Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Patienter med leddegigt kan undgå ambulatoriet

PRO data. Brug af patientrapporterede outcome data og telemedicinsk opfølgning viser sig at være en ny og sikker vej til kontrol af sygdomsaktivitet hos patienter med reumatoid artritis.

Fag & Forskning 2019 nr. 1, s. 36

Af:

Redaktionen

Arthritis Care & Research

de Thurah A, Stengaard-Pedersen K, Axelsen M, Fredberg U, Schougaard LMV, Hjollund NHI, Pfeiffer-Jensen M, Laurberg TB, Tarp U, Lomborg K, Maribo T.
Tele-Health Followup Strategy for Tight Control of Disease Activity in Rheumatoid Arthritis: Results of a Randomized Controlled Trial
Arthritis Care Research 2018 Vol. O, No.O, Month , pp 1-8. doi: 10.1002/acr.23280.

Introduktion:
Et øget antal af personer med reumatoid artritis, mangel på reumatologer og krav om involvering fra patienten har ført til et pres på organiseringen og udførelsen af den ambulante aktivitet for patienten med reumatoid artritis. Et alternativ er telemedicinsk at følge aktiviteten af patientens sygdom. Formålet med studiet var at undersøge effekten af ambulant opfølgning vha. telemedicin og patientrapporterede outcome (PRO) data sammenlignet med konventionel ambulant kontrol ift. patienternes sygdomsaktivitet. Endvidere at undersøge, om der var forskel på kvaliteten af behandlingen i den telemedicinske opfølgning afhængigt af, om det var en sygeplejerske eller en reumatolog, der udførte opfølgningen.

Metode:
Studiet var et klinisk randomiseret forsøg, som inkluderede 294 patienter med reumatoid artritis fra Aarhus Universitetshospital og Silkeborg Regionshospital. Patienterne blev randomiseret i en ratio af 1:1:1 til telemedicinsk opfølgning og PRO-data ved en reumatolog, telemedicinsk opfølgning og PRO-data ved en sygeplejerske eller konventionel ambulant kontrol ved en reumatolog. Studieperioden var 52 uger. 

Patienterne i interventionsgrupperne fik hver 3.-4. måned tilsendt et spørgeskema om deres sygdom, som de skulle udfylde derhjemme. 14 dage efter blev de ringet op af en læge eller en sygeplejerske og fik en telefonkonsultation. Patienterne i kontrolgruppen kom hver 3.- 6. måned til kontrol på Reumatologisk Afdeling.
Det primære outcome var sygdomsaktivitet indikeret ved "Disease Activity Score in 28 joints" (DAS28). Sekundær outcome var fysisk funktion, livskvalitet og self-efficacy. 

Resultater:
Alle inkluderede patienter havde relativt lav sygdomsaktivitet ved baseline. Studiet var et non-inferiority studie, som testede hypotesen om, at der ikke var nogen forskel mellem grupperne. Hypotesen blev bekræftet, ligesom det blev bekræftet, at der ikke var forskel på, om den telemedicinske opfølgning blev udført af en sygeplejerske eller en reumatolog. Der fandtes ingen forskel på patienternes fysiske funktion, livskvalitet og self-efficacy. 

Samlet set havde patienterne i de telemedicinske grupper ca. 50 pct. færre besøg end patienter i kontrolgruppen. Dog havde patienterne i de telemedicinske grupper markant flere akutte besøg end patienterne i kontrolgruppen. 

Diskussion:
Behandlingstilbud med telemedicin og patientrapporteret outcome (PRO) kan tilbydes patienter med reumatoid artritis med lav sygdomsaktivitet. Det er en lige så god måde at monitorere sygdommen på, som hvis patienterne kom ind på hospitalet. Patienterne sparer tid ved ikke at møde op på hospitalet. Det er sandsynligt, at telemedicinsk opfølgning kan spare ressourcer. 

Konsekvenser for praksis:
Telemedicinsk opfølgning med brug af PRO-data bør tilbydes patienter med leddegigt på lige fod med konventionel ambulant kontrol.


Af: Annesofie Lunde Jensen, klinisk sygeplejespecialist, postdoc, Aarhus Universitetshospital, Diabetes og Hormonsygdomme.