sagde op samtidigt?

Situationer og problemer i praksis er desuden ikke isolerede, sådan som vi ofte tilstræber det i forskning for at blive i stand til at studere dem. Måske opstår der flere forskellige problemer sideløbende, eller nye problemer opstår, som vi ikke har haft før. Men praksis skal ikke hvile blindt på vi plejer-logikken. Absolut ikke.

Gennem gode praksisfælleskaber, hvor man diskuterer og reflekterer over konkrete situationer, kan praksisviden og erfaringer få den prioritering og understøttelse, der må til i et godt sundhedsvæsen.

Ét forskningsprojekt kan ikke alene forandre praksis. Det er ikke kun et spørgsmål om gode implementeringsmetoder, men også et spørgsmål om kvalitet. Vi er nødt til at bygge ændringer i praksis på flere grundige studier og på forskning fra forskellige traditioner og positioner. Dermed skal vi være forsigtige med at kræve implementering i slipstrømmen på ethvert forskningsprojekt. Virkning eller impact må og skal forstås bredere, og i øvrigt har de færreste forskningsprojekter tilstrækkelig kvalitet til direkte at ændre praksis.

Forskning er forstyrrende. Man kan ikke forudbestille forskningsresultater, som er lige til at implementere. Ofte vil forskning få øje på noget helt andet end forventeligt i sin stræben efter indsigt, og måske må tidligere indsigter forkastes.

Forskning i og om sygepleje er et relativt nyt fænomen. Derfor er det god grund til at fastholde diskussionerne om formålet med forskningen.

Mari Holen, cand.cur., ph.d., lektor, forskningsleder for forskningsgruppen Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier, Roskilde Universitet, Institut for Mennesker og Teknologi (IMT).