Patientcentreret pleje omfatter også familiens børn

Introduktion:
Patientcentreret pleje og behandling, patientcentreret tilgang, patientinvolvering, patientinddragelse, egenomsorg m.m. er blot nogle af de hurraord, der betegner den tilgang, som i dag ønskes i forhold til pleje og behandling. Men hvad betyder patientcentret pleje og behandling, hvordan praktiseres dette konkret, og hvilken effekt har det på behandlingsresultaterne? 

Af et systematisk review fra 2013 af effekten af at praktisere patientcentreret pleje og behandling fremgår det, at de 30 artikler, der på det tidspunkt var publiceret om emnet, at hovedparten af studierne drejede sig om at styrke patienternes evne til at håndtere sygdom, eller at personalet gennemgik uddannelse i at praktisere patientcentreret pleje og behandling. Forfatternes konklusion var, at de eksisterende studier var af for dårlig kvalitet til vurdering af effekten, hvilket bl.a. kan være begrundet med, at begrebet er relativt uudforsket, og at det ikke er helt klarlagt, hvilke faktorer der har indflydelse på udøvelse af patientcentreret pleje og behandling.

Derfor er det vigtigt at få foretaget kvalitative undersøgelser, der afdækker, om f.eks. konteksten har en betydning. Undersøgelsen gennemført af Dencker m.fl. er derfor relevant og et godt bidrag til at få øget viden om patientcentreret pleje og behandling.

Metode:
Undersøgelsen er gennemført som interview og observationer på afdelinger på tre hospitaler, der behandler alvorligt syge patienter, som har børn. For den syge spiller information til deres børn om egen sygdom en stor rolle og må derfor indgå som en naturlig del af den pleje og behandling, der ydes. Hvornår, hvor meget, hvordan skal jeg fortælle mine børn, at jeg har kræft, hvordan skal jeg håndtere dette og de reaktioner, som uvilkårligt vil komme? Det er blot få af de spørgsmål, patienterne er optaget af. Har man et ”patientcentreret” udgangspunkt for pleje og behandling, vil kommunikation med patienter om disse spørgsmål være helt naturlige.

Der blev gennemført interview med 49 sygeplejersker og læger og foretaget 27 dages deltagerobservationer i de respektive afdelinger. 

Resultater:
Interviewene er optaget på bånd og transskriberet, hvorefter hovedtemaer er identificeret. Fundene præsenteres afdelingsvis, det vil sige fra hæmatologisk, gynækologisk og neuro-intensiv afdeling. Hovedresultaterne præsenteres i en tabel. Om børnene står der følgende:

”Børn er en kilde til infektion”, ”Børn er til stede, men usynlige” eller ”Børn er tilskuere”.

Studiet er det første, der fokuserer på kontekstuelle forhold i kommunikationen med og om børn som pårørende til alvorligt syge kræftpatienter. 

Diskussion:
Emnet er svært og følsomt og vækker naturligt en lang række følelser hos de implicerede sundhedsprofessionelle, men det fylder også meget for de berørte patienter. 

Konsekvenser for praksis:
Emnet er vigtigt at beskæftige sig med, og denne artikel kan være et godt udgangspunkt for lokale drøftelser af, hvordan sundhedsprofessionelle bliver i stand til at håndtere børn som pårørende. 

Læs også: ”Svært at tale med alvorligt syge patienters hjemmeboende børn” i Fag&Forskning 2018;(4):50-55.

Af: Preben Ulrich Pedersen, professor, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Klinisk Institut, Aalborg Universitet.