Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Sygeplejersker medvirker ved anlæggelse af PEG-sonder

PEG-sonde. Det er lige så sikkert at lade en sygeplejerske og en læge anlægge PEG-sonde som to læger, viser et studie.

Fag & Forskning 2018 nr. 4, s. 36

Af:

Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d.

journal-club-ikon3

Gye V, Mortensen MB.
Nurse-Assisted Percutaneous Endoscopic Gastrostomy Tube Placement Is a Safe Procedure in Adult Patients.
Gastroenterol Nurs May/June 2018 – Volume 41 – Issue 3 – p. 219-22. doi: 10.1097/SGA.0000000000000275.

Introduktion: Anlæggelse af sonde ved perkutan endoskopisk gastrostomi (PEG) udføres normalt af to læger, en som endoskoperer og en, som er abdominalkirurg. De assisteres af to sygeplejersker. På Odense Universitetshospital var der imidlertid ofte ventetid på læge nummer to.

Formålet med undersøgelsen var at vurdere, om endoskopisygeplejersker efter sidemandsoplæring kunne assistere til PEG i stedet for abdominalkirurgen uden forøget risiko for patienterne.

Metode: Sygeplejersker med stor erfaring fra endoskopiafsnittet blev oplært i lokalisering og mærkning af passende punkteringssted, desinfektion, indsprøjtning af lokalbedøvelse, hudindsnit, introduktion af trokaren til lumen i maven, indsættelse af wire gennem trokaren, trække PEG-sonden på plads og ekstern fiksering.

Data vedr. alder, risikoscore, anæstesi, smerter, komplikationer m.m. blev indsamlet umiddelbart efter PEG-sondeanlæggelsen. Morbiditet samt mortalitet blev vurderet 30 dage senere hos en tilfældigt udvalgt population af voksne patienter fra 2008 til 2014, hvor den ene læge var erstattet af en sygeplejerske. Der fremkommer ingen oplysninger om, hvorvidt der i samme periode blev anlagt PEG-sonder ved to læger.

Resultater: Seks sygeplejersker assisterede ved anlæggelse af i alt 222 PEG-sonder, alle med succes. Man fandt mindre alvorlige komplikationer hos 24 pct. Der opstod ingen procedurerelateret dødelighed. Sammenlignet med et tidligere studie, hvor PEG-sonder blev anlagt af to læger, fandt man ikke flere eller andre komplikationer, men tværtimod færre infektioner og knækkede sonder.

Diskussion: Forfatterne foreslår, at man bruger sygeplejersker til anlæggelse af PEG-sonde i større målestok med det formål at spare tid og medicinske omkostninger. I sammenligningsstudiet blev der ikke anvendt antibiotika profylaktisk eller spurgt til smerter, diarré, blødning, kvalme eller refluks, hvorfor en sammenligning ikke er mulig.

Konsekvenser for praksis: Sygeplejersker, som er grundigt oplært, kan erstatte den ene læge ved PEG-sondeanlæggelse.

Profylaktisk antibiotika anbefales nu, uanset hvem der anlægger PEG-sonden.

Kommentar: Det er svært at forestille sig, at en godt oplært, samvittighedsfuld sygeplejerske vil udføre proceduren med ringere kvalitet end en læge, der er trukket ind fra andet arbejde for at udføre proceduren. Det fremgår desværre ikke, hvorvidt der stadig var to assisterende sygeplejersker ud over den specialoplærte ved hver procedure, eller om der reelt er tale om en besparelse, der tilsyneladende ikke har konsekvenser for patienterne.

Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d. Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College, Aarhus.