Seksuelle overgreb på børn kan opspores og stoppes

Sygeplejersker, som møder børn på børneafdelinger og skadestuer samt på børne- og psykiatriske centre landet rundt, kan nogle gange være usikre på, om et barn har været udsat for seksuelle overgreb, og hvordan man i givet fald skal reagere.

Seksuelt misbrug af børn er et stort samfundsmæssigt problem både i Danmark og i resten af verden (1). Et internationalt litteraturstudie skønner, at 7,9 pct. af alle mænd og 19,7 pct. af alle kvinder har været udsat for seksuelt misbrug i en eller anden form før deres 18. leveår (2). 

Seksuelle overgreb mod børn og unge kan foregå gennem længere tid, og uden omgivelserne får kendskab til det. Området er præget af tabuisering og berøringsangst, hvorfor det kan være en kompleks opgave for sygeplejersker at opspore børn og unge, der er udsat for overgreb. Studier peger da også på, at sundhedsprofessionelle som f.eks. sygeplejersker efterspørger faglige redskaber i arbejdet med at se og forstå eventuelle tegn på og signaler om seksuelle overgreb, som børn og unge kan udvise (3). 

Det primære formål med denne artikel er at give en kort oversigt over tegn og mulige reaktioner på seksuelle overgreb hos børn under 18 år. Et særligt fokus i artiklen er at vise, at kvinder kan være krænkere og foretage seksuelle overgreb mod børn. Målet er derfor, at sygeplejersker kan blive inspireret, støttet og vejledt i arbejdet med en tidlig og kvalificeret opsporing af seksuelle overgreb hos børn.

Fire hjørnesten i tidlig opsporing

I Socialstyrelsens faglige vejledning bliver der lagt vægt på fire hjørnesten i tidlig opsporing (3), se figur 1.

For det første må sygeplejersker have en grundlæggende viden om de mulige tegn og reaktioner, de skal være opmærksomme på, når det drejer sig om seksuelle overgreb mod børn. For det andet er faglig åbenhed et vigtigt element i tidlig opsporing. Det betyder, at sygeplejersker må tage afsæt i, at seksuelle overgreb kan være én blandt flere mulige forklaringer, der er i spil, når de er i tvivl om, hvorfor et barn f.eks. synes at mistrives. For det tredje skal sygeplejersker føle sig rustet til at indgå i en faglig dialog med andre sundhedsprofessionelle ved mistanke om seksuelle overgreb. Endelig er det absolut afgørende, at sygeplejersker kender til mulighederne for og pligterne til at iværksætte de rette handlinger, når der er mistanke om seksuelle overgreb (3). 

Også kvinder kan være krænkere

De fleste studier peger på, at det typisk er mænd, der begår disse overgreb. Der er ingen officielle tal på antallet af seksuelle overgreb begået af kvinder (4,5). En international litteraturgennemgang konkluderer, at kvindelige krænkere står for 5 pct. af alle seksuelle overgreb mod børn (6).

Litteraturen er fyldt med myter om kvindelige krænkere (4). En typisk myte er, at kvinder ikke kan begå overgreb, for de har ingen penis, og at kvinder, som forfører en teenagedreng eller pige, ikke begår overgreb, idet der blot er tale om et seksuelt forhold mellem to mennesker, som samtykker (4). Ifølge Jytte Lyager har samfundet svært ved at se kvinder som krænkere, og derfor er der et stort mørketal, hvorfor det er vigtigt at sætte fokus på, at kvinder også begår overgreb (5).

Ifølge den norske psykolog og sexolog Thore Langfeldt ses kvinder som kærlige omsorgspersoner, og derfor bliver meget få opdaget og straffet for overgrebene (5). 

Marianne Lind argumenterer for, at flere af de kvinder, som er blevet misbrugt af deres mor, af ren og skær angst undgår at få børn, når de bliver voksne, idet de er bange for at komme til at misbruge deres egne børn (5). 

Endvidere viser danske erfaringer, at parforholdet kan være problematisk for de mænd, som i barndommen er blevet misbrugt af en mand. Men kvinders misbrug kan faktisk opleves værre end mænds. For det er en kvinde, manden senere i livet skal danne par med (5).

Nedenfor bringes eksempler fra børn, som er blevet misbrugt af deres mor. I 2015 blev en 39-årig kvinde fra Holstebro dømt for at have misbrugt sin søn. Hun blev tiltalt og kendt skyldig i at have befamlet sønnens tissemand, fået ham til at røre sine bryster og for at have onaneret foran ham (7). En anden kvinde siger det på denne måde:

”Min mor var med til misbruget – hun stillede mig til rådighed for sine elskere. Jeg var en del af akten. Hun var til stede i rummet og pacificerede mig ved f.eks. at proppe en sok i munden på mig og holde mig fast i armene, mens hendes fætter havde samleje med mig … Min mor var min primære krænker. Hun seksualiserede alt ved mig. Kommenterede min krops udvikling, når der var andre – især mænd – til stede. Hun kiggede ind ad nøglehullet, når jeg var i bad etc. Jeg fortalte det aldrig til nogen. Hvem ville have troet på mig?” (8).

Omsorg eller overgreb?

I den eksisterende litteratur diskuteres, om kvinders seksuelle overgreb adskiller sig fra mænds. Forskellen i forhold til de mandlige krænkere består mest i, at kvinden ikke har en penis. Men det betyder ikke, at der ikke sker indtrængen i barnets krop. 

Flere studier peger på, at kvindelige krænkere oftere end mænd begår overgrebene med tilstedeværelse af en mandlig med-krænker (9,10). Andre undersøgelser fremhæver, at tilstedeværelse af en mandlig med-krænker kun i mindre omfang indebar, at kvinden var blevet tvunget eller truet til at udføre eller deltage i overgrebene. Som udgangspunkt er det kvindens egen motivation, der fører til de seksuelle handlinger (4).

Desuden er der studier, der peger på, at det karakteristiske ved kvinders overgreb er, at de er særligt rettet mod yngre børn, som de forventes at have en omsorgsgivende rolle overfor, enten i familien eller som en del af deres arbejde (4). Her kan det være ekstra vanskeligt at afgøre, om der er tale om omsorg eller overgreb, da der er meget fysisk kontakt som en naturlig del af omsorgen for barnet (4).

Et af de emner, der går igen i forskningen, er seksuelle forhold mellem teenagedrenge og voksne kvinder (4). Det fremhæves, at drenge i høj grad bliver opdraget til at tro, at drenge og mænd altid er og skal være villige til sex, når de får det tilbudt, hvorfor disse overgreb ikke altid italesættes som seksuelle overgreb, men som seksuel oplæring (4). Konsekvensen er, at drengene ikke selv forstår, at der er tale om et overgreb og derfor heller ikke taler om det.

Overgrebet er et relationelt traume

Børn reagerer og rammes i forskellig grad, når de udsættes for seksuelle overgreb. Reaktionen afhænger af forskellige faktorer som overgrebets karakter og omfang, barnets alder og barnets relation til krænkeren.

Det seksuelle overgreb er i høj grad et relationelt traume, da de fleste overgreb finder sted i nære relationer. Barnet vil forsøge at forstå og finde en mening med det, der foregår, og at give overgrebet en relationel betydning (3). Nedenfor er oplistet tre bokse med typiske fysiske og psykiske mulige tegn og reaktioner på seksuelle overgreb hos børn i forskellige aldre. De tre bokse må ikke ses som en udtømmende liste, og de fysiske og psykiske tegn og reaktioner kan naturligvis skyldes andre ting end seksuelle overgreb (3), se boks 1, 2 og 3.

Børn og unge er tavse om overgreb

Utallige studier viser, at børn og unge, som udsættes for seksuelle overgreb, ikke fortæller om overgrebene (1,9,10). Årsagen kan være skyld og skam. Det kan også skyldes, at barnet ikke ønsker at såre omgivelserne ved at fortælle om overgrebene, eller at barnet vil beskytte krænkeren mod straf. Endelig er der nogle børn, som fortæller, at ingen har spurgt dem, om de har været udsat for overgreb (4). Hvis børnene ikke kender betydningen af de overgreb, de bliver udsat for, kan det være svært at fortælle om dem.

Studier viser, at det kan være særligt svært for børn at fortælle, hvis overgrebet er begået af en kvinde (4). Traditionelt bliver kvinder mest set som ofre, og mænd som krænkere. Det er en udfordring, hvis børn kun tror, at krænkere kan være mænd, for så kan de ikke sige det til nogen, hvis de bliver krænket af en kvinde, idet de ikke ved, at det er forkert.   

Vigtigt, at sygeplejersker er opmærksomme

Netop fordi det er så svært for børn at fortælle om seksuelle overgreb, er det vigtigt, at sygeplejersker er opmærksomme på forhold, der kan virke fremmende herfor. En norsk undersøgelse konkluderer, at børn er mere tilbøjelige til at fortælle om seksuelle overgreb, hvis de oplever, at nedenstående aspekter er til stede (11).

1. En anledning til at fortælle
2. En hensigt med at fortælle
3. En forbindelse til det, der tales om. 

Nedenfor nævnes tre eksempler på de tre aspekter.

En anledning til at fortælle 
En sygeplejerske på en skadestue oplever, at en ung pige på 17 år nu for tredje gang skal have en abort. Sygeplejersken oplever, at pigen flere gange tog tilløb til at fortælle om overgreb fra et familiemedlem. Men pigen manglede tilsyneladende roen til det. Sygeplejersken besluttede at sætte ekstra tid af til at gå en tur i haven med pigen, hvor der ikke var nogen forstyrrelser. På den måde skabes en anledning til, at pigen kan fortælle om overgrebene, der har fundet sted gennem flere år. 

En hensigt med at fortælle 
En ung dreng fra en skilsmissefamilie, som bor sammen med sin far, udsættes for overgreb af sin mor og hendes nye kæreste, når han er på besøg hver anden weekend. Umiddelbart før en samværsweekend fortæller drengen en skolesygeplejerske om overgrebene. Drengens hensigt med at fortælle om overgrebene er, at han gerne vil undgå at komme på samvær samt at få hjælp til at få stoppet overgrebene. 

En forbindelse til at fortælle 
En sygeplejerske på en børneafdeling hjælper en seksårig pige med et bad. Dette bad er med til at skabe en forbindelse til de overgreb, barnet har oplevet i badesituationer med sin far. Barnet fortæller her om de overgreb, hun havde været udsat for. 
Sygeplejersker skal derfor være opmærksomme på, hvordan man kan medvirke til at opfange og facilitere de forskellige situationer, hvor et barn oplever en anledning til, hensigt med eller forbindelse til at fortælle om seksuelle overgreb.

Pas på med at bagatellisere kvinders seksuelle overgreb
Ønsket med artiklen er således at forhindre, at kvinders seksuelle overgreb på børn bliver overset eller bagatelliseret af sygeplejersker, fordi seksuelle overgreb typisk forbindes med en mandlig krænker. Det er en viden, der sammen med evnen til at handle kan ruste sygeplejersker til at anvende deres skærpede underretningspligt, hvis der er mistanke om, at et barn har været udsat for seksuelle overgreb – uanset krænkerens køn. 

Sygeplejersker har en særlig skærpet underretningspligt jf. Servicelovens paragraf 154, der går forud for tavshedspligten, når det handler om børn og unges trivsel (når de er under 18 år).

Som artiklen har vist, kan dét, at kvinder også begår seksuelle overgreb mod børn, være et meget tabubelagt og overset problem. De børn, som har været udsat for overgreb fra kvinder, har ret til lige så professionel behandling, som hvis krænkeren var en mand. 

Referencer

1. Karstoft K-I, Beck Hansen N, Eriksen SB & Elklit A.  Effekt af Behandling – et fokus på senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Odense: Videnscenter for Psykotraumatologi 2014.
2. Pereda N, Guilera G, Forns M, Gomez-Benito J. The international epidemiology of child sexual abuse: a continuation of Finkelhor. 2009: Child Abuse and Neglect(33):331-42.
3. Socialstyrelsen og SISO. Den professionelle tvivl. Socialstyrelsen og SISO 2017 
4. Red Barnet. Kvinders seksuelle overgreb mod børn Red Barnet 2017.
5. Bebe A. Kvinder står bag mange seksuelle overgreb SDU, årstal?
6. Blond, N. Kvindelige krænkere – tabuet om kvinder, der begår seksuelle overgreb mod børn. Psykologisk Institut, Aarhus Universitet 2014.
7. TV Midtvest. Mor dømt skyldigt for seksuelt misbrug af 7-årige søn. https://www.tvmidtvest.dk/artikel/mor-doemt-skyldig-seksuelt-misbrug-af-.... Besøgt den 7. juni 2018.
8. Usynlig ar. Når kvinder krænker. http://usynligear.dk/kvindelige-kr-nkere.html. Besøgt den 7. juni. 2018.
9. Haugland GN et al. Ingen penis – ingen skade? Når kvinner begår seksuelle overgrep. Tidsskrift for norsk psykologforening 2011:(48):523-8.
10. Williams KS & Bierie. An incident-based comparison of female and male sex offenders. Sexual Abuse: A journal of Research and Treatment 2015, Vol. 27: 235-57.
11. Jensen TK et al. Reporting possible sexual abuse: A qualitative study on children’s perspective and context for disclosure. Child Abuse & Neglect 2005;(29):1395-1413.