Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Stærk ledelse må prioritere tiden til indførelse af ny evidensbaseret praksis

Evidens. Sygeplejersker kæmper med at fastholde daglige arbejdsgange samtidig med, at de forsøger at implementere evidensbaseret sygepleje.

Fag & Forskning 2018 nr. 4, s. 37

Af:

Kirsten Specht, klinisk sygeplejespecialist, ph.d., MPH

journal-club-ikon3

Renolen Å, Høye S, Hjälmhult E, Danbolt LJ, Kirkevold M.
"Keeping on track" – Hospital nurses’ struggles with maintaining workflow while seeking to integrate evidence-based practice into their daily work: A grounded theory study.
Int J Nurs Stud. 2018 Jan; 77:179-188. Doi: 10.1016/j.ijnurstu.2017.09.006.

Introduktion: Evidensbaseret praksis betragtes som fundamentalt for at udføre sygepleje af høj kvalitet. Formålet med dette studie var at generere teori om generelle adfærdsmønstre hos kliniske sygeplejersker, som forsøgte at implementere evidensbaseret sygepleje.

Metode: Studiet anvendte grounded theory metodologi og blev gennemført på to afdelinger på et norsk hospital. Deltagerobservation blev gennemført hos 54 sygeplejersker og ni social- og sundhedsassistenter i forbindelse med patientpleje. Desuden blev der gennemført fire fokusgruppeinterviews med 13 sygeplejersker og fem social- og sundhedsassistenter.

Resultater: Gennem generering af en teori om kliniske sygeplejerskers adfærdsmønstre i forbindelse med implementering af evidensbaseret praksis viste det sig, at sygeplejerskernes største bekymring var risikoen for ikke at "holde sig på sporet" i forbindelse med arbejdsgangene. Samtidig ville de gerne være fagligt dygtige og gode kollegaer. Følgende strategier blev anvendt af sygeplejerskerne, når de forsøgte at implementere en evidensbaseret praksis:

1. De havde for mange bolde i luften – ofte intuitivt og ubevidst – og de reflekterede ikke over, hvor den viden, de anvendte, kom fra.

2. Sygeplejerskerne stoppede op for at overveje løsningen på et klinisk problem.

3. De kæmpede sammen for at forbedre kvaliteten, men fik ikke nødvendigvis lederens anerkendelse for det.

Diskussion: Tilstrækkelig tid anses som en fremmende faktor for implementering af evidensbaseret praksis, og derfor kan et stort arbejdspres reducere muligheden for at engagere sig i aktiviteterne ved implementering af evidensbaseret praksis.

Konsekvenser for praksis: Den travle hverdag i klinisk praksis, som vi kender alt for godt i Danmark, betyder, at der er brug for en stærk ledelse til at prioritere tiden til at implementere evidensbaseret praksis. Den viden, der allerede er produceret, er vi forpligtede på at anvende. Det er ikke gratis at få implementeret evidens i praksis, det koster.

Kirsten Specht, postdoc, klinisk sygeplejespecialist, ph.d., MPH, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge.