Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Lang rejse ud af overforbruget

Når patienter sætter ord på, hvordan deres forbrug af hovedpinemedicin er blevet til et overforbrug, er svaret ofte det samme: ”Jeg skal jo overleve.”

Fag & Forskning 2018 nr. 4, s. 10-11

Af:

Kurt Balle Jensen, journalist

2018-ff4-nyprak_hoved_foto2

De sidder ved et lille rundt bord, og de har lige talt lidt sammen om løst og fast. Så ser sygeplejersken ned i en mappe foran sig.

"Ja, jeg har jo nogle ting, som jeg skal spørge dig om, så jeg kigger ned i mine papirer en gang imellem," siger hun. Patienten nikker. Det er helt i orden.

"Ved du, hvad MOH er," spørger sygeplejersken så.

Det ved patienten godt. Hun fik en god orientering, da hun som første trin på rejsen ud af medicinoverforbruget skulle indlægges på døsekur. Hun nikker igen.

"Ved du også, at det er den tredjehyppigste hovedpinesygdom? Så du er altså ikke alene om det her."

Patienten smiler. Det er rart ikke at være alene. Men hun er noget overrasket over, at det er så almindeligt. Og hun er helt indstillet på, at nu skal der gøres noget ved det.

Parterne skal opbygge gensidig tillid

Vi er på Hovedpineklinikken på Neurologisk Ambulatorium på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Dette er første lektion ud af seks, og der er en god stemning mellem patient og sygeplejerske. Den næste time skal de stille og roligt tale sammen om overforbrugshovedpine, MOH. På denne første lektion skal der opbygges tillid mellem parterne, så de bliver sparringspartnere i behandlingen af MOH. Det virker, som om denne tillid allerede er der.

De seks lektioner med motiverende samtaler er ny praksis på klinikken. En praksis, der er udviklet som led i sygeplejerske og ph.d.-studerende Louise Schlosser Moses forskningsprojekt. Efter dette projekt er det nærmest en uddannelse at håndtere hovedpinen, så tilbagefald til et overforbrug af medicin kan undgås. En hjælp undervejs gennem en udfordrende periode, der indledes med tre måneder helt uden hovedpinemedicin.

"Nu er sløret væk"

Lena Jæger og Maria Brunkbjerg Jepsen er sygeplejersker på Hovedpineklinikken i Esbjerg, og de er glade for den ny praksis med at uddanne og hjælpe til at motivere patienterne, så de ikke igen "falder i" og igen optrapper brugen af hovedpinemedicin.

"Patienterne er også glade for det, og de er glade for at komme ud af overforbruget. Når de kommer til omkring femte lektion, hører vi gang på gang patienter sige, at "nu er tågen lettet", eller "nu er sløret væk". De oplevede ikke, at der var tåge eller slør før, men når det er væk, kan de se, at det har været der," forklarer Lena Jæger.

"Ja, mange af vores MOH-patienter fortæller, at de altid har haft medicin med sig i tasken, i bilen, på arbejde osv. Nogle bliver chokeret over, hvor meget deres overforbrug har fyldt for dem," tilføjer Maria Brunkbjerg Jepsen.

Fra opfølgningsspørgeskema efter 36 uger

Der gives værdier ved hver af copingstrategierne, hvor 0 er aldrig, og 6 er altid:

Når jeg har ondt,

  • forsøger jeg at tage afstand til smerten, næsten som om smerten fandtes i en andens krop.
  • går jeg i byen og gør noget som f.eks. at gå i biografen eller at købe ind.
  •  prøver jeg at tænke på noget behageligt.
  • tænker jeg ikke på det som smerte eller som noget, der gør ondt, men snarere som en dump eller en varm fornemmelse.
  • er det forfærdeligt, og jeg føler, at det aldrig vil blive bedre igen.
  • siger jeg til mig selv, at jeg skal være tapper og blive ved til trods for smerten.
  • læser jeg.
  • siger jeg til mig selv, at jeg kan overvinde smerten.
  • tæller jeg for mig selv eller lader en melodi løbe gennem hovedet.

Kilde: Moore R, Brødsgaard I. Cross-cultural investigations of pain in: Crombie I, K., Croft P, R., Linton S, J., et al., eds. Epidemiology of pain. Seattle: WA: IASP Press 1999:53-80.

Når de to sygeplejersker gennemfører uddannelsen, er det enten i form af individuelle samtaler eller som gruppesamtaler med omkring fem patienter. Det er op til patienten, hvad han eller hun foretrækker. I gruppesamtalen varer en lektion halvanden time, i den individuelle en time.

Maria Brunkbjerg Jepsen fremhæver, at det er vigtigt at hjælpe til at fremme patientens motivation til at ændre vaner og adfærd i håndteringen af hovedpinen: "Det er patienten, der skal definere, hvordan de kan flytte fokus ved at ændre vaner og ved at finde noget af det frem, der kendetegnede dem før hovedpinen. De skal se mening i de ting, der arbejdes med, og det kan de, når det er problemstillinger fra deres egen hverdag, som de selv har defineret," forklarer hun.

Og Lena Jæger supplerer: "Ja, vi hjælper patienten til at fokusere på værdier og ressourcer: Hvad er vigtigt for dig? Og nogle bliver ret berørte under den proces, fordi hovedpinen har fyldt så meget, at det har skygget for alt andet."

"Ja, jeg havde jo faktisk en gang humor"

I en af lektionerne arbejdes der med værdikort. Der er værdier som "humor", "pligtopfyldelse" osv. Her er det, patienter kan blive berørte og måske gøre opmærksom på, at de jo faktisk en gang var kendt for at have masser af humor. Den er bare blevet presset i baggrunden af hovedpinen.

"Så kan det være, at patienten næste gang kommer og siger, at nu har han eller hun fundet humoren frem igen på trods af hovedpinen," siger sygeplejerskerne samstemmende.

Det omfattende materiale til uddannelsen udarbejdet af forskeren består for hver af de seks sektioner af papirer opdelt i fire afsnit: Emner, indhold, sygeplejerskens rolle samt teori fra Den Motiverende Samtale. Undervejs guides sygeplejersken, så det bliver den enkelte patients egen situation, ressourcer, værdier, ønsker og drømme for fremtiden, det handler om. Dermed kan adfærd og vaner påvirkes, så hovedpinen ikke får lov til at styre patientens liv.

De to sygeplejersker oplever en umiddelbar positiv reaktion fra patienterne under uddannelsen, og for dem er det en stor tilfredsstillelse og et privilegium at have været med i forskningsprojektet og fremover at kunne bruge patientuddannelsen i behandlingen af MOH og i forebyggelsen af tilbagefald:

"Det gør det nemmere at hjælpe patienterne, også på længere sigt. Vi kan jo altid senere henvise til f.eks. forandringshjulet, som vi sammen så på og snakkede om under patientuddannelsen," siger Lena Jæger.

Maria Brunkbjerg Jepsen nikker:

"Det giver os så meget personligt og fagligt, og det giver os så mange muligheder i vort arbejde med patienterne."

Læs også: Den onde cirkel skal brydes

Forandringshjulet kan ses hos …

J.O. Prochaska og C.C. DiClemente, 1986: Toward a comprehensive model of change.